Tilbage til D

Alexandra von Dietrichstein

Fyrstinde Dietrichstein blev gift 1797 med den østrigske fyrste, Franz Josef Johann von Dietrichstein, men levede adskilt fra ham allerede i årene efter 1800.

Hun opholdt sig i Rom indtil omkring 1820 og stod på intim fod med Thorvaldsens gode ven, maleren Vincenzo Camuccini og omgikkes også en anden af Thorvaldsens nære venner, Caroline von Humboldt.

I 1810 fremstillede Thorvaldsen et relief efter en tegning, der efter hans egne oplysninger skulle have været udført af Dietrichstein, se brev af 8.1.1829 fra Frederik Ferdinand Friis til J.M. Thiele. Relieffet, der forestillede en mor med sit barn, der får frugter af en anden kvinde, kendes ikke i dag. Se i øvrigt Forsvundne værker af Thorvaldsen.
Thorvaldsen bad i brevet af 8.1.1829 Thiele om ikke at omtale værket i sin biografi, da relieffet “…aldeles ikke [hører] til hans [Thorvaldsens] Arbeider”. Thiele adlød imidlertid ikke, se Thiele 1831, p. 139, og gentog endda i Thiele II, p. 152, oplysningen om, at fyrstinden skulle have været relieffets idékvinde. Dog tilføjede han et dagbogsnotat af 28.4.1810 fra P.O. Brøndsted: “Thorvaldsen sagde mig idag,... at det nydelige lille Basrelief… er efter Camuccinis Tegning.” Thorvaldsen pegede dermed tilsyneladende på to forskellige ophavsmænd til relieffet. Forklaringen kan muligvis være, at parret Dietrichstein-Camuccini udførte tegningen i fællesskab eller, at maleren hjalp sin fyrstelige veninde med tegningen.
Thorvaldsen fremstillede ca. 1810 et busteportræt af fyrstinden, A238.




Værker på Thorvaldsens Museum

Se Dietrichstein repræsenteret i Kataloget.

Referencer

  • Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, København 1963-65, vol. I, p. 176-180.

Sidst opdateret 24.06.2019

Alexandra von Dietrichstein #

Alexandra von Dietrichstein

aka Alexandrine von Dietrichstein, née Alexandra Andrejevna Sjuvalov 1775-1847 Russisk, østrigsk Fyrstinde
Til Thorvaldsen1 dok.

Omtalt i2 dok.