Kommentar til Efter 15.6.1807
Dvs. statuerne af Solon og Lykurgos, som Hansen bestilte til Domhusets facade, se hans brev af 31.12.1806.
Den atheniensiske statsmand Solon (ca. 638 – ca. 560 f. Kr.) blev kaldt en af oldtidens syv vise og er kendt for citatet: Intet i overflod.
Lykurgos var vistnok en historisk person fra 700-tallet f. Kr. og kendt for sin lovgivning i Sparta.
Ingen af statuerne blev til noget pga. den uenighed om materialevalget, som Thorvaldsen diskuterer ovenfor.
Det er temmelig uklart, hvad Thorvaldsen foreslår her. Han vil modellere de to statuer, men det er usikkert, om det er i halv størrelse, som det tidligere havde været foreslået, og om han så vil sende (gips)modellerne til København til udførelse dér.
Thorvaldsen synes bevidst at have valgt denne uldne formulering i håb om, at Hansen og Slotsbygningskommissionen kom på bedre tanker og ville bestille de to statuer i marmor.
Se mere i Bestillingen til Råd- og Domhuset.
Sidst opdateret 28.09.2015