No. 6153 af 10318
Afsender Dato Modtager
Christian 8. [+]

Afsendersted

København

27.4.1833 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Ingen udskrift.

Resumé

Christian (8.) Frederik glæder sig over at skulle gense Thorvaldsen i København til efteråret. Han understreger vigtigheden af at få originalmodellen til portrætstatuen af Caroline Amalie, jf. A164, til København. Hvis en duelig marmorarbejder samt nogle blokke carrarisk marmor bliver sendt med korvetten Galathea til København kunne Hermann Ernst Freund grovhugge portrætstatuen, hvorefter Thorvaldsen kan færdiggøre den. Han glæder sig over, at Thorvaldsen har købt et maleri af Wilhelm Bendz, B197. Thorvaldsens anbefaling af H.W. Bissen vil han lade gå videre til Slotsbygningskommissionen, der skal bruge en billedhugger til at udfærdige frisen til riddersalen på Christiansborg Slot. Korvetten sejler fra København den 1.5.1833 og vil være i Livorno om godt tre måneder. Han hilser fra kongen.

Se original

Hr. Etatsraad og Directeur Thorvaldsen! Jeg har havt den Fornøielse at modtage Deres behagelige Skrivelse af 6 April og glæder mig til de gode Tidender, den indeholder, især til den Forvisning, De giver mig, at De til Efteraaret vil giensee Danmark, ligesom og, at De agter at fuldende nogle halv udførte Arbeider i Marmor, som hidsendes, hvilket tyder paa den gode Hensigt af et længere Ophold i Fædrenelandet, saaledes som vi alle ønske det.
Den Forsikring, at det Arbeide, jeg venter af Deres Haand, nemlig min Gemalindes Portraitstatue, vil ligge Dem nærmest paa Hierte, er mig Borgen for, at De, uagtet det indtrufne Uheld med Marmoret fra Carrara, vil giøre, hvad muligt er, for at see dette Kunstværk hidsendt. Maaskee det endog kunde være blandt de ovennævnte at fuldende i Kiøbenhavn, hvor det, naar Modellen hidsendtes, vilde findes Arbeidere under Freund, der kunde fremme den i det Raa. At jeg ønsker at benytte denne sieldne Leilighed for at faae Statuen hidsendt, vil De indsee.
Førend Slutningen af Julii kommer Corvetten Galathea ei til Livorno; der er altsaa endnu tre Maaneder til. En Idee vilde jeg dog ved denne Leilighed yttre, nemlig med Corvetten at hidsende en duelig Marmor-Arbeider, der kunde gaae Dem tilhaande og nogle Blokke carrarisk Marmor.
Det vil være en glædelig Tidende for Kunstens Venner, at De har kiøbt Bendz’s sidst udførte Malerie af Kunstneren Fearnley, og det skal blive hensat i Deres Attelier paa Charlottenborg, saasnart det ankommer.
Hvad De yttrer om Bissen, skal jeg meddele Slots-Commissionen, saasnart hans Skrivelse indtræffer. Foreløbigen maa jeg dog yttre, at det, efter min Mening, vil være saare omstændeligt, i Rom at udføre Frisen i Gips, som skal anbringes i Christiansborg Slot, og at det især vil være ønskeligt, at Bissen kiender Stedet, hvor den skal anbringes. Mit Raad vilde derfor være, at Bissen benytter den gode Leilighed med Corvetten til uden Bekostning at reise hertil, og at han udfører sit Arbeide her, hvorefter det jo altid kan staae ham frit for, selv med Understøttelse af det Offentlige, at reise igien til Italien, for der at fortsætte sin Kunstner-Virksomhed. Skulde De dele denne min Anskuelse, da beder jeg Dem at virke til dens Iværksættelse. Bissen maa iøvrigt være Dem høist forbunden for Deres Anbefaling.
Corvetten afseiler paa Onsdag, d. 1. Mai, men da den skal anløbe Tanger, Tripolis og Maltha, saa indsees at den ikke førend om tre Manneder kan naae denne sin Bestemmelse. Den føres af Capitain W. Krieger, en Søn af afdøde Admiral; Næstkommanderende er Capitain Kierulf, begge udmærkede Sømænd.
Det skal glæde mig, snart at høre gode Tidender fra Dem. Hs. Majestæt Kongen har glædet sig over de sidste, jeg meddeelte ham, og Høisamme har paalagt mig at hilse Dem.
Jeg henlever med særdeles Høiagtelse og Venskab, Hr. Etatsraad og Directeur Thorvaldsen,

Deres forbundne og velvilligste
Christian Frederik

Kiøbenhavn, d. 27 April 1833.

Arkivplacering
m18 1833, nr. 45
Thiele
Gengivet hos Thiele III, p. 482-483.
Emneord
Aflyste rejser til Danmark · Christiansborg Slot, Riddersalen · Christiansborg Slot, Riddersalen, H.W. Bissens frise · Hjemsendelse af Thorvaldsens kunst 1833 · Indkøb af malerier · Kunstakademiet, Thorvaldsen som direktør · Kunstakademiet, Thorvaldsens professorbolig · Marmorhugning · Opfordringer til at komme til Danmark (1820-1838) · Portrætstatuen af Caroline Amalie · Portrætstatuer, samtidige personer · Presentskibe og tributbetaling til Barbareskstaterne · Thorvaldsen som mentor for andre kunstnere · Thorvaldsens assistenter · Thorvaldsens malerisamling · Thorvaldsens værksteder · Thorvaldsens værkstedspraksis
Personer
Wilhelm Bendz · H.W. Bissen · Caroline Amalie · Thomas Fearnley · Frederik 6. · Hermann Ernst Freund · Johan Wilhelm Cornelius Krieger · Kunstakademiet, København · Slotsbygningskommissionen
Værker
Sidst opdateret 25.04.2017 Print