Kommentar til 25.2.1804
Thorvaldsen peger her på det, der i 1803-04 var et af de vigtigste argumenter for, at han skulle blive i Italien: Nemlig, at det var billigere at udføre marmorskulpturer i Rom, hvor der i modsætning til i København var professionelle marmorhuggere, der kunne assistere den egentlige billedhugger i arbejdet.
Thorvaldsen fremførte samme argument overfor C.F. Hansen i brev efter 15.6.1807: Det var ikke “…Materialeerne men Konstnerens Arbeide som giør et Konstværk kostbar… Konstner[en] bruger der fore her i Rom / hvor man ikke mangler gode Arbeidere / at modellere Figuren sin fulde Størrelse og saa udført som mulig saaledes at Udførelsen i Marmor kan blive for det meste ganske Mekanissk…”
Med andre ord: Det var billigere for Thorvaldsen at uddelegere “det meste” af marmorhugningen til andre fremfor selv at stå for den.
Om argumenterne for Thorvaldsens forbliven i Rom på dette tidspunkt, se i øvrigt referenceartiklen herom.
Sidst opdateret 08.07.2023