Zofia Potocka
Det var på Zofia Potockas bestilling, at Thorvaldsen udførte sine fire arbejder til Potocki-familiens gravkapel i Wawel-katedralen i Krakow: Dels et gravmæle bestående af en nedskaleret Kristus, jf. A82, med relieffet Bedende børn, jf. A628, monteret på soklen, dels to buster af hhv. Artur Potocki, A291, og hans mor, Julia Potocka, jf. A269. Teresa Lubormirska, f. Czartoryska, og – især – dennes mor, Dorota Barbara Czartoryska, hjalp Zofia Potocka med at holde Thorvaldsen til ilden med hensyn til bestilllingen, der var længe undervejs. Ud over Thorvaldsen-værkerne bekostede Zofia Potocka også en gennemgribende renovering af kapellet.
Grevinde Zofia Potocka, født Branicka, var en polsk filantrop og kunstsamler. Hun var gift med Artur Potocki, med hvem hun fik fire børn. Familien boede først på slottet Łańcut i det sydøstlige Polen og siden på slottet Krzeszowice ved Krakow. Som filantrop var Zofia Potocka aktivt involveret i hjælpearbejde; hun grundlagde et hospital og et fattighjem i Krzeszowice (opkaldt efter hendes mand Artur Potocki) og var i flere tilfælde med til at finansiere hjælp til sårede og brandofre. Desuden iværksatte hun restaureringen af Sankt Leonard-krypten i Wawel-katedralen, hvor sarkofagerne for bl.a. Józef Poniatowski og Tadeusz Kościuszko befinder sig.
Sidst opdateret 11.06.2014