Arkivet, Thorvaldsens Museum

Resumé

Johanna Steinheims brev er en afskrift af en del af et originalbrev, hvis opholdssted ikke kendes i dag. Som det fremgår af påskrifterne, modtog Thorvaldsens Museum afskriften i 1901 fra en efterkommer af Steinheim, rabbineren og religionsforskeren Leopold Lucas i Glogau, det nuværende Głogów i det sydvestlige Polen.

At give alle hånden

Det mest bemærkelsesværdige ved dette brev er egentlig ikke, at Steinheim beundrende kalder Thorvaldsen en “Göttergestalt”, men snarere at hun beskriver hans person med karaktertræk som “schlicht” (uprætentiøs), “einfach” (enkel, ligetil, jævn), “durchaus frei von aller Eitelkeit und Hochmut” (helt igennem fri for forfængelighed og arrogance) og “freundlich” (venlig). Og Steinheim var ikke den eneste, der hæftede sig ved Thorvaldsens ligefremme, uprætentiøse og “naturlige” opførsel. Hun – og mange med hende – mente tilsyneladende, at det virkeligt store ved Thorvaldsens person var, at han ikke udnyttede sin berømmelse til at hæve sig op over nogen. Han var tværtimod imødekommende over for alle – bedst illustreret af, at Steinheim – ikke uden forbløffelse – fremhæver, at Thorvaldsen gav hånden til alle tilstedeværende, da han sagde farvel ved en af de her omtalte begivenheder.
Også Frederikke Wallick fokuserer i sin skildring af begivenheden på billedhuggerens håndtryk: “Fru Steinheim kom Morgenen efterat vi havde været hos dem i stort Selskab til mig, forsikrende, at da Thorv. havde forladt dem, idet han gav enhver Haanden – blev der en høitidelig Stilhed blandt alle Tilstedeværende, enhver holdt paa den Haand, som Th. havde holdt i sin og forblev nogle Minutter tause og saae paa hinanden.”

Det er nærliggende at opfatte Thorvaldsens høflighedsgestus som et udtryk for hans grundlæggende demokratiske lighedsideal. Han forvandlede den dengang revolutionære idé om lighed til en stilfærdig, dagligdags og helt konkret praksis, og dette var sandsynligvis årsagen til, at Thorvaldsens håndtryk til alle gjorde så stærkt et indtryk på Steinheim og alle hendes målløse gæster. I dag ville et håndtryk fra høj til lav naturligvis ikke blive opfattet som noget opsigtsvækkende, men i 1840erne var det stadig usædvanligt, at nogen brød med enevældens klasse- og rangbestemte, sociale konventioner; og at overklassepersoner og berømtheder som Thorvaldsen insisterede på alles jævnbyrdige plads. Hans opførsel kan karakteriseres en slags anskuelsesundervisning i demokrati og dermed i yderste instans også en lavmælt kritik af den gældende samfundsorden. Med sin håndtryks-”performance” dannede Thorvaldsen en slags rollemodel for en anden social kontrakt mellem samfundets individer.
Denne adfærd blev tydeligvis bemærket af mange som noget så stort og usædvanligt, at billedhuggeren måtte hyldes – selv af den omtalte postmester i Altona, som Steinheim ellers omtaler som udannet og ubehøvlet.
Steinheims brev viser med andre ord, at tilbedelsen af Thorvaldsen ikke kun kan forklares som udslag af en romantisk kunstnerkult, jf. “gudegestalten” – men også skyldes, at hans opførsel inkarnerede et centralt politisk ideal i 1800-tallets første halvdel.