Jacques-Ignace Hittorff
Denne biografi er under udarbejdelse.
Hittorff opholdt sig i Italien fra 1822 til 1824, jf. Noack, op. cit., og var indlogeret i samme pensionat, som Thorvaldsen, dvs. Casa Buti, 28.1.1823 – 15.7.1823, jf. Robels, op. cit. Rejsen var betalt af den franske konge Louis 18.
Hittorff blev i forbindelse med opholdet anbefalet til Thorvaldsen af Sulpiz Boisserée 14.9.1822. Han anbefalede siden selv flere arkitekter til Thorvaldsen gennem introduktionsbreve af 20.4.1827 og 15.9.1831.
Under sit ophold udfærdigede han skitser til et lille Thorvaldsen-museum for grev Franz Erwein Damian Joseph von Schönborn-Wiesentheid. Planen blev dog ikke realiseret. Skitserne hertil findes i hhv. Wallraff-Richartz-Museum og Ecole des Beaux-Arts i Paris, jf. Robels op. cit., p. 238-240 (her gengivet i sort/hvid). Desuden ejer Musée d’Orsay i Paris en tegning, afbildet nedenfor.
Hittorffs projekt til et kunsttempel, primært til Thorvaldsens Hyrdedreng, jf. A177. Udført af arkitekten Jacques-Ignace Hittorff i Rom 1823 på grev Franz Erwein Damian Joseph von Schönborn-Wiesentheids opfordring. Projektet blev ikke realiseret.
Tegningen findes på Musée d’Orsay i Paris og er doneret af Neil Levine.
Hittorff udgav 1827 bogen Architecture antique de la Sicile, op. cit., der som den første publikation dokumenterede, at antikkens græske templer havde været bemalede. Ifølge brev af 20.4.1827 fik Thorvaldsen en grafisk præsentation af værket gennem arkitekten Felix Wilhelm Kubli, men hverken denne eller bogværket selv findes i Thorvaldsens bogsamling i dag.
Hittorff blev stadsarkitekt i Paris og forestod her bl.a. opførelsen af kirken Saint-Vincent-de-Paul, jernbanestationen Gare du Nord samt nyorganiseringen af Concordepladsen, Avenue des Champs-Elysées og Place de l’Étoile (Place Charles de Gaulle).
Hittorff blev udnævnt til medlem af Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, 1858, jf. Kiene, op. cit.
References
- Jacques-Ignace Hittorff og Ludwig Zanth: Architecture antique de la Sicile; ou, Recueil des plus intéressans monumens [sic] d’architecture des villes et des lieux les plus remarquables de la Sicile ancienne, Paris 1827.
- Tak til professor Michael Kiene, Universitaetsbibliothek, Køln, for oplysning om Hittorffs udnævnelse til medlem af Det Kongelige Danske Kunstakademi, København, og reference til dokumenter, (hhv. udnævnelsesbevis og følgebrev fra J.M. Thiele ) i Wallraf Richartz Museum, Køln, inv.-nr. Do 360-361/Hittorff.
- Friedrich Noack: Das Deutschtum in Rom seit dem Ausgang des Mittelalters, Berlin & Leipzig 1927, bd. 2, p. 266.
- Hella Robels, ‘Das Projekt eines kleinen Thorvaldsen-Museums von Jakob Ignaz Hittorff’, in: Bott, G., Bertel Thorvaldsen: Untersuchungen zu seinem Werk und zur Kunst seiner Zeit, Köln 1977, p. 237 og 240.
Last updated 01.10.2018