Kommentar til Januar 1836
Om end Thorvaldsen ikke direkte vil indrømme at have støttet Bissen i dennes krav, mener han dog, at Bissens fordring på yderligere betaling er retmæssig. Thorvaldsen selv fastsatte prisen på sine egne værker ved at gange sine udgifter med to (se her til referenceartikel om prisfastsættelse), og ud fra denne kalkule burde Bissens omkostninger ligge på maksimalt 100 scudi, hvis skulpturen skulle give et passende overskud. Omkostningerne til marmor, afstøbning og assistenter har dog antageligt oversteget 100 scudi. I forbindelse med en Flora-statue af legemsstørrelse opgav Bissen i 1829 sine omkostninger til 275 scudi (jf. Rostrup, op. cit., vol. I, p. 88). Omend materialeudgifterne i forbindelse Blomsterpigen sandsynligvis var lavere pga. skulpturens størrelse (120 cm), fik Bissen næppe noget overskud af de 200 scudi. I alt ønskede Bissen at modtage 300 scudi for sin statue (se hertil brev fra H.W. Bissen til Thorvaldsen af 18.1.1830), dvs. 200 scudi plus yderligere 100 scudi.
Sidst opdateret 07.01.2013