Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 7740 af 10012
Afsender Dato Modtager
A.F. Elmquist [+]

Afsendersted

Aarhus

1839 [1837] [+]

Dateringsbegrundelse

Teksten er trykt i 1839, men er skrevet i 1837, som det nederst fremgår af dokumentet.

Omnes
Resumé

Kommentarerne til dette dokument er under udarbejdelse.

Se original


Thorwaldsen i Rom.

–––––––––

Om Thorwaldsen havde jeg allerede Hørt Saameget, der var om ham skrevet saameget Vigtigt, og han var bleven lovpriist saa stærkt, at da Forretninger omsider førte mig til Rom, var det mit hedeste Ønske, nu at gjøre hans Bekjendtskab. Men dette syntes mig ikke let; thi hverken som Kunstner eller Forfatter havde jeg et saa udmærket Navn, at jeg, uden fremmed Anbefaling, kunde indføre mig selv hos ham. Tilfældet begunstigede mig imidlertid. Gandske overeensstemmende med mit Ønske har jeg seet Thorwaldsen, og det i hans eget Huus, i hans Atelier, midt iblandt hans Venner, hans Landsmand, og nu beundrer jeg Saameget mere en Mand, som Naturen, i sit bedste Lune, skabte til et af sine Mesterværker. Føler man sig allerede lykkelig ved at beundre Mesterværker, saa vorder denne Lykke meget hyppigt endnu forøget, naar Mesteren selv er tilstede. Ikke forgjæves søger man i Thorwaldsens Øie hiin Begeistring, hiint Udtryk, som han har aandet i sine Steenbilleder. Hans Gangs Adel ligner gandske den, man beundrer i Figurerne af hans Alexandertog, og seer man ham, saa føler man den samme Fornøielse, som ved Synet af en skjøn Raphael, man hidtil kun kjendte i Copie.

K., En af mine tydske Venner i Rom, forsamlede hver Aften et stort Antal af Landsmand i sit Huus. I et af disse Selskaber yttrede jeg mit inderligste Ønske, at gjøre Thorwaldsens Bekjendtskab, men beklagede tillige, at jeg ikke vidste, hvorledes dette skulde lykkes mig.

“Ønsker De saameget, at see vor Thorwaldsen, svarte han: saa skal jeg indføre Dem hos ham. Men idag hidkommer ogsaa han, og jeg skal da, om De vil, forestille Dem for ham. Det undrer mig, at han endnu ikke har været her, thi han kommer næsten daglig, for at see sine Landsmand, som han kalder os Alle.”

Faa Øieblikke efter hører jeg ham nævnes, og seer en over tredsindstyveaarig Mand af Middelstørrelse træde ind. Vakte end hans Indtrædelse ikke almindelig Opsigt, saa fløj dog alle Blikke ham imøde. Efter at have hilset nogle Venner meget hjerteligt, knyttede han en Underholdning med en ung tydsk Maler, og gav mig derved Lejlighed til, at betragte ham imag nærved.

Thorwaldsen er en smuk gammel Mand. Hans Ansigt, det skjønneste og udtryksfuldeste, jeg endnu har seet, faaer i samtalen saadant Liv, at man, i Frastand, troer at kunne læse deri Alt, hvad han siger. Hans Skikkelse er temmelig ret, hans Haar næsten gandske hvidt, og hans Dragt ligesaa usøgt, som hans Manerer. Den unge Mand, som talte med ham, kom lidt efter lidt i Ild, og begyndte at afhandle Kunstgjenstande med ham. Det lod næsten, som om Thorwaldsen var Den, der trængte til at belæres. Med den største Opmærksomhed hørte han til. Et yndigt Smiil spillede om hans Mund, naar een eller anden Bemærkning forekom ham ny, eller svarte til hans egne Anskuelser. Sjelden yttrede han sin egen Mening, og skete det, saa gjorde han det saa beskedent, at man vanskeligt skulde have gjenkjendt Mesteren, hvis der ei, i hele hans Væsen, havde ligget en Værdighed, som er store Mænds skjønneste Smykke.

Den unge Mands lange Samtale med ham vakte dog tilsidst de Andres Skinsyge, og blev afbrudt. Enhver havde noget at sige Thorwaldsen, der dog slet ikke syntes at bemærke, at han var Sjælen i hele Selskabet.

Min Ven K. forestillede mig omsider for ham. “De kommer fra München? sagde han, trykkende min Haand: Saa maa De fortælle os Nyt.”

Og nu begyndte han at forelægge mig en Mængde Spørgsmaal om de nye Indretninger i denne Stad, om Bygningsarbeider, om Malerieudstillingen osv., altsammen paa en saadan Maade, at jeg let kunde tilfredsstille hans Videbegjerlighed. Lidt efter gik han mere ind i det Specielle, og hans Samtale tog stedse interessantere Vendinger. Da bleve vi ulykkeligviis afbrudte, og Thorwaldsen syntes at erindre, at han tilhørte hele Selskabet. “Besøg mig! sluttede han omsider vor Samtale, idet han atter trykte min Haand: Det vil glæde mig, at kunne tale længere med Dem. Jeg skal da ogsaa vise Dem min Nemesis. Gud befalet saalænge!”

Skridende gjennem Mængden, som trængte sig om ham, satte han sig nu ved et Bord, hvor han modtoges med lydelig Glæde. De Svar, han gav paa forelagte Spørgsmaal, vakte ofte Beundring, ofte ogsaa almindelig Munterhed.

Man tillade mig, her at indskyde en Anekdote, som rigtignok tilhører en sildigere Tid, men som dog gandske er paa sit Sted her, da den giver os en Idee om den store Kunstners Simpelhed.

I Nærheden af Rom havde vi været paa Lærkejagt. Thorwaldsen, som ikke er nogen Jæger, havde vi indbudet til, at hjelpe os at fortære det Bytte, vi bragte hjem. Man brugte til denne Jagt smaae Ugler, som, befæstede ved en Stang, opstilledes midt i det klare Solskin. Lærkerne flyve nu om Natfuglen, og holde sig fordetmeste ligeover den, saa man let kan skyde dem ned. Den temmelig aarle begyndte Jagt var forbi Kl. 11 Formiddag. Vi droge hjem til Frokosten, Thorwaldsen satte sig til Bords med os, og var, som sædvanlig, En af de muntreste Bordfæller. Underholdningen blev imidlertid saa almindelig, at Ingen syntes at bemærke, hvorlunde han, ved Deserten, var staaet op, for nærmere at betragte en Ugle, som man, ved Hjemkomsten fra Jagten, havde stillet i et Vindue. – Kunstneren begyndte at lege med Dyret, snappede det efter Benene, strøg det henad Ryggen, men Uglen kunde ikke lide det Væsen, og blev saa vred, at han skoggerloe. Alle loe med. “Hvad gjør De da? Har De aldrig seet en Ugle?” spurgte En ham. – “Jeg maa oprigtigt tilstaae, at jeg aldrig i mit Liv har seet en levende Ugle!” svarte han gandske roligt, og Latteren fordobledes. – “Men hvorledes bærer De Dem da ad, naar De fremstiller en Minerva?” spurgte en Anden. – “Nu, saa er Gudinden mit eget Værk, men Uglen er Copie, thi det er vanskeligt, at tegne et Dyr man ikke har seet levende.” – Dette lille Optrin morede os meget, og jeg mindes stedse med Fornøielse hans naive Svar.

Nogle Dage efter vor første Sammenkomst aflagde jeg ham mit Besøg. Thorwaldsen har fem store Ateliers, hvori mange store Kunstnere arbeide uafbrudt. Hver Dag tilbringer han nogle Timer her, for at foretage Correctioner. Resten af Dagen er han sysselsat i sit Privat-Atelier. Hans Huus ligger paa Monte Pincio, nuomdage de skjønne Kunsters Sæde.

Kunstneren har ikke noget heelt Huus til sin Raadighed. Over tredive Aar for han beboet første Etage af et Hotel, som tilhører en i Kjælderen boende Familie, med hvilken han lever paa den fortroligste Fod. Fra Eierens Bopæl fører en egen Trappe til Thorwaldsens Værelser. Mere end eengang skal han, paastaaer man, have søgt Redning ad denne Løntrappe, fordi han troede sig forfulgt af Røvere. Lad ogsaa være, at man skildrer hans Frygtsomhed overdreven, saa er det dog almindeligt bekjendt, at han virkeligen har været Gjenstanden for lignende Forfølgelser. Just denne Frygtsomhed er Skyld i, at Thorwaldsen ikke holder een eneste Tjener, noget, som alle Besøgende med Forbauselse bemærke. Om Søndagen aabner han i Almindelighed sin Samling, hvorom jeg siden skal tale, for Publikum. Hele den skjønne og fornemme Verden hidstrømmer da tilvogns i største Stads, og modtoges af Kunstneren i Sloprok og Peltshue.

Da han, som sagt, ingen Folk holder, maa han selv føre Enhver omkring. Saaledes at see ham som sin egen Cicerone, at høre ham som sin egen Fortolker, er ubeskrivelig interessant.

Thorwaldsen synes at frygte Winkelmann’s Skjebne, der blev myrdet af en Tjener, som han ulykkeligviis havde ladet see nogle gamle Guldmønter. En mindre tragisk Begivenhed, som nys mødte den berømte Landskabsmaler Wolfersberger, retfærdiggjør hans Frygt. Dennes Tjener frastjal nemlig sin Herre en Samling Guld- og Sølvmønter, men havde den Artighed, at efterlade et Brev, hvori han bad om Tilgivelse for sin slette Handling, beklagede, han havde seet sig i den overordentlige Nødvendighed, at maatte bestjæle ham, yttrede det Haab, at det ei vilde falde en saa berømt Kunstner vanskeligt, at faae det Borttagne erstattet, og sluttede med den sædvanlige Formel: „Han havde den Ære osv.”

Thorwaldsens Bolig er opfyldt med en Masse af de kostbareste Kunstsager. De berømteste, endnu levende Kunstnere have bidraget til denne Samling. Unge Malere, bortrevne i deres Alders Blomster, have skjænket den udødelige Værker, f. Ex. Kraft og Reinhold. Blandt hans bedste Malerier høre fremdeles Reinhard’s og Koch’s Landskaber, Meier’s, Ridel’s, Lindau’s Genrebilleder, ogsaa endeel Arbeider af Danskeren Dahl osv. Af Horats Vernet har man det bedste Portrait af Thorwaldsen, som der imod forfærdigede den berømte Malers Büste. Etruriske Vaser, Mosaiker, Ringe, Cameer og andre meget kostbare Gjenstande findes i talløs Mængde i dette sande Museum. Hvo der besøger det om Søgnedage, kan efter Behag see sig om i alle Skabe, medens Kunstneren uafbrudt arbeider i sit Cabinet. Ved denne Leilighed viser han en meget stor Sorgløshed.

Men midt iblandt disse Rigdomme findes dog ogsaa Malerier af meget middelmaadigt Værd. Ofte kjøber han Sligt blot for at opmuntre Kunstneren. I Rom er der neppe een eneste tydsk, og meget faa franske Kunstnere, der ikke have hentet Raad hos Thorwaldsen og stundom tilbudet ham deres Arbeider. Alle modtager han med lige Hjertelighed, sladdrer gjerne med dem, søger at lære dem at kjende, bestiller Noget hos dem, naar de ere for blye til, selv at tilbyde ham Noget, og veed at give unge Talenter en saa kraftig Impuls, at aldrig nogen Kunstner er bortgangen fra ham, uden at være hævet og begeistret i samme Grad, som han traadte ydmyg og modløs ind til ham.

Thorwaldsens Liv kan i Sandhed siges at være Kunsterne helliget. Hvert Ord, hver Handling, hver Tanke er den viet, og det torde være vanskeligt, at løse det Spørgsmaal, om Thorwaldsen har gavnet Kunsten meest ved sine Værker, eller ved sine Handlinger og Ord.

Da jeg betraadte Cabinettet, hvori han befandt sig, traf jeg ham, med Hammer og Meisel, foran det kostelige, Nemesis fremstillende Basrelief. Det syntes mig fast fuldendt, og dog arbeidede Thorwaldsen, medens vi sladdrede med hinanden, fort derpaa med saa vældige Hammerslag, at jeg lukkede Øinene, for ei at vorde Vidne til en Ulykke. Gudinden staaer frit paa en Vogn; hendes Ansigt, hendes Holdning udtrykker Adel og Kraft; ubeskrivelig Værdighed hersker i hendes Træk, og den Maade, hvorpaa hun styrer Gangerne, viser allerede tilstrækkelig hendes uimodstaaelige Magt. Vognen trækkes nemlig af to Heste; den Ene strider roligt frem og forestiller Lydigheden, men dens utvungne Gang viser klart, at Lydighed her ikke maa forvexles med slavisk Underkastelse. Ved dens Side viser sig Selvraadigheden, som en vild, ubændig Ganger. Her er det lykkedes Thorwaldsen, at fremstille den kraftige Hest’s fulde Skjønhed fnysende, ligesom ildsprudende, steiler den, og kun modstræbende lystrer den Tømmen. Skjøndt den kun kan sees halvt, sees den dog med Beundring. To Genier følge Vognen; den Ene, med Overflødighedshornet i Haanden, forestiller Belønningen; den Anden, med det blottede Sværd, Straffen. Vognens Hjul ere fulde af Allegorier; det Hele indesluttes af en Dyrekreds. Dette af det hvideste carariske Marmor udarbejdede Relief er det Eneste, Thorwaldsens Haand alene har fuldendt, og tilhører Bankier Milius i Mailand, der har bestilt det. Denne umaadelige Handelsherre har, saavel sin dristige, foretagende Aand, som Lykkens Luner at takke for sin Rigdom. Selv Protestant, giftede han sin eneste Søn med en rig Pige af et katholsk Huus i Mailand. Formælingen fandt Sted i Triest, den eneste Stad i Italien, hvor Ægteskaber mellem blandede konfessioner ere tilladte. Men Bryllupsfesten skulde forvandles til Liigfærd. Brudgommen døde paa Bryllupsdagen, i det Øieblik, Præsten stak Vielsesringen paa hans Haand. Den ulykkelige Fader gjorde en Reise, for at adsprede sig, og under sit Ophold i Rom gav han adskillige Kunstnere det Hverv, at levere ham et Billed af Nemesis, hvis Magt saa ulykkebringende havde stadfæstet sig paa ham. Ogsaa Thorwaldsen blev greben af den tragiske Begivenhed og lovede Milius det omtalte Basrelief, med Tilføiende, at Ingen, uden han selv, skulde lægge Haand derpaa.

Da Thorwaldsen havde meddeelt mig disse Omstændigheder, forklarede han mig Figurerne, og spurgte mig derpaa med sin sædvanlige Aabenhed: “Hvad mener De om dette Værk?” – “Det er beundringsværdigt!” svarte jeg, mere henreven af min inderste Følelse, end for at tilfredsstille hans Spørgsmaal.– “De er meget god!” sagde han: “Men finder De slet Intet at udsætte derpaa?” – “Var jeg Kunstner, saa vilde jeg tillade mig en Bemærkning.” – “Det er mig kjærere, at De ikke er det, thi jeg ønsker især, at erfare, hvad Indtryk mit Værk gjør paa Personer, som ere fremmede for Kunsten.” – “Nu! tog jeg Ordet: Hvad om den ulydige Hest, der er af gribende Skjønhed, var mere fremhævet og stillet, hvor den Anden staaer? Virkningen havde da maaskee været endnu større.”

Kunstneren taug er Øieblik, og svarte derpaa med et Anstrøg af let Ironie: “Var jeg Franskmand, da havde jeg maaskee gjort, hvad De ønsker; thi Deres Tanke er ægte-fransk. Men jeg frygtede, at skade Totalindtrykkets Værdighed. Roligheden i Skikkelserne forekom mig aldeles nødvendig, for at betegne Nemesis’s urokkelige Magt; men den ubændige Ganger vilde have forstyrret dette Indtryk. Naar De overveier dette, vil De maaskee tiltræde min Mening.” – “Jeg erkjender den for fuldkommen rigtig!” svarte jeg overrasket.

Nu betragtede jeg de andre Basreliefs, som vare opstillede i Salene, og som Thorwaldsen Alle viste og forklarede mig. Men disse Værker ere saa ofte omtalte, saa ofte beskrevne, at her ei er Stedet til at gaae i Detail. Tilmed interesserede Thorwaldsen selv mig langt mere, end hans Værker, og jeg meente, Læseren kunde ogsaa ønske, at erfare noget om det Indtryk, hans hele Væsen, hans Ord, hans Personlighed gjør paa de Fremmede, som besøge ham. Kun vil jeg tillade mig den Bemærkning, at den skjønneste Model, jeg saae hos ham, er hans Johannes i Ørken, som forkynder Jesu Christi Fødsel. En evig Skam er det, at endnu Ingen, selv Ingen af de mægtigste Monarker, har givet ham det Hverv, at udføre den, rimeligviis af Frygt for de Omkostninger, som Hidskaffelsen af en for dette Værk passende Marmorblok vilde foraarsage.

Desuagtet bringe alle disse store Herrer den vældige Mester deres Gaver. Ikke een Eneste kommer til Rom, uden at besøge ham; ikke en Eneste er der, som jo følte sig smigret ved hans Venskab. De kappes om, at sende ham Ordener, Baand, Stjerner, som den beskedne Kunstner dog kun bærer ved store Høitideligheder.

Det vilde være vanskeligt at afgjøre, om Monarkerne mene, ved dette Middel at ære Kunstneren, eller deres egne Ordener. Det kunde let hænde sig, at disse glimrende Stjerner, fordunklede af den store Mesters straalende Genius, ligesaalidet passe sig paa hans Bryst, som Helliggeistordenen om Musernes Hals, eller Dannebrogordenens Storkors paa Apollo’s Bryst.

Hyppigt traf jeg Thorwaldsen, som han, i sit Kabinet, tegnede paa en Skiefertavle med almindeligt hvidt Kridt, og disse ofte pragtfulde Tegninger vare udkastede paa en gandske eiendommelig Maade, ægte Børn af hans skabende Genie. Som jeg nu, seende over hans Skulder, betragtede dem, skjar det mig i Hjertet, naar han greb efter Svampen, for igjen at udslette disse herlige Skizzer. Sjelden vil man finde en Kunstner, der arbeider saa gandske uinteresseret. Modeller og Tegninger skjænker han meget ofte sine Venner.

Vist er det forøvrigt, at Thorwaldsen har Doubletter af alle sine Værker, der af ham ere legerede til hans Fødested Kjøbenhavn, hvor der indrettes et eget Museum, hvori den kostbare Samling skal opstilles.

En med en dansk Obe[r]st gift Datter arver engang hans Formue, som kun hans Gavmildhed har hindret fra, at vorde saare betydelig.


(Europa 1837.)

–––––––––

Generel kommentar

Dette er en artikel, som blev udgivet i det litterære tidsskrift Læsefrugter, samlede paa Literaturens Mark, Bd. 1, 1839.

Arkivplacering
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1839, Thorvaldsen i Rom
Emneord
Casa Buti · Gaver fra Thorvaldsen, kunstværker · Gipsafstøbninger, Thorvaldsens værker · Gravmæler, relieffer · Idolisering af Thorvaldsen · Karakteristikker af Thorvaldsens person · Kunstnermiljøet i Rom · Marmorhugning · Mæcenvirksomhed · Relieffer, allegorier · Relieffer, antik mytologi · Selskabsliv i Italien · Thorvaldsen om sin kunst · Thorvaldsen som kunstkender · Thorvaldsen som kunstsamler · Thorvaldsen som mentor for andre kunstnere · Thorvaldsen som tysk · Thorvaldsens assistenter · Thorvaldsens beskedenhed · Thorvaldsens børn · Thorvaldsens fædrelandskærlighed · Thorvaldsens husholdning · Thorvaldsens malerisamling · Thorvaldsens Museum, oprettelsen af · Thorvaldsens værker, idéudvikling af · Thorvaldsens værker, kopier efter antikken · Thorvaldsens værksteder · Thorvaldsens værksteder, besøg i · Thorvaldsens værkstedspraksis · Thorvaldsens økonomi · Ugift og fri · Værkstederne ved Piazza Barberini
Personer
J.C. Dahl · Joseph Anton Koch · Dietrich Wilhelm Lindau · Ernst Meyer · Heinrich Mylius · Johann Christian Reinhart · August Riedel · Bertel Thorvaldsen · Horace Vernet · Johann Joachim Winckelmann
Værker
Sidst opdateret 24.04.2018 Print