The Thorvaldsens Museum Archives

 
No. 10113 of 10181
Sender Date Recipient
J.C. Riise [+]

Sender’s Location

København

1850 [+]

Dating based on

Dateringen fremgår af dokumentet.

Omnes
Abstract

The commentary for this document is not available at the moment.

See Original

Bertel Thorvaldsen.

Thorvaldsen, en af Verdens største, Samtidens største Kunstner, kom til Verden den 19de November 1770 i Store Grønnegade i Kjøbenhavn. Hans Fader Gottskalk Thorvaldsen, som stammede fra Island, var Billedskærer ved Skibsværfterne, hans Moder var en jydsk Præstedatter og hed Karen Grønlund. Faderen var hverken nogen udmærket eller flittig Arbeider, hans Kaar vare derfor kun maadelige og bleve ikke bedre ved hans Oeconomie; han kunde følgelig ikke gjøre Meget for Sønnen, der imidlertid tidligt begyndte at øve sig i Faderens Haandværk og røbede store Anlæg, saa at han ikke sjelden, naar han bragte sin Fader Mad paa Larsens Plads, rettede hvad Faderen havde forfusket. I sit ellevte Aar blev han indsat i Kunstacademiets Aftenskole, hvor han ved sin Flid og sine Fremskridt snart tiltrak sig Lærernes Opmærksomhed. I Aaret 1787 vandt han den lille Sølvmedaille, og da han samme Aar blev confirmeret, tog Faderen ham til sin Medhjælper paa Værfterne, men lod ham dog vedblive at freqventere Aftenskolen paa Academiet, hvor han anvendte sin Tid saa godt, at han i Aaret 1789 vandt den store Sølvmedaille. Historiemaleren Abildgaard, som var Professor ved Academiet, erkjendte den unge Thorvaldsens store Talent og bestræbte sig nu med Iver for at gjøre ham til Kunstner. Da Thorvaldsen var tyve Aar gammel, skulde han (i Aaret 1791) concurrere til den lille Guldmedaille, men endskjøndt hans Venner vidste, at han besad den fornødne Dygtighed, havde han dog saa liden Tillid til sig selv, at han i sin Angest over at have paataget sig Meer, end han troede at kunne udføre, listede sig ned ad en Bagtrappe fra det Værelse, han ikke maatte forlade, førend Skizzen var færdig. Da mødte han tilfældig en af Professorerne, som satte Mod i ham og fik ham ubemærket op i Kammeret igjen. Thorvaldsen vandt den lille Guldmedaille og to Aar efter den store, hvormed var for-bundet et Reisestipendium for tre Aar. Man troede imidlertid, at det vilde være gavnligt for den unge Thorvaldsen at opsætte Reisen et Par Aar, for at han i den Tid kunde erhverve sig flere til en saadan Reise fornødne Kundskaber, og hans Velyndere Grev Reventlow og Professor Abildgaard sørgede for, at han var sysselssat saa længe han var i Kjøbenbavn.
I Aaret 1796 skulde han reise, og da den danske Orlogsfregat „Thetis”, Capitain Lorents Fisker, i samme Aar skulde afgaae til Middelhavet, fik Thorvaldsen Tilladelse til at følge med den. Den 30te August sagde han for lang Tid sit Fædreneland Farvel. Sin Moder vilde han ikke tage Afsked med, han frygtede for, at dette Øieblik vilde blive for rystende, og han gik ombord, uden at hun vidste det, men efterlod hende en lille Æske fuld af Ducater. Hun var utrøstelig over at være skilt fra sin Søn — og hun saae ham aldrig meer.
Efter en temmelig urolig Reise og efter at have anløbet Malaga og været i Farvandene ved Tripolis, ankrede Fregatten i Maltas Havn, hvor der maatte holdes 40 Dages Quarantaine. Paa Reisen havde Chefen og Skibspræsten søgt at faae Thorvaldsen til at gjøre sig bekjendt med det italienske Sprog, for at han ikke skulde komme i Forlegenhed, naar han blev overladt til sig selv, men han havde aldrig havt Lyst dertil, og nu skulde han forlade sine Landsmand, uden at kunne tale de Fremmedes Sprog; dette gjorde ham saa modfalden, at han yttrede det Ønske, at forblive paa Fregatten og følge hjem med den. Men det vilde Fisker ikke vide noget af, og da Quarantainen var tilende, lod han ham paa en Kystbaad bringe til Palermo, hvorfra han med et lignende Fartøi kom til Neapel. Efter at have opholdt sig der en Maanedstid og seet alt Mærkværdigt, reiste han til Rom, hvor han ankom den 8de Marts, den han senere høitideligholdt som sin Fødselsdag; thi først da han blev gammel, fik han at vide, hvilken der var den rigtige.
En Anbefalingsskrivelse satte ham i Forbindelse med en i Rom levende dansk Mand, den lærde Zoëga, som hjalp ham med Raad og Veiledning paa Kunstens Bane, men tillige var meget streng i sine Fordringer, saa at Thorvaldsen aldrig kunde tilfredsstille ham. Imidlertid arbeidede Kunstneren utrættelig og lod sig lede af sine egne Ideer, saa at der ligesom vaagnede en anden Aand bos ham, ihvorvel han dog aldrig selv var fornøiet med sit Arbeide, men altid slog Hovedet af Statuerne, naar de vare færdige; han følte tillige en Trang til at studere Kunsten, hviket Zoëga saa tidt havde opfordret ham til. Under saadanne Anstrengelser henrandt uformærkt de tre Aar, han skulde tilbringe i Udlandet, og endnu havde han ikke udført noget Arbeide, der kunde vidne for ham i Fædrenelandet. Uden selv at vide det, havde han stræbt efter et langt høiere Maal end de Flestes, og derfor kunde han ikke være tilfreds med hvad han indtil den Tid havde frembragt, men kastede det bort med Ringeagt. Men nu besluttede han at udføre et dygtigt Arbeide, som kunde aflægge sit Vidnesbyrd for ham, og Ideen om Jason, som hentede det gyldne Skind, laae ham nærmest — for ham selv viste der sig jo et glimrende Maal, og han følte Mod til at stræbe efter at naae det. Han modellerede da en Jason i naturlig Størrelse, men da man ikke lagde synderlig Mærke til dette Arbeide, betragtede Kunstneren endnu engang med mismodig Følelse sit skjønne Værk og slog det saa i Stykker. Samme Efteraar (1801) vilde han reise hjem, men da han hørte, at Zoëga næste Foraar ligeledes vilde reise til Danmark, besluttede han at opsætte sin Reise til den Tid. Da Foraaret kom, reiste dog ingen af dem.
Men Jasons Billede, som han havde opfattet i sin Aand, maatte han virkeliggjøre, og i Begyndelsen af Aaret 1803 stod der igjen, men i overnaturlig Størrelse en Jason, som mindede om Oldtidens store Mestre og vakte Alles Beundring. Denne Gang blev hans Jason afstøbt i Gips, thi han agtede at sende den til Danmark, og da han var færdig med dette Arbeide, pakkede han ind, for at forlade Rom næste Morgen; men da en tydsk Kunstner, som skulde være hans Rejsekammerat, fik Forhindringer, blev Reisen opsat til næste Dag.
Skjebnen havde besluttet, at Thorvaldsen ikke skulde reise, men forblive i Rom og først som en verdensberømt Kunstner gjensee sit Fødeland, og som sit Redskab benyttede den en rig engelsk Kjøbmand, Thomas Hope. Han kom, for at see Jason, som han havde hørt tale saa meget om, og han fandt ikke sin Forventning skuffet. „Hvad vilde denne Statue koste udført i Marmor?” spurgte Englænderen. „Sexhundrede Zechiner,” svarede Kunstneren, i hvis Hjerte der faldt en Haabets Straale. „Det er for lidt,” sagde Hope, „jeg giver Dem ottehundrede og sætter Dem i Stand til strax at begynde Værket.”
Thorvaldsen havde nu Midlet til at forlænge sit Ophold i Rom, og hvad mere var, han kom i Ry, saa at den ene Opfordring efter den anden til at udføre andre Arbeider gav ham Leilighed til at gjøre sit Genie gjeldende. Fra Danmark blev der nu ogsaa lovet ham Arbeide til Christiansborg, og den første Bestilling var fire Basrelieffer til Slottets Forside. Til Brahetrolleborg Kirke udarbejdede han paa samme Tid en Døbefond, og en lignende sendte han til Myklaby-Kirke i Island.
Thorvaldsens Berømmelse steg høiere og høiere, altsom det ene Mesterværk afløste det andet; alle Lande vilde have Værker fra hans Haand, og Ordener og Ærestegn strømmede ind til ham. De Arbeider, han skulde udføre, vare saa mange, at man i Danmark allerede opgav Haabet om at see ham der. Har Thorvaldsen end havt i Sinde at besøge sit Fødeland, saa blev han dog forhindret derfra ved et Værk, som bragte hans Berømmelse til det høieste Punkt.
For Napoleon, dengang Italiens Herre, skulde der indrettes et prægtigt Slot i Rom. Thorvaldsen, som havde nok at bestille og desuden tænkte paa sin Reise til Hjemmet, brød sig ikke om at tage Deel i dette Slotsarbeide, og man opfordrede ham ikke heller dertil; thi han havde mange Misundere. Men da der nu kun var tre Maaneder tilbage til Slottets Fuldendelse, begyndte Bygmesteren at blive urolig, saa at han endelig henvendte sig til Thorvaldsen og opfordrede ham til at udføre en Frise til et af Gemakkerne. Til Alles Forundring paatog Kunstneren sig dette store Arbeide, og Misundelsen glædede sig allerede hemmelig over, at han enten ikke vilde kunne holde sit Løfte, eller vilde levere et Hastværksarbeide. Men desto større blev Forbauselsen, da Thorvaldsen ikke alene til den bestemte Tid var færdig med sit Arbeide, men tillige i sit Alexanderstog skjenkede Verden et Værk, som kan stilles ved Siden af Grækernes skjønneste Frembringelser og som vakte Begeistring hos Alle, der elskede Kunsten. Det var Thorvaldsens egen Triumph. — Den danske Regjering lod denne herlige Frise udføre i Marmor, og den er nu en af Christiansborgs skjønneste Smykker.
Hans lange nærede Ønske, at besøge Fødelandet, opfyldtes i Aaret 1819. Paa den Tid var der af Schweizercantonerne blevet overdraget ham at udføre et Mindesmærke over de i Aaret 1792 ved Tuileriernes Forsvar faldne Schweizere, og Thorvaldsen havde udført en Løve, der døer af sine Saar, idet den med sin sidste Kraft holder fast paa Liliernes Vaabenskjold. Han besluttede at ville see den Klippe ved Lucern, hvor Monumentet skulde opstilles, og denne Reise vilde han saa benytte, for tillige at aflægge et Besøg i Danmark. Hans Reise fra Rom, som han forlod den 14de Juli 1819, var saa godt som en uafbrudt Række af Festiviteter og Æresbeviisninger, og efter et kort Ophold paa Brahetrolleborg, ankom han SøndagEftermiddag den 3die October efter 23 Aars Fraværelse til Kjøbenhavn, hvor han fik sin Bolig paa Charlottenborg. Her indrettede han sig et Atelier, og hans første Arbeide var Kongens og Dronningens Billeder. Regjeringen overdrog ham nu at udføre en Deel Arbeider til Vor Frue Kirke, nemlig Statuerne af Christus og de tolv Apostler, samt Johannes den Døber, som prædiker i Ørkenen. Disse Arbeider vare for betydelige, til at kunne udføres her, hvorimod han i Kjøbenhavn udførte Jesu Daab og den hellige Nadver.
Efter at have opholdt sig omtrent et Aar i Kjøbenhavn, begav han sig paa Tilbagereisen til Rom og kom i Livsfare, da han i en aaben Baad seilede fra Nysted paa Laaland til Rostock. Over Berlin og Dresden — i hvilke Stæder han modtoges med de største Æresbeviisninger — reiste han til Warschau, for at gjøre Aftale med Øvrighederne om Monumenterne for Fyrst Poniatowsky og Astronomen Nicolaus Copernicus. Keiser Alexander, som just paa den Tid var i Warschau, overøste ham med Beviser paa sin Naade og Høiagtelse. Han udførte Keiserens Billede, og da det var færdigt, forærede Alexander ham en kostbar Diamantring og omfavnede ham hjerteligt.
Da Thorvaldsen kom til Krakau, blev der overdraget ham at udføre et Monument over Grev Potocky, som var falden i Slaget ved Leipzig. I Troppau, hvor flere af Europas Fyrster paa den Tid vare forsamlede, viste Keiser Frants ham megen Opmærksomhed, og Fyrst Metternich overdrog ham at udføre et Monument over Fyrst Schwarzenberg. Ved sin Ankomst til Wien fik han det ubehagelige Budskab, at Gulvet i et af hans Værksteder i Rom var styrtet ned, og at flere af hans Arbeider vare blevne beskadigede. Over Hals og Hoved ilede han til Rom, men til Lykke var Skaden ikke saa stor, som han i Førstningen troede. Han var ret glad ved, at dette Liv fuldt af Festiviteter og Hædersbeviisninger, som havde varet et heelt Aar, var til Ende, og at han nu kunde begynde paa de mange Arbeider, han havde paataget sig; og der var saa Meget, at det næsten syntes at være umuligt, at det altsammen kunde blive færdigt i hans Levetid. Men det blev ikke derved.
I Løbet af nogle Aar fuldførtes Statuerne af Christus og de tolv Apostler i Gipsmodeller. Senere udførtes de i Marmor og opstilledes i Aarene 1839 i Vor Frue Kirke. Da disse Statuer vare færdige, begyndte han paa den Gruppe af sexten Figurer i Legemsstørrelse, som fremstiller Johannes den Døber, prædikende i Ørkenen; den er af brændt Leer (terra cotta) og er opstillet i en Fronton. Da han ogsaa havde fuldført de to Monumenter til Polen, blev der — især ved Cardinal Consalvis Indflydelse — overdraget ham at udføre et stort Monument over Pave Pius den Syvende, som skulde opstilles i Peterskirken. Da dette Arbeide var færdigt i Model, blev der af Kongen af Baiern overdraget ham at udarbeide et Monument over Hertugen af Leuchtenderg. Det udførtes i Marmor og opstilledes i St. Michaelskirken i München.
Ved disse mange Arbeider samlede Kunstneren sig lidt efter lidt Formue, saa at han saae sig i Stand til, uden at oppebie Bestillinger, at kunne udføre i Marmor hvad han vilde. Blev et saadant Arbeide solgt, lod han det ofte udføre paa ny. Gipsafstøbningerne beholdt han altid. Da han nu havde udført saa mange Værker, og han desuden i den lange Tid, han havde tilbragt i Rom havde samlet mange Sjeldenheder af Oldsager, Malerier, Kobbere, Bøger, Mynter og Medailler, rodfæstede den Tanke sig hos ham, at det kjære Fædreneland, hvor han vilde lægge sine Been, skulde efter hans Død have alt hvad han eiede. Længe gjemte han denne Tanke hos sig selv, men tilsidst fortroede han sig til Grev Ranzau af Breitenburg, som i Aaret 1828 var i Rom. Greven underrettede Kong Frederik den Sjette derom, som lod Thorvaldsen sige, at for en saadan Gave var det ikke meer end billigt at opfylde hvad han maatte ønske.
Thorvaldsen arbeidede nu med en utrættelig Iver, for at tilendebringe de mange Bestillinger, der vare indløbne til ham fra forskjellige Lande. Af alle beholdt han Gipsmodellerne, som skulde sendes til Danmark, og jævnlig hjemsendtes der Kunstværker med danske Krigsskibe. Da han i Aaret 1830 var i München, for at være tilstede ved Opstillingen af Hertugen af Leuchtenbergs Monument, overdrog Kongen af Baiern ham at udføre en Eqvesterstatue af Kurfyrst Maximilian af Baiern. Den blev, støbt af Metal, i Aaret 1834 opstillet paa en Plads i München. Da han nu var kommen Fædrenelandet saameget nærmere, følte han en stor Fristelse til at aflægge et Besøg i Danmark, men han betvang denne Lyst og besluttede først at gjøre Alt færdigt, hvad der ventede ham i Rom.
I Aaret 1830 havde Thorvaldsen gjort sit Testament. Endskjøndt det blev holdt meget hemmeligt, circulerede der dog Rygter derom, og da man i Tydskland havde overøst ham med saa megen Hæder, og Kongen af Baiern havde viist ham en saa venskabelig Fortrolighed, meente man, at det vel kunde blive Baiern, som kom til at arve Kunstneren. Kong Ludvig søgte ogsaa ved glimrende Løfter at faae Thorvaldsen til at ende sine Dage i München, men Kunstneren lod sig ikke lokke.
Paa den Tid havde han fuldendt Lord Byrons Monument, og Pius den Syvendes Monument var ogsaa færdigt og skulde opstilles i Peterskirken. Hans Misundere, som ikke kunde finde sig i, at en Kjætter skulde have den Ære, foraarsagede ham i den Anledning mange Bryderier, thi hans Velynder, Cardinal Consalvi, var død. Disse hadefulde Chicaner forøgede Hans Længsel efter Fødelandet, og den i Aaret 1831 i Rom udbrudte Revolution gjorde Ønsket om snarest muligt at see hans Kunstskatte i Danmarks Værge mere levende hos ham. Da disse Uroligheder vare forbi, uden at der var tilstedt ham nogen Ulykke, begyndte han igjen sin gamle Virksomhed, og det ene Kunstværk efter det andet udgik fra hans skabende Haand. Han udførte et stort Monument for Guttenberg, Bogtrykkerkunstens Opfinder, hvilket blev opstillet i Mainz. Det af ham udførte Monument over Digteren Schiller opstilledes i Stuttgart.
Fra Danmarks Konge modtog Thorvaldsen i Aaret 1834 den Forsikkring, at den Gave. han havde tiltænkt Fædrenelandet, skulde i et dertil indrettet værdigt Locale forblive Nationens uafhændelige og udelelige Eiendom. Man ventede nu i Danmark, at Thorvaldsen vilde tage hjem med Fregatten „Bellona”, som Aaret efter blev sendt til Italien, for at afhente Kunstsager, men da han ikke heller kom det næste Aar, begyndte man at troe, at han ikke kunde rive sig løs fra Italien. Men Thorvaldsen ventede, at der skulde blive gjort et afgjørende Skridt i Danmark med Hensyn til den Plan, han havde ladet sig forlyde med om Oprettelsen af et Museum, som skulde bære hans Navn. I Kjøbenhavn udgik der nu i Aaret 1837 fra en Comité en Opfordring til alle Landets Indbyggere om Bidrag til et saadant Museum, og efter nogle Ugers Forløb var der allerede tegnet over 60000 Rbdlr. Man meldte ham det heldige Resultat og bad ham om at komme snarest muligt. Denne Efterretning glædede Thorvaldsen meget, og med en ung dansk Architekt, Gottlieb Bindesbøll, som paa den Tid opholdt sig i Rom og til hvem Thorvaldsen havde stor Tillid, blev Planen til en saadan Bygning aftalt.
I Aaret 1838 gjorde Thorvaldsen endelig Alvor af sin Hjemreise, og Fregatten „Rota”, Capitain Dahlerup, afsendtes, for at hente ham, og stilledes saa godt som under hans Commando. Den 8de August gik han ombord, og i Kjøbenhavn gjordes der paa den Tid, da man troede snart at kunne vente ham, Anstalter til at modtage ham Paa en passende Maade. Søndagen den 16de September ankrede Fregatten i Hornbeksbugten, og den følgende Eftermiddag tilkjendegav Flaget fra Nicolai Taarn, at Fregatten var i Sigte. En tæt Taage indhyllede den en lang Tid for Tilskuernes Øine, men da Fregatten var passeret Trekroner, spredtes Taagen, og paa Himmelen straalede en Prægtig Regnbue, der for dem, som stode i Land, syntes at hvælve sig over Skibet, som bragte Fødelandet dets herlige Søn, og de mange festligt smykkede Baade, fra hvilke Sange og Jubelraab modtoge den store Kunstner. Da han under uophørlige Hurraraab var steget i Land og havde sat sig i Vognen, som ventede ham, spændte man Hestene fra og trak ham til Charlottenborg, hvor der var indrettet Bolig til ham; og da han der traadte ud paa Balkonen, for at hilse paa sine Landsmand, vidnede Folkets begejstrede Jubelraab om, bvor dybt det følte den Hæder, denne Mand havde udbredt over Fædrenelandet.
Paa hans Fødselsdag samme Aar afdækkedes den skjønne Johannesgruppe, og det næste Foraar vare Statuerne af Christus og Apostlerne opstillede i Vor Frue Kirke. Den af Thorvaldsen til denne Kirke udførte Døbefond indviedes, og det første Barn, som døbtes der, en Datter af Billedhugger Freund, Thorvaldsens Discipel, blev af Oldingen holdt over Daaben.
Sommeren tilbragte han paa Baron Stampes Herresæde Nysø (ved Præstø), hvor der var opført et lille Værksted til ham, og hvor han udførte Holbergs og Oehlenschlägers Büster og derpaa sit eget Billede i naturlig Størrelse. Fra Nysø foretog han Smaareiser til Kiel, Altona, Kullen og Møens Klint. Da han havde efterladt en Deel ufuldendte Værker i Rom, fattede han den Beslutning, at reise derhen og bringe alle disse Sager i Orden, for saa uforstyrret at kunne tilbringe sine øvrige Dage i Danmark.
Hvad Museet angik, saa havde man endnu ikke fundet en god Byggeplads, endskjøndt Thorvaldsen i saa Henseende ikke gjorde store Fordringer. „Jeg forlanger blot stærke Mure og Lys”, yttrede han. Men der skulde megen Plads til at rumme alle de Kunstsager, Thorvaldsen havde skjenket Fædrenelandet, thi hvormeget der end var blevet bragt hjem af Fregatterne saa vare Værkstederne i Rom næsten fulde endnu. Thorvaldsen selv forregnede sig, da han syntes, at man forlangte formegen Plads, men tilsidst saae man, at det havde varet godt, om Bygningen var bleven større. Kongen havde tilbudt den Plads, paa hvilken Museet nu staaer, tilligemed den Bygning, som var opført der, men den havde man i Førstningen vraget. Da Thorvaldsen nu talte om at ville reise, og man troede, at det var af Misfornøielse over denne Forhaling, tog man en hurtig Beslutning med Hensyn til Pladsen, og Bindesbøll udarbeidede nu en forandret Plan, svarende til Localiteterne, og den blev antaget. Nu blev der ikke noget af den paatænkte Reise til Rom. Thorvaldsen blev udnævnt til Storkors af Dannebroge og antog til Valgsprog: Frihed og Kjærlighed til Fædrenelandet. Det var den sidste Naadesbeviisning han modtog af sin gamle Konge, d[]r, uden selv at være Kunstkjender, dog altid havde viist Danmarks store Kunstner en ærlig, paaskjønnende Velvillie.
Det første Arbeide, den kunstelskende Kong Christian den Ottende overdrog Thorvaldsen, var en Statue af Christian den Fjerde, som skulde støbes i Bronze. Denne Sommer tog han ogsaa til Nysø, men han indsaae, at han endnu engang maatte til Italien, førend han ganske kunde slaae sig til Ro i Danmark. Baron Stampes Familie besluttede at ledsage ham. Paa et kongeligt Dampskib førtes han til Rostock, og hans Reise igjennem Tydskland var et Festtog. Ved Rom modtoges han af alle Nationers der værende Kunstnere.
Han havde foresat sig blot at fuldende de begyndte Arbeider og saa vende tilbage til Danmark med Resten af sine Kunstværker. Men da han nu havde begyndt at arbeide, saa blev det ikke derved, og der fremgik det ene Arbeide efter det andet fra hans Haand, saa det lod til. at Rom igjen saaledes havde fængslet ham, at Fædrenelandet maaskee ikke mere vilde faae ham at see. Da Fregatten „Thetis” i Aaret 1842 ankom til Livorno, laae der 80 store Kasser med Kunstsager, færdige til at kunne tages ombord, men Thorvaldsen kunde ikke selv følge med og lod Chefen sige, at han ikke skulde vente efter ham. Dog pludselig forandrede han sin Beslutning, han vilde følge hjem med sine Kunstsager og ilede endnu samme Dag til Livorno. Men Fregatten var seilet Dagen i Forveien. Thorvaldsen satte sig nu for at ville være i Danmark, førend Skibet ankom dertil, og han kom ogsaa først. Med et Dampskib tog han til Marseille, begav sig derfra til Straßburg og reiste langs med Rhinen. Fjorten Dage efter sin Afreise fra Rom var han i Altona og den 24de October igjen i Kjøbenhavn.
Dagen efter sin Ankomst besøgte han Museet, som allerede var opmuret. Han fandt sig tilfreds med Alt og betragtede med Rolighed det Sted, Bygmesteren efter hans eget Ønske havde indrettet til hans Hvilested. Thorvaldsen havde allerede skjenket Museet 27000 Rbdlr.; nu bestemte han endvidere 30000 Rbdlr. til dets øvrige Fornødenheder.
Efter at have udført fire Basrelieffer til Frederik den Sjettes Monument ved Skanderborg, begyndte han paa et Arbeide, som allerede for tredive Aar siden var bleven bestilt af den danske Regjering, nemlig fire Statuer i overnaturlig Størrelse til Nischerne paa Forsiden af Christiansborg, men som Thorvaldsen dengang ikke havde havt synderlig Lyst til, fordi de kun skulde udføres i Sandsteen; da Christian den Ottende derimod ønskede dem i Bronze, saa tog Oldingen fat Paa Arbeidet med den største Iver. Efterat Modellen til Herkules var bleven færdig, reiste han til Nysø for at udhvile sig efter dette trættende Arbeide. Ved sin Tilbagekomst til Kjøbenhavn om Efteraaret var han ikke vel, en gammel Beenskade forhindrede ham fra at arbeide, og denne Uvirksomhed var ham piinlig, og han blev mismodig. Men da man gjorde en saadan Indretning, at han kunde arbeide siddende, blev hans Sind igjen beroliget, og han udførte i denne Stilling flere Smaaarbeider, indtil han igjen kunde gaae omkring. Hans Aandedrag var dog tungt, han tænkte bestandig paa Døden, og endnu Dagen før sin Død yttrede han det Ønske, ikke at blive til Byrde for sig selv og Andre.
Søndagen den 24de Marts 1844 var hans Dødsdag. Dagen i Forveien havde han begyndt paa Luthers Büste og endnu om Formiddagen den 24de var han sysselsat med den. Han spiste til Middag hos Baron Stampe og over Bordet sagde han blandt Andet: „Nu kan jeg gjerne døe, for Bindesbøll har min Grav færdig.” Efter Bordet begav ban sig i Theatret, og ikke længe efterat han havde sat sig paa sin sædvanlige Plads, sank hans Hoved ned. — Thorvaldsen var død.
Fra Kunstacademiets store Festsal, hvor han for et halvt Aarhundrede siden havde modtaget sine første Hæderstegn, blev Hans Liig Løverdagen den 30te Marts ført til Vor Frue Kirke. Kun faa Mand have havt et saadant Følge til Graven. Fra alle Samfundsclasser mødte en Deel, for at vise den store Kunstner den sidste Ære. Ved Indgangen til Kirken, som var behængt med sorte Drapperier blev Liigtoget modtaget af Christian den Ottende, som stillede sig i Spidsen for det. I Vor Frue Kirke stod Thorvaldsens Liig næsten i halvfemte Aar, indtil det, da Museet var færdigt, og Kunstsagerne opstillede, den 6te September 1848 om Morgenen tidlig blev nedsat i det Gravkammer, over hvilket Museet med de udødelige Værker hæver sig som Monumentet.

General Comment

Dette er en trykt tekst, som optræder i Galleri af berømte og mærkelige danske Mænd og Qvinder, saavel fra den ældre som fra den nyere Tid med Portraiter. Fire og tyvende Hefte. Udgivet af L.J. Flamand

Archival Reference
Thorvaldsens Museums Småtryk-Samling 1850, Flamand
Subjects
Baptismal Font to Brahetrolleborg Church · Monument to Frederik 6., Skanderborg, Denmark · Nysø · Accounts of Journeys · Thetis · Thorvaldsen's Death · Thorvaldsen's Continuance in Rome · Thorvaldsen's Parents · Thorvaldsen's Patriotism · Thorvaldsen's Appointment As Honorary Citizen Of Copenhagen
Persons
Nicolai Abildgaard · Alexander 1. · Eugène de Beauharnais · Gottlieb Bindesbøll · Christian 8. · Ercole Consalvi · Hans Birch Dahlerup · Lorens Henrich Fisker · Frans 1. · Frederik 6. · Hermann Ernst Freund · Thomas Hope · Maximilian 2. · Clemens Metternich · Napoleon 1. · Adam Oehlenschläger · Friedrich Schiller · Henrik Stampe · Bertel Thorvaldsen · Gotskalk Thorvaldsen · Karen Thorvaldsen · Georg Zoëga
Last updated 04.02.2016 Print