Kommentar til 11.3.1803
Betalingen for busten faldt ikke med det samme. Sidste gang, sagen nævnes, er i brev af 14.8.1806 til Thorvaldsen, hvor Abildgaard atter spørger sin yngre kollega, hvilken pris han skal forlange for busten. Busten blev senere erhvervet af Rothes søn, men det vides hverken hvornår eller om, Thorvaldsen modtog nogen betaling for den. Det er meget påfaldende, at familien Rothe ikke straks betalte for busten ved dens ankomst til København, da Thorvaldsen må have opfattet sagen sådan, at han havde modtaget en bestilling på busten før sin afrejse, jf. Else Kai Sass: Thorvaldsens Portrætbuster, vol. I, København 1963, p. 41.
Sidst opdateret 07.01.2013