Ernst Gottlob Matthäi
Matthäi opholdt sig i Rom 1805-20 og var en overgang elev af Thorvaldsen.
Han var bror til Friedrich Matthäi og gift med Maria Teresia (Mariuccia) Labruzzi, datter af maleren Carlo Labruzzi.
Matthäi blev ligesom sin bror protegeret af Jacqueline og Herman Schubart. Under sit ophold sommeren 1808 i familien Schubarts villa Montenero ved Livorno i Toscana udførte Matthäi bl.a. fire store, dekorative vaser til familien, jf. 12.8.1808.
Han havde også opholdt sig på Montenero i sommeren 1807, jf. 31.7.1807.
Efter sin tid i Italien slog han sig ned i Dresden, hvor han kom fra. Her blev han tilknyttet Kunstakademiet, det zoologiske museum og den kongelige gipsafstøbningssamling, der for en stor dels vedkommende bestod af maleren Anton Raphael Mengs’ berømte afstøbningssamling af antikke skulpturer.
Sidst opdateret 01.03.2015