18.1.1808

Afsender

Herman Schubart

Afsendersted

Pisa

Afsenderinfo

Rødt laksegl med Schubarts våbenskjold: To løver holder et skjold.
Hjerteformet, sort poststempel med teksten: “P.T.IN.R / 3”.

Modtager

Bertel Thorvaldsen

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Udskrift: All’ Illmo Sigre Pne Colmo / Sigr Alberto Thorwaldsen / ProfessoreI di Scultura nell’ accademia di / Copenhagen, Socio dell’accademia ItalianaII / a Roma / raccomandata al / Café TedescoIII Strada / Condotta.

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Resumé

Schubart takker for fødselsdagsgaven i form af tegningen Maria med Jesus og Johannes. Han har hørt Den fredsbringende Mars omtalt meget rosende og beder om nyt om Thorvaldsens arbejde. Schubart omtaler sin indsats for 140 norske sømænd.

Dokument

Pisa den 18e Januari 1808

Deres kjerlige MadonaIV har jeg modtaget, og vi have beundret den min gode KoneV og jeg. Vi troede at se vor elskede Thorwaldsen; thi hans Tegning var næsten en Aabenbarelse. Vi stirrede længe paa den, og glædede os ved den Tanke at det gaaer en god og Genialsk Mand vel. Vi formodede det, fordi Tegningen var arbejdet med Varme, og antydede følgelig Sindstilfredshed.

Om Deres alt færdige kolossalske MarsVI har jeg hørt tale med største Berømmelse. Jeg ønsker saa gierne at høre noget fra vor Danske PhidiasVII. Aviserne skriger høyt om CanovaVIII. Han er en fortjent Mand. Det er unægteligt; men Lykken staaer ham bi, og maaskee er den ham alt for blid.

Gid De snart ville sige mig nogetIX over Deres Arbejder, og om Deres Kaar. De veed hvor levende jeg Deeltager i Alt hvad der angaaer min gode Ven Thorwaldsen. Vil De ikke skrive Dansk fordi Modersmaalet er Dem uvandt, saa skriv ItalienskX. Blot ønsker jeg at see noget af Deres kjere Haand.

Jeg giør idag en liden Beskrivelse over min Patriotiske PlansXI hældige Udførelse, med at hjemsende til Fædrelandet 140 unge, norske Søefolk som ellers for det Meeste havde villet være tabt for Danmark, og dette Tab ville have været uopretteligt. Jeg sender WahlXII denne BeskrivelseXIII overbeviist om at De giærne vil læse den, thi Deres FædrelandskjerlighedXIV er mig bekjendt. – Tilgiv min gode Ven om jeg idag ikkuns tilskriver Dem kortelig; men De begriber let at jeg er særdeles beskjæftiget med denne saa vigtige Sag, og dog ville jeg skjøndt i Hast bevidne hvormeget Deres MadonnaXV og Deres Erindring har glædet mig. Vi tænkte paa Dem og vores Romerske Venner den 14de JanuariXVI, og vist nok har De tænkt paa os, og drukket min Sundhed hos den gode LundXVII som havde Comission at forsamle og foreene mine Landsmend i Venskabelig Kreds. Min Kone hilser flittigst. Hun er temmelig vel, og lider mindre denne Vinter end de forbigangne. Forige Sommer var hende meget gunstig, og tilkommende vil være det endnu meere for hende og for mig, om vi saa vor Thorwaldsen paa det yndige MonteneroXVIII. Lev vel og mindes venskabelig

Deres oprigtige Ven

B[aron] Schubart

Arkivplacering

m2 1808, nr. 1

Thiele

Delvis gengivet hos Thiele II, p. 95-96.

Emneord

Personer

Værker

D174 Den fredsbringende Mars, 1808 - 1811, inv.nr. D174

Kommentarer

  1. Thorvaldsen blev udnævnt til professor ved Kunstakademiet i København 23.9.1804.

  2. Dvs. medlem af Accademia Italiana, hvor Thorvaldsen blev optaget 4.5.1807.
    Schubart var også medlem.

  3. Dvs. Caffè Greco, der stadig ligger i Via dei Condotti. Her modtog Thorvaldsen ofte sin post i sine tidlige Rom-år.

  4. Dvs. Thorvaldsens tegning Maria med Jesus og Johannes, privateje, Sanderumgaard, Fyn.
    Tegningen er signeret og dateret: “A. Thorvaldsen in.[?]” og “Rom li 14 Gen 1808”, hvilket dokumenterer, at den blev fremstillet til Schubarts fødselsdag d. 14.1.1808.
    Tegningen var en af de gaver, Thorvaldsen skænkede til familien Schubart, se artiklen herom.

  5. Dvs. Jacqueline Schubart.

  6. Dvs. Thorvaldsens statue Den fredsbringende Mars, som nu kun kendes fra stikværket Ferdinando Mori: Le statue e li bassirelievi inventati e scolpiti in marmo dal cavaliere Alberto Thorwaldsen scultore danese, vol. I, Rom 1811, pl. 32, jf. fortegningen D174.
    Denne Mars-figur indgik senere i gruppen Mars og Amor, A7.
    Schubarts bemærkning her dokumenterer, at statuen var færdig på dette tidspunkt.

  7. Dvs. Thorvaldsen. Han blev ofte sammenlignet med den berømteste, antikke billedhugger Fidias (ca. 480-430 f.Kr.) – også af andre end Schubart. Den smigrende betegnelse blev meget ofte ledsaget af det nationale vor, den danske eller Danmarks Fidias, se Thorvaldsen som Fidias eller Praxiteles.

  8. Dvs. den italienske billedhugger Antonio Canova.

  9. Thorvaldsen svarede tilsyneladende ikke på Schubarts brev. I al fald kendes ikke noget svarbrev. Det næste brev i korrespondancerækken fra Thorvaldsens hånd stammer fra 20.8.1808.

  10. Schubart kendte til Thorvaldsens vanskeligheder med at skrive breve og forsøgte derfor at gøre det lettere for ham ved at foreslå italiensk som brevsprog.
    Uanset sprog havde Thorvaldsens notorisk svært ved at skrive i det hele taget, sandsynligvis pga. hans ordblindhed, læse mere herom i Thorvaldsens tale- og skriftsprog.

  11. Denne plan kendes ikke i detaljer, men den vedrørte 140 norske søfolk, der var blevet tvunget til at gå i land i Italien, sandsynligvis som en konsekvens af Englands krig med Danmark-Norge i 1807, jf. Københavns bombardement i september 1807 og Englands efterfølgende konfiskation af den danske flåde.
    Schubart havde da udtænkt – og muligvis rejst penge til – den plan, at de 140 sømænd kunne rejse hjem til Danmark over land.
    Sagen er også omtalt i brev af 17.2.1808 fra Georg Zoëga til Schubart, se Øjvind Andreasen & Karen Ascani (eds.): Georg Zoëga. Briefe und Dokumente, Gesellschaft für dänische Sprache und Litteratur 2013, vol. V, Nr. 1246.

  12. Dvs. den danske maler Johan Georg Wahl.

  13. Schubarts beskrivelse af planen, sendt til Wahl, kendes p.t. ikke.

  14. Det er bemærkelsesværdigt, at Schubart hentyder til Thorvaldsens patriotisme, fordi han kendte til den krise, billedhuggeren i årene før 1804 havde i sit forhold til Danmark. Se mere om denne sag i En fri mand. Thorvaldsens forbliven i Rom

  15. Dvs. ovennævnte tegning Maria med Jesus og Johannes, der blev fremsendt som fødselsdagsgave, som det fremgår af det følgende.

  16. Dvs. Schubarts fødselsdag.
    Som det fremgår af det følgende blev der 14.1.1808 afholdt en fødselsdagsfest i Rom for Schubart, også selvom fødselaren ikke selv var til stede.
    Det var blevet tradition, at Schubart hvert år bad en af danskerne i Rom om at arrangere en fest på hans fødselsdag, se mere her.
    Blandt J.L. Lunds papirer på Håndskriftafdelingen på det Det Kongelige Bibliotek (NKS 2055f I, 4º) er bevaret en sang af den baltertyske maler og digter Carl Gotthard Grass, og sonetter til Schubart af den italienske læge Gaëtano Palloni.

  17. Den danske maler J.L. Lund.

  18. Dvs. familien Schubarts sommersted i Montenero, et bakket område ca. 7-8 km syd for Livorno.
    Thorvaldsen besøgte familien dér nogle år, men det blev ikke til noget i 1808 på trods af Schubarts invitation her.

Sidst opdateret 27.01.2016