Comment on 12.11.1803

Det vides ikke med sikkerhed, hvilken buste, der hentydes til, men der er sandsynligvis tale om Thorvaldsens portræt af A.P. Bernstorff, A209 (formindsket marmorversion A207). Busten må være blevet bestilt af Schubart under hans ophold i Rom tidligere i 1803. Thorvaldsen nævner Bernstorff-busten senere i brev omkring 1.2.1804 til Schubart: “…Deres Bernstoff har ieg under arbeide…”, og i brev af medio april 1804 til Schubart fortæller billedhuggeren, at han “…har faaet Greve Bernstorfs Buste, og nogle andre Modeller færdige.” Thiele I, p. 188 (fodnoten) bekræfter, at den Bernstorff-buste, Schubart bestilte, formodentlig er identisk med den marmorbuste, der i dag findes på Thorvaldsens Museum, A207. Thiele skriver endvidere, at Schubart “…af ganske private Grunde ikke kunde modtage den [busten].” Hermed menes, at Schubart aldrig fik råd til at betale Thorvaldsen for Bernstorff-busten og i øvrigt heller ikke for de portrætbuster, der forestillede ham selv og hans kone, A219 og A220. De tre buster forblev derfor i Thorvaldsens værksted og befinder sig i dag på hans museum.
De tre buster var færdige i marmor sommeren 1806, se brev af 8.8.1806 fra Thorvaldsen til Schubart.
Portrættet af Bernstorff var en gentagelse af Thorvaldsens tidligere marmorbuste af A.P. Bernstorff fra 1797 på Brahetrolleborg (originalgips A208).
Det har tidligere været diskuteret, hvorvidt “Schubarts” buste af A.P. Bernstorff, A207, overhovedet forestiller statsmanden, fordi denne nyere version ikke fuldstændig ligner Thorvaldsens tidligere Bernstorff-portrætter, navnlig busten på Brahetrolleborg. I dag menes det dog, at identifikationen er sikker, herom se Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. I, København 1963-65, p. 46-51.

Last updated 07.01.2013