Pierre-Jean David d'Angers
Paris
Omnes
Dateringen fremgår af den bog, hvori denne tekst er trykt.
D’Angers har besøgt Glyptoteket i München, som han finder smukt, enkelt og veldisponeret. Han lovpriser museets græske samling. Til gengæld bryder han sig ikke om, at rummet med Ægineterne også er udstyret med farvelagte modeller af disse; han mener, det fratager dem værdighed. Desuden finder han Peter von Cornelius’ loftsudsmykninger for dominerende, for grelle i farverne og med for stor hældning nedad. Særligt utilfreds er han med et værk af Thorvaldsen, som han kalder “Eudymias” (mener han Adonis?). Thorvaldsen karakteriseres som en gumpetung og ufølsom dansker med “nerver af ståltråd”, og D’Angers spår, at hans værker vil blive glemt efter hans død. Canovas værker finder han derimod anderledes bevægelige og graciøse.
[...]
La glyptothèqueI est un beau et grand monument dont le plan est très simple. Toutes les salles sont très bien disposées. La première aile est consacrée à l’art égyptien; la seconde, à l’art qui a précédé le style égyptien; et la troisième est pour les frontons trouvés à Égine; la quatrième, à l’art grec, où il se trouve des monuments admirables. Les plafonds de ces salles sont riches quoique larges et grandioses. Les caissons sont décorés de rosaces dorées. Dans la salle des sculptures d’ÉgineII, les sculptures du plafond sont colorées comme on présume qu’elles l’étaientIII dans le temps primitif de l’art. M. Reuze a fait faire une petite copie du fronton d’EgineIV ; il l’a fait colorer avec ces teintes qui n’ont pas la prétention d’imiter la nature, mais seulement d’enrichir l’art. Je n’approuve pas cette bariolure; cela ôte à la sculpture sa noble gravité. Dans les deux salles qui suivent, il n’y a point de sculptures; ce sont des salles de réunion; les plafonds sont peints par CornéliusV ; les sujets sont tirés de la guerre de Troie. C’est là que l’on voit le génie sauvage et tudesque du temps d’Albert DürerVI ; mais tous ces Grecs ont plutôt l’air de vieux chevaliers germains que ces héros si simples d’Homère. Je ne crois pas que Cornélius ait jamais approfondi les secrets du coeur humain; très souvent il en est distant sous ce rapport. Par exemple, un Grec arrache le petit AstyanaxVII des bras de sa mère pour le jeter par-dessus le mur de Troie; AndromaqueVIII s’évanouit, afin que le soldat ait le temps de faire son affaire. Certes, ce n’est pas connaître le coeur d’une mère, surtout d’une femme grecque. La couleur répond bien au dessin; elle est dure et fausse, mais les figures ont une très grande saillie. Je crois qu’il faut au contraire que les figures qui sont dans un plafond ne soient pas d’une couleur et d’un relief trop puissants, parce qu’elles ont l’air de vous tomber sur la tête. L’Apothéose d’Homère par IngresIX est admirablement bien comprise; l’effet de ce tableau donne de l’élévation au plafond. Les salles suivantes sont consacrées à l’art romain et la dernière salle est consacrée à l’art moderne. Il y a un ParisX et une HélèneXI de CanovaXII, et le fameux EudymiasXIII, de Thorwaldsen. Cette figure est toute de la main de ce sculpteur; c’est une figure de convention faite avec des figures antiques; la tête est trop petite et laidement nulle; enfin cette figure est condamnée à rester toujours dans la même pose; elle est pétrifiée par le génie antivivant de son auteur. Quand cet homme ne vivra plus, sa grande réputation s’évanouira. Ce lourd et matériel Danois n’a aucune sensibilité dans le coeur; il a des nerfs de fil de fer. Voyez, au contraire, les figures de Canova; elles pourraient marcher, remuer, mais il semble qu’elles comprennent que leur attitude est si gracieuse qu’elles feraient de la peine aux spectateurs si elles changeaient.
Toutes les salles sont revêtues de marbre extrêmement foncé, ce qui fait paraître les figures antiques comme toutes neuves. L’architecture du dehors est assez belle, mais les profils manquent de caractère.
[...]
Denne tekst er et uddrag fra David d’Angers’ dagbøger. Teksten beskriver et besøg på Glyptothek i München.
Tekststykket er skrevet af efter den trykte udgave af dagbøgerne, Bruel, op. cit.
|
|
Adonis, 1808, inv.nr. A53 |
Sidst opdateret 20.03.2020
Glyptoteket i München, Glyptothek am Münchner Königsplatz, er tegnet af arkitekten Leo von Klenze og blev opført i årene 1816-1830 på Ludwig 1.s opdrag, så det kunne rumme hans samlinger.
Der er tale om de såkaldte ægineter, gavlfigurerne fra Aphaia-templet på den græske ø Aigina, som Thorvaldsen restaurerede i årene 1816-1817. Det er påfaldende, at D’Angers ikke nævner, at Thorvaldsen stod bag restaureringen af ægineterne – ikke mindst fordi han udsætter ham for så hård kritik som kunstner bl.a. i denne dagbogsoptegnelse.
Ægineterne havde tydelige farvespor, og man var fra starten meget optagede af at visualisere deres oprindelige polykromi. Den tyske kunstner og kunstagent Johann Martin von Wagner, der oprindelig havde rådet Ludwig 1. til at købe ægineterne, havde foreslået museets arkitekt Leo von Klenze at udvide det rum, hvor ægineterne stod opstillet, så det kunne rumme bemalede gipsafstøbninger af ægineterne langs væggene, men det afslog von Klenze. Det er p.t. ikke opklaret, hvilken form for afbildning D’Angers henviser til, når han refererer til bemalede skulpturer i loftet. Se kapitlet “Die Farbigkeit der Ägineten” in Raimund Wünsche: Kampf um Troja. 200 Jahre Ägineten in München, Kunstverlag Josef Fink 2011, pp. 222-261.
Den omtalte Hr. Reuze, der angivelig havde fremstillet en lille bemalet model af gavlen på Aphaia-templet på Ægina, er ikke nærmere identificeret. Der er dog med stor sandsynlighed tale om afskriftfejl, så der i stedet for Reuze skulle have stået Klenze, altså museets arkitekt Leo von Klenze. Klenze forsynede nemlig rummet med et bemalet relief forestillende templets østfacade. Se Raimund Wünsche: Kampf um Troja. 200 Jahre Ägineten in München, Kunstverlag Josef Fink 2011, p. 225.
Den tyske maler Peter von Cornelius bemalede en række lofter på Glyptoteket i München med scener fra græsk mytologi. Lofterne blev kraftigt beskadiget ved bombardementerne af München under Anden Verdenskrig, og man valgte ikke at rekonstruere dem. Thorvaldsens kunstsamling rummer to gengivelser af Cornelius’ udsmykninger, se lunetten med motivet Orfeus foran Plutos og Proserpinas trone, E1051, og arabeskudsmykningen E1984.
Den tyske billedkunstner, billedskærer og matematiker Albrecht von Dürer (1471-1528).
Peter von Cornelius har bygget sin fremstilling af sagnet på den version, som man finder i den såkaldte Lille-Iliaden. Her bliver den spæde Astyanax, der var søn af Hektor og Andromache, kastet ned fra Trojas mure af Pyrrhus i sin mors påsyn.
Græsk sagnheltinde gift med den trojanske helt og kronprins Hektor. Hektor og Andromache havde sønnen Astyanax, der blev dræbt, da grækerne indtog Troja.
D’Angers nævner den franske maler Jean-Auguste-Dominique Ingres’ Homers Apoteose (Louvre) som et korrektiv til Cornelius’ loftsmalerier, som han mener er alt for grelle i farverne og har for stor hældning nedadtil, så man nærmest føler, man får figurerne i hovedet.
Canovas Paris står i dag på Neue Pinakothek i München.
Den omtalte Helena-skulptur af Canova er p.t. ikke identificeret.
Den italienske billedhugger Antonio Canova.
Der findes ikke en Thorvaldsen-skulptur forestillende Endymion i München. Den sovende Endymion indgår kun som motiv i Thorvaldsens italienske elev Pietro Gallis serie af relieffer til det nu nedrevne Palazzo Torlonia, der alle bygger på tegninger af Thorvaldsen, jf. A466. Det er muligt, at D’Angers har taget fejl af titlen og faktisk forholder sig til Thorvaldsens fremstilling af en anden roligt hvilende smuk ung mand, Adonis, jf. A53, som Ludwig 1. bestilte til sin samling i marmor i 1808, men som Thorvaldsen først leverede i 1832, og som i dag er at finde på Neue Pinakothek i München.