Tale og Sange
ved Indvielsen
af
den Thorvaldsenske Døbefont
i
Brahetrolleborg Kirke,
paa Reformationsfestens 3die Dag,
den 2den Novbr. 1817.
Talen af B. H. Knap,
Sognepræst for Brahetrolleborg og Krarup Menigheder,
Ridder af Dannebrogen.
Sangene af Hr. B. S. Ingemann.
––––––––––––––––––
Odense 1817.
Trykt og forlagt af S. Hempel,
Eier af Fyens Stifts Adressekontoir og Bogtrykkerie.
––––––
Uagtet Taleren vel ingenlunde behøvede, at skamme sig ved, at have hentet Ideer og Begejstring fra Hr. Ingemanns herlige Sange, saa kan han dog med Sandhed forsikre, at den Lighed, som hans Tales beskrivende Deel har med den første Sang, aldeles er opvakt ved Kunstværket selv; da Talen, ganske som den her findes, var færdig, længe før han modtog Sangene fra Digterens Haand.
––––––
Før Talen.
––––––
Mel. Af Høiheden oprunden er ec.
Stand hellig i Guds Helligdom!
Du Værk, som Konstnerhaanden from
indvied til Guds Ære!
Om Kjærligheden, høi og reen,
lad selv den kolde, døde Steen
livsaligt Vidne være!
Herren Stenen Liv har givet,
ja til Livet
i Guds Rige
skal den vie Dødelige,
Bær hid i Jesu Navn de Smaae!
Før deres Fod paa Jord kan staae,
Til Himlens Favn dem fører!
her strømmer helligt Livets Væld,
her signer Christ hver Barnesjæl,
hvem Riget hist tilhører.
Du, hvis Hjerte Barnets ligner,
Dig velsigner
Christ tillige:
Du er størst i Himlens Rige.
See! Herren, til Guds Throne fød,
som Barn han selv paa Moders Skjød
taus mod sin Himmel peger;
Ved Siden staaer den Broder from,
han ahner Barnets Helligdom,
og i dets Glands sig qvæger.
Barnlig, salig Herren smiler;
Himlen hviler,
guddomsrolig,
ved en jordisk Barm fortrolig.
Og see! ved Jordan Herren staaer,
Han selv Indvielsen attraaer,
maa Guddomsissen bøie;
Mens Aanden svæver klar i Skye,
staaer Verdens Frelser, ydmyg blye,
for Døberen, den høie.
Lover, priser Guds Eenbaarne!
De Udkaarne
Ham skal skue;
døbt med hellig Aand og Lue.
O! see, de Spædes Engle smaa,
som hisset for Guds Aasyn staae,
til Naadens Væld de kalde;
trefoldigt svæve de herned:
med Haab, med Tro, med Kjærlighed
velsigne de os Alle.
Knæler, Christne! og tilbeder!
Evigheder
Os er givet:
Gud har kaldt vor Sjæl til Livet
––––––––––––––––––––––––––––––
Skiønne Værk, saa skikket til at opvække store Forestillinger, blide Følelser, høie Ahnelser, dybe Længsler. Den haarde Steen har modtaget et beundringsværdigt Liv af Kunstnerens Haand; man føler sig ligesom hædret, ved at vide, at man har Fædreland og Sprog tilfælleds med den Mand, der frembragte dette herlige Arbeide, og i det vi beundre det, hæves vor Ærefrygt for den Almægtige, som gav Mennesket en saadan Kraft. Tusinde Tunger ophøie Kunstværket, og tusinde Hierter røres ved det. Det meste af hvad det fremstiller, er laant af den hellige, af den evangeliske Historie, og Alt har Hentydning paa Daabens betydningsfulde Høitidelighed.
See Forløseren i den ædleste Skikkelse, med det frommeste Udtryk, i den ydmygste Stilling, døbes af sin Ven, hans ypperlige Forgiænger, hans Riges værdige Forbereder, den hellige Døber.
Atter gienkiende vi den guddommelige Forløser, i det han udrækker sine velsignende Hænder til de smaae Uskyldige, om hvilke han sagde, at Himmeriget er deres; skiønne, som himmelske Væsener nærme de sig saa tillidsfuldt den Mand, i hvis Aasyn de læse det Guddomsord, der taler til alle uskyldige Hierter, og froe modtage de den livsaligste Gave.
Men, for at fængsle vort Blik som vore Følelser ved Ham, som er Hovedpersonen i disse hellige, historiske Forestillinger, komme vi nu først til Jesu blide, fromme, andagtsfulde Moder; henrykt ved Beskuelsen af det guddommelige Barn, og delende sin Opmærksomhed mellem dette og Barnet Johannes, vide vi ikke, hvad vi meest skulle beundre, enten disse Sindbilleder paa den reneste Uskyldighed, eller den himmelske Værdighed, den ophøiede Ynde, den indtrængende Hiertelighed, der udtaler sig hos Gudmenneskets Moder, den ædle Maria.
Og endelig, som det Hele aander Uskyldighed og Reenhed, saa beskueliggiøres os fremdeles den store Tanke: vorder Engle lige! — Himmelske Aander i yndig Forening svæve mellem Jorden og Himlen, og tilhøre begge.
Uudtømmelig er den Næring, som her den kolde Steen frembyder for den forskende Aand, for det følende Hierte, for det fromme christelige Sindelag. Den blotte Kunstkiender beundrer, og taber sig i Henrykkelse, ved at beskue et af vor Verdensdeels herligste Mindesmærker, men den fromme Christen hensynker ikke mindre i tavs Beundring, i det han dvæler ved de hellige Sindbilleder, og hans skabende Indbildningskraft og blide Christensind oversætter ham i høiere Samfund.
Saaledes være Du, skiønne Døbesteen, nu og i sildige Fremtid ikke alene en Prydelse for dette Herrens Huus, men ogsaa et Middel til, at vække Andagt, nære Fromhed, fremkalde rene og blide Følelser. Her skulle de Uskyldige helliges Gud og Forløseren, og ældre Christne paa den beskueligste Maade mindes om den Eviges Bud, der er skrevet i alle Menneskers Hierter, som det læses i det guddommelige Sandhedsord: “I skulle være hellige, thi jeg er hellig!” – I det jeg indvier dig til denne ophøiede Bestemmelse, vil jeg ønske, at stedse Flere maae skiønne paa, og føle ved din høie Betydning, at Troende maae samles omkring dig som om et helligt Alter, ved hvilket Troens, Haabets og Kiærlighedens Engle i himmelsk Majestæt og Ynde nedsvæve til enhver med det Forjettelsens Ord: “det Offer som behager Gud, er et reent Hierte! — søg at bevare det, og du skal vorde salig!” Og samme Lysets Engle forkynde da tillige for en mindre Kreds det Trøstens Ord: “salige ere de Døde, som døe i Herren, thi deres Gierninger følge dem!” i det den ædle og forklarede Giverindes Minde, ved denne Prydelse for vor Kirke, vækkes i veemodige og taknemmelige Hierter.
Ja Charlotte Schimmelmann! som din skiønne Iid paa Jorden var henvendt til, at række Haanden til ethvert nyttigt og godt Værk, at hædre Kunst, at gavne og glæde, at frede om Menneskets høieste Anliggender, saaledes have vi din Veldædighed at takke for denne herlige Gave; ogsaa dit og din ypperlige Gemahls fortienstfulde Navne skal den gienkalde for os og Efterslægten; ogsaa disse skulle ved Guds milde Styrelser være Midler til, at vække Sands for høiere, ædlere, helligere Goder; naar en stor Deel af vor Slægt er nedsunken i dyriske Lyster, og kun higer efter at mætte de verdslige Begærligheder; see fra din Himmel ned til os, og din og alle Godes og Frommes Aander omsvæve os i Helligdommen, naar vi her tilbyde de Uskyldige Borgerret i Jesu vor Frelsers Rige! Amen.
––––––––––––––––––––––––––––––
Efter Talen.
–––––––––
Mel. Hvad kan os komme til for Nød.
Velsign, o Gud! din Helligdom!
Din Aand den lys omsvæve!
Hvo hid til Livers Kilde kom
lad evig, salig leve!
Som Kildens hvide Marmorsteen
lad Sjælen vorde hellig reen,
som her til Dig indvies!
O! lad som lyse Engle smaa
De Spæde her dig skue!
at naar de ud i Verden gaae,
naar Fristerne dem true,
at da, med salig Haab og Tro,
som Barndomsminder, englefro,
De Glimt af Gud kan skimte.
O Herre! lad din Sandheds Aand
til Jesum Christ os føre!
Som Børn vi vandre ved hans Haand!
Dit Rige os tilhøre!
Vor Gjerning i dit Navn lad skee!
og naar vi Sædens Frugter see,
Din være Æren, Herre!
–––––––––
