Tilbage til B

Costantino Brumidi

Brumidi var fra 1818 elev på Accademia di S. Luca i Rom under både Thorvaldsen, Antonio Canova og Vincenzo Camuccini, jf. Treccani og Tesan, op. cit. Undervisningen i skulptur modtog han, ifølge Tesan, både i Canovas og Thorvaldsens værksteder. Han specialiserede sig imidlertid i freskomaleri og udførte en lang række restaurerings- og udsmykningsopgaver – bl.a. i Rafaels loggiaer i Vatikanet og i det nu forsvundne Palazzo Torlonia på Piazza Venezia.

I 1852 udvandrede Brumidi til U.S.A., hvor han blev en feteret og berømt freskomaler. Han udførte bl.a. gennem 25 år talrige fresker til Capitol Hill, heriblandt George Washingtons apoteose, 1865, i det store centrale kuppelhvælv, og i de såkaldte Brumidi Corridors. For denne indsats blev han langt senere hædret både i form af en buste, udført i 1967 af den amerikanske billedhugger Jimilu Mason (f. 1930), jf. United States Senate, op. cit., og, så sent som i 2008, gennem tildelingen af den posthume hædersmedalje Congressional Gold Medal udført af den amerikanske billedhugger og gravør Don Everhart (født 1949), jf. United States Mint, op. cit.

Inden udvandringen til U.S.A. støttede Brumidi dannelsen af Den Anden Romerske Republik efter den franske invasion af Pavestaten 1849. Hans engagement på tabende side medførte, efter republikkens hurtige fald 4. juli samme år, at den genopståede Pavestat fængslede Brumidi. Han fik dog af pave Pius 9. (1792-1878) tilsyneladende lov til at slippe for yderligere straf mod at forlade landet.

At Brumidi i 1820erne må have været inspireret af Thorvaldsen, ses bl.a. tydeligt af et gravmæle over den italienske præst Fr. Gregorio-Maria Terenzi (1764-1827). Gravmælet, der blev opsat 1828, findes stadig i kirken Ss. Quirico e Giulitta, beliggende i Via Tor dei Conti 31A i Rom. Relieffets ophavsmand har indtil nu (2017) været ukendt, jf. Lilli, op. cit., men gravmælets motiv kan med stor sikkerhed tilskrives Brumidi. I forbindelse med omtalen af Terenzis død kunne man nemlig læse i Diario di Roma, op. cit., at Brumidi allerede havde udført den tegning, hvorover gravmælet skulle udføres.

Costantino Brumidi: Gravmæle for Gregorio-Maria Terenzi, i: SS. Quirico e Giulitta, Rom Costantino Brumidi: Gravmæle for Gregorio-Maria Terenzi, i: SS. Quirico e Giulitta, Rom

Costantino Brumidi: Gravmæle over den italienske præst Fr. Gregorio-Maria Terenzi (1764-1827).
Gravmælet, der blev opsat 1828, findes stadig i kirken Ss. Quirico e Giulitta, beliggende i Via Tor dei Conti 31A i Rom.

At Brumidi også var i stand til at udføre selve marmorhugningen nævnes af både Tesan og Lilli, op. cit., bl.a. gravmonumentet over Weld-Clifford i krypten under kirken S. Marcello al Corso i Rom (se denne skulpturudsmykning afbildet i Lilli, op. cit. fig. 27-32). Tesan ser også i disse værker en klar inspiration fra Thorvaldsen. Lilli, op. cit., nævner tilsvarende i sin omtale af gravmælet over Terenzi i Ss. Quirico e Giulitta den tydelige Thorvaldsen-inspiration, særligt fra Caritas, A598, og Gravmæle over Jozefa Borkowska, A621.

Referencer

  • Maria Sofia Lilli: Aspetti dell’arte neoclassica. Sculture nelle chiese romane 1780-1845, Istituto Nazionale di Studi Romani, 1991, p. 200-201 (scheda n. 136) samt figur 165.
  • Harald Tesan: Thorvaldsen und seine Bildhauerschule in Rom, Köln, Weimar og Wien 1998, p. 172.
  • Treccani (sidst konsulteret 30.5.2017).

Sidst opdateret 05.07.2023

Costantino Brumidi

Brumidi / Brumidis Costantino 1805-1880 Italiensk, amerikansk Maler og billedhugger