Back to A

Nicolai Abildgaard

Allerede tidligt i Thorvaldsens karriere tog Abildgaard ham under sine vinger (se Thiele I, fx p. 17 og 20-21). Han spillede en væsentlig rolle for Thorvaldsens kunstneriske udvikling og inddrog ham bl.a. i sit arbejde med udsmykningen af Christian 8.s palæ på Amalienborg 1794. Han pressede stærkt på for, at den ikke helt villige Thorvaldsen søgte Kunstakademiets rejsestipendium (se Thiele I, p. 44) og stod i regelmæssig brevkontakt med ham efter hans ankomst til Rom 1797.

I de bevarede breve mellem de to tiltalte Abildgaard Thorvaldsen som “kiære” eller “gode Ven” og underskrev sig selv som Thorvaldsens “uforanderlige”, “ærlige” eller “oprigtige Ven”. Denne tiltaleform er ikke helt almindelig blandt Arkivets breve og afspejler det ligebyrdige og fortrolige forhold, som Abildgaard tilsyneladende ønskede at etablere til sin tidligere elev. Thorvaldsen selv henvendte sig vel af naturlige årsager mere formelt til sin gamle lærer med “Gode Hr Justisraad!” og underskrev sig høfligt med fx “Deres ærbødigste og hengivne Tjener” eller “Deres forbundne”. Men selv disse respektfulde tiltaleformer var dog ikke mere formelle end som så. Et eksempel herpå ses i et brevudkast af 6.8.1804 til Abildgaard skrevet af Herman Schubart på Thorvaldsens vegne. Her benyttede Schubart udtrykket “Deres Velbaarenhed” og alle diplomatens formfuldendte høflighedsfraser, men dette stilleje og de overdrevent ærbødige tiltaleformer blev i det afsendte brev erstattet af “Justisraaden” og en mere ligefrem tone. Det må antages, at Thorvaldsen selv nedtonede høflighedsformerne som et mere retvisende billede af det venskabelige forhold mellem lærer og elev.

Abildgaard vedblev at støtte sin yndling på flere måder, bl.a. var han hovedårsagen til, at Thorvaldsen blev udnævnt til billedhuggerprofessor ved Kunstakademiet i 1805 efter Andreas Weidenhaupts død.
Abildgaard selv opholdt sig i Italien 1772-1777 og var professor ved Kunstakademiet fra 1778 og dets direktør 1789-91 og 1801-09.

Brevvekslingen med Thorvaldsen

Korrespondancen mellem Abildgaard og Thorvaldsen omfatter 18 breve samt en række udkast hertil fra Thorvaldsens hånd, som ikke er regnet med i den kronologiske oversigt nedenfor.
Skønt brevfrekvensen fra det første kendte brevudkast fra 1797 til det sidst kendte brev fra 1806 kun ligger på ca. 1½ brev pr. år, foreligger brevvekslingen stort set ubrudt. Der er kun ét, måske to steder i brevrækken, hvor et brev kan være gået tabt.
Dette langsomme kommunikationstempo har tilsyneladende forekommet naturligt for begge involverede parter. Kun få gange – fx 17.1.1804 – klager Abildgaard over, at han længe ikke har hørt fra sin protegé, men ellers affandt begge sig med at afhandle deres mellemværender over lange tidsrum. Abildgaard skriver fx i brev af 19.10.1805: “De skrev mig forrige Aar at De havde trucken paa mig…”, hvorefter han nævner et pengebeløb.
Endnu et brev fra Abildgaard, sandsynligvis fra efteråret 1806, kendes kun af omtale i et andet brev af 4.7.1807 fra C.F. Høyer til Abildgaard.

Fra Thorvaldsen Fra Abildgaard Kontinuiteten i brevvekslingen
Ultimo 1797   Første brev fra Thorvaldsen efter ankomsten til Rom.
12.10.1799   Antagelig hul i korrespondancen.
  3.12.1799 Svar på foregående.
4.4.1800   Svar på foregående.
  21.7.1800 Svar på foregående.
24.10.1800   Svar på foregående.
  4.10.1801 Muligvis et hul i korrespondancen.
20.3.1802   Svar på foregående.
  17.1.1804 Pause i korrespondancen, men højst sandsynlig uden manglende breve.
25.2.1804   Delvis svar på foregående.
6.8.1804   Svar på 17.1.1804.
  29.12.1804 Brev “uden for nummer”.
  31.1.1805 Svar på brev af 6.8.1804.
28.7.1805   Svar på foregående.
  19.10.1805 Svar på foregående.
18.6.1806   Svar på foregående.
  14.8.1806 Svar på foregående.
23.9.1806   Svar på foregående.


Abildgaard ligger begravet på Assistens Kirkegård i København.

Nikolaj Abildgaards grav, Assistens Kirkegård, København, foto 2016
Abildgaards gravmæle




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Abildgaard repræsenteret i Kataloget.

References

Last updated 20.12.2016

Nicolai Abildgaard #

Nicolai Abildgaard

Nicolai Abraham Abildgaard 1743-1809 Danish Painter and architect
From Thorvaldsen23 Doc.
To Thorvaldsen9 Doc.
Total32 Doc.

To and from others15 Doc.
Mentioned in60 Doc.