Tilbage til P

Julia Potocka

Thorvaldsen fremstillede en portrætbuste af den unge Julia Potocka i 1832-33, jf. A269, til brug for Potockiernes gravkapel i katedralen på Wavel, Krakow. Dér står busten på en messingstele ligesom busten af hendes yngste søn, Artur Potocki, jf. A291, og begge flankerer en fremstilling af korsfæstelsen af den italienske maler Guercino (1591-1666). Potocki-kapellet rummer desuden Thorvaldsens gravmæle for Artur Potocki med Kristus, jf. A82, og relieffet Bedende børn, jf. A628.

Potocki-kapellet blev totalrenoveret og nyudsmykket på foranledning af Julia Potockas svigerdatter, filantropen og kunstsamleren Zofia Potocka. Hun bestilte også sin svigermors buste til kapellet, jf. dennes brev til Thorvaldsen fra før 3.8.1832. (Thiele skriver fejlagtigt, at Zofia Potocka bestilte en buste af sig selv, men det er altså ikke tilfældet). Da Zofia Potocka bestilte busten af Julia Potocka, havde denne været død i næsten fyrre år, og hun medsendte derfor et portræt af sin svigermor som udgangspunkt for busten. Else Kai Sass anfører, at det er tænkeligt, at det var Johann Baptist von Lampi d.æ.s (1751-1830) portræt af hende, der er tale om, selvom ligheden mellem maleriet og busten ikke er påfaldende (Lampis portræt er gengivet til højre). Zofia Potocka bad Thorvaldsen om at fremstille Julia Potocka “ung”, da hun døde ung, og at give hende lighed med sønnen Artur. Julia Potockas buste var længe forkert identificeret som “Lord Lucans datter”, indtil Else Kai Sass så busten i Krakow ved selvsyn i 1947 og blev forvisset om, hvem den forestillede.

Grevinde Julia Potocka, der var kendt for sit vid, var datter af en af Polens rigeste kvinder, Elżbieta Izabella Czartoryski Lubomirska. Som 17-årig, i 1783, blev hun gift med forfatteren, politikeren, eventyreren og proto-etnologen grev Jan Nepomucen Potocki og fik med ham sønnerne Alfred Potocki (1785) og Artur Potocki (1787). Som nygifte rejste det velbeslåede ægtepar sammen rundt til en lang række europæiske lande. Derefter begav Jan Potocki sig alene ud på rejser til fjerne destinationer som Tyrkiet, Egypten og Marokko; i hans fravær fandt Julia sammen med general Eustachy Sanguszko, og ægteskabet med Jan blev opløst. Julia Potocka døde helt ung, som 28-årig. Det er kun Julia og Artur, der mindes i gravkapellet; den kontroversielle Jan er tilsyneladende skrevet ud af familiehistorien.




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Potocka repræsenteret i Kataloget.

Referencer

  • Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. II, p. 221-230.
  • Thorvaldsens værker, museumsintern registrering, “Statuer og monumenter” vol. V.
  • Jean [Jan] Potocki: Manuskriptet fra Zaragoza, København 1995.
  • Thiele: Thorvaldsens Biographie, København 1851-1856, vol. III, p. 523.

Sidst opdateret 11.06.2014

Johann Baptist von Lampi d.æ.: Julia Potocka

Julia Potocka

Julia Potocka, f. Lubomirska 1766?-1794 Polsk Grevinde
Omtalt i1 dok.