B.S. Ingemann
Rom
Bertel Thorvaldsen
Rom
Dateringen fremgår indirekte af Reiselyren, op. cit., hvor digtet er trykt; desuden fremgår det af Frederik Schmidts dagbøger, jf. Jacobsen og Brandt-Nielsen, op. cit., at Ingemann besøgte Thorvaldsens værksteder 10.10.1818 og 11.10.1818.
Se også Barfod, op. cit.
Uddrag af Ingemanns Reiselyren, der beskriver nogle Thorvaldsen-værker.
Thorvaldsens VærkstedI.
––––––––––
[AlexandersII Triumftog — VenusIII med Æblet — GratierneIV — AmorV og Mars — JasonVI. MerkurVII, som overlister Argus — MinervaVIII, som sætter Sommerfuglen paa Prometheus’s Billedstøtte — de legendeIX Børn — ScenerX af Homer — christeligeXI Basrelief — DagenXII og NattenXIII.]
I TriumfXIV fremtræder
Med Skjønhedskrandsen,
Og med Helteskaren fra Vaabendandsen,
Som en Engel i Marmorklæder,
Sejrens herlige MøeXV.
De gamle TiderXVI skal aldrig døe:
Et Triumftog skuer
Roma endnuXVII,
Kommer KæmpernesXVIII Dage ihu,
Hvor fra KarmXIX FilippidenXX truer.
Over KæmpenXXI dog luer
Fredsalige StjerneXXII:
Paa MurenXXIII hendrager den HeltXXIV fra det Fjerne
Under Konstens evige Seiersbuer.
Og seirendeXXV med GenienXXVI fremtræder
De gamle Guder selv med Skjønhedskronen;
Ei for at hæve sig paa HimmeltronenXXVII,
Ved Thronens Fod de staa i UskyldsklæderXXVIII.
De stige op af Tidens dunkle Strømme,
I Evighedens Stjerner Blikket stirrer;
Ei Afgudsskaren Sjælen meer forvirrerXXIX,
Men smiler, skjønt gjenfødt, som BarndomsdrømmeXXX.
I hvidenXXXI Marmor Aphrodite smiler,
En Skjønhedsengel fra de svundne Tider;
Fra hellig Barm vanhelligt Blik bortglider,
I Haanden rolig Seirens Æble hviler.
Hist HuldgudinderneXXXII staae armindslynget,
Olympisk Guddomsro hver Barm fornemmer.
Til deres Fod har GenienXXXIII sig klynget,
Og Barnehaanden Elskovslyren stemmer.
HvorhenXXXIV jeg Blikket vender,
En Seier Aanden feirer;
Her fro jeg BarnetXXXV kjender,
Som over Guder seirer:
Selv Kampens store HeltegudXXXVI han tvinger,
Og prøver Pilen med sin BarnefingerXXXVII.
Med HjelmenXXXVIII og med Sværdet
Jeg Argonauten skuer;
ChimæraXXXIX svandt forfærdet,
Ei Helten mere truer;
Han rolig Seirens store Septer hæver,
Det gyldne Skind paa Heltearmen svæver.
Ved tusindøietXL Drage
Hist Guden sidder stille,
Beredt sit Sværd at tage,
Og fort paa Fløjten spille.
For Konsten tusindøjetXLI Kløgt indblunder.
For Himlens Viisdom bukker Verdens underXLII.
Og seXLIII, en herlig Qvinde
Til KonstnerenXLIV indtræder;
Ham leder en GudindeXLV
Til Seier og til Hæder.
Hans Værk var Leer — en Guddom Sjælen bringer
Fraoven ned med SommerfuglevingerXLVI.
Og LivXLVII og Sjæl bevæger
De Stene underlige:
Her Børneskaren leger
Som Engle fra Guds Rige;
Og hvad HomerusXLVIII saae og sang iblinde,
I Steen sig røre skalXLIX fra Borgens Tinde.
— Dog GuderskarenL svinder,
Som Drømme fra det Fjerne,
For Korsets SeirvinderLI
Hist under Östens Stjerne.
Ved GravenLII Qvinderne her om ham lede;
Hist den Opstandne Salige tilbede.
En Verden herLIII sig rører,
Fra SteneLIV Toner klinge —
Steenharpens Klang jeg hører,
Seer Digtningen sig svinge
Fra Jord til Himmel, viftende med KrandsenLV,
Som Dagen lys, som Nat i Stjerneglandsen.
Dette er et trykt digt, der blev publiceret første gang 1820 i Ingemanns rejsebeskrivelse på vers, Reiselyren, op. cit. Digtet beskriver Ingemanns besøg i Thorvaldsens værksted 10.10.1818 og 11.10.1818.
Digtets hovedmotiv er at fremstille alle billedhuggerens statuer som et stort triumftog. Det er opbygget i fire hoveddele:
Ingemann tager i første strofe afsæt i Alexanderfrisen, men ser den ikke kun som et triumftog for den makedonske konge, han tolker den også i bred forstand som et billede på alle de statuer af græske helte og guder, der i samlet flok danner et triumftog i Thorvaldsens værksted. Flokken af græske guder og helte er digtets hovedtema, og i de følgende to strofer fastlægger Ingemann sit grundsyn på dem: Som græske antikke guder må de betragtes som hedenske “afguder”, der ikke længere har nogen religiøs betydning (de “forvirrer” ikke længere sjælen). De græske guder affinder sig ydmygt med en sekundær rolle i forhold til den kristne gud (de vil ikke usurpere “Himmeltronen”). De fungerer i Ingemanns nutid i stedet i kraft af deres skønhed (jf. “Skjønhedskronen”), eller som drømme fra barndommen.
Efter at have fastlagt disse grundpræmisser for synet på de græske guder, gennemgår Ingemann dem, dvs. Thorvaldsens statuer af dem, én for én, strofe for strofe: Venus med æblet, jf. A12, Gratierne og Amor, jf. A29, Mars og Amor, jf. A7, Jason med det gyldne skind, jf. A52, Merkur som Argusdræber, jf. A5, og Minerva og Prometheus, jf. A319. I det sidste relief indgyder Minerva liv og sjæl i den figur, Prometheus har skabt. Dette motiv overfører Ingemann til næste strofe – den tredjesidste – hvor de Tre svævende engle, jf. A555,3, er lige så fulde af liv. Ingemann pointerer, at ligesom Homer indgød liv i de græske guder med sine eposser, får Thorvaldsen stenen til at leve i sine gudebilleder.
Men der må øjensynlig ikke komme for meget liv i de græske guder, for i næstsidste strofe fastslår Ingemann, at Kristus får sine græske forgængere til at blegne (“Guderskaren svinder”) – også selvom Kristus faktisk er fraværende i det kristne relief, som Ingemann beskriver, nemlig det ikke længere eksisterende Kvinderne ved graven, jf. D154. På trods af disse forbehold over for de græske guder, vender Ingemann alligevel tilbage til det livgivende tema i sidste strofe, men får nu pointeret, at det liv, der “rører sig” “her” – blandt statuerne/guderne i værkstedet – tilhører poesiens område (jf. Stenharpens Klang” og “Digtningen”).
Digtets formål er altså at hylde Thorvaldsens statuer af de græske guder, men det røber også en grundlæggende konflikt mellem den kristne og den græske mytologi. Ingemanns dilemma synes at være: Hvordan kan man som kristen forsvare at afbilde, at betragte og at være berørt og tiltrukket af hedenske afguder? Og fremfor at se hans kvababbelser som fundamentalistiske besværgelser, er det mere interessant at læse hans bud på de græske guders position konstruktivt: De har tydeligvis ikke længere nogen religiøs funktion. Her sænker Ingemann en grænsebom – for en god ordens skyld og som en dydig kristen. Men til gengæld kan skulpturer med motiver fra den græske mytologi få tildelt andre ressortområder: De har med skønheden, poesien, erindringen og drømmene at gøre. De danner så at sige vores følelser og deres begrebsapparat, og af den grund kan deres eksistens i Ingemanns nutid beskrives som et triumftog.
De sidste to digte i suiten – Natten og Dagen – er publiceret her separat, da de findes på Thorvaldsens Museum i en håndskreven udgave.
Hele digtsuiten blev senere publiceret i 1844 i Barfod, op. cit.
|
|
Alexander den Stores indtog i Babylon, marts 1812 - juni 1812, inv.nr. A503 |
|
|
Venus med æblet, 1813 - maj 1816, inv.nr. A12 |
|
|
Gratierne og Amor, april 1819, inv.nr. A29 |
|
|
Mars og Amor, Antagelig 1810 - Antagelig senest juli 1823, inv.nr. A7 |
|
|
Jason med det gyldne skind, 28. januar 1803 - Senest 19. marts 1803, inv.nr. A52 |
|
|
Merkur som Argusdræber, Senest 17. oktober 1818, inv.nr. A5 |
|
|
Minerva giver sjæl til menneske skabt af Prometheus, 1807 - 1808, inv.nr. A319 |
|
|
Tre svævende engle, Tidligst 1806 - Senest 1808, inv.nr. A555,3 |
|
|
Kvinderne (De tre Mariaer) ved graven, Tidligst 1818, inv.nr. D154 |
Sidst opdateret 12.11.2015
Dvs. et af Thorvaldsens små værksteder ved Piazza Barberini.
Dvs. Thorvaldsens relieffrise Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A505.
Dvs. Thorvaldsens statue Venus med æblet, jf. A12.
Dvs. Thorvaldsens skulptur Gratierne og Amor, jf. A29.
Dvs. Thorvaldsens statue Mars og Amor, jf. A7.
Dvs. Thorvaldsens statue Jason med det gyldne skind, jf. A52.
Dvs. Thorvaldsens statue Merkur som Argusdræber, jf. A5.
Dvs. Thorvaldsens relief Minerva og Prometheus, jf. A319.
Det vil antagelig sige Thorvaldsens relief Tre svævende engle, jf. A555,3.
Ingemann identificerer ikke ét specifikt Thorvaldsen-værk (før 1818), selvom billedhuggeren fremstillede mange scener fra enten Iliaden eller Odysseen. Men Homer nævnes i tredje-sidste strofe med det overordnede formål at pege på det homeriske som et grundtema hos Thorvaldsen, og samtidig – meget rosende – at sammenligne Thorvaldsens marmorskulpturer med Homers digtning, jf. bl.a. den sidste strofes “Steenharpens Klang”.
Beskrivelsen nedenfor gør det klart, at der er tale om Thorvaldsens relief Kvinderne ved graven, der blev udført sommeren 1817, men som ikke længere findes.
Relieffet kendes bl.a. fra tegningen D154.
Dvs. Thorvaldsens relief Dagen, jf. A370.
Dvs. Thorvaldsens relief Natten, jf. A369.
Denne første strofe tager udgangspunkt Thorvaldsens relieffrise Alexander den Stores indtog i Babylon, jf. A505. Men som det fremgår af det følgende, ser Ingemann også frisen i et bredere lys: Han opfatter de mange græske figurer i frisen som en parallel til Thorvaldsens mange figurer af de græske guder i billedhuggerens værksted, som digtet i de følgende strofer fremmaler.
Ingemann har sandsynligvis taget udgangspunkt i sejrsgudinden Victoria, der styrer Alexander den stores vogn i Alexanderfrisen, jf. A505.
Men digteren bruger ligesom ovenfor det specifikke billede af sejrsgudinden i frisen som et afsæt for et imaginært, poetisk billede af en sejrs-genius, som hun kaldes nedenfor, der går forrest i det optog af græske guder, som kan ses i Thorvaldsens værksted.
Dvs. antikkens storhedstid i oldtidens Grækenland, som altså er genopstået i Thorvaldsens værksted, jf. det følgende.
Dvs. i Rom kan man stadig se et triumftog: Ikke bare Alexanders triumftog i frisen, men også optoget af græske guder i Thorvaldsens værksted.
Dvs. de gamle grækere, som de ses i Alexanderfrisen, og de græske guder.
Karm kan betyde både vognkurv, eller en karet, se betydning 1.1. og 2. af substantivet karm i Ordbog over det danske Sprog.
Her hentydes til den vogn – eller kvadriga – som Alexander den Store står på i frisen.
Dvs. Filip af Makedoniens (382-336 f.Kr.) søn, Alexander den Store.
Filippiden er et såkaldt patronymikon.
Dvs. Alexander den Store.
Selvom Ingemann her taler om en fredsstjerne, tager han sandsynligvis igen udgangspunkt i en figur i frisen, nemlig Fredens gudinde, som kommer Alexander den Store i møde på frisen:
Som det var tilfældet med sejrsgudinden ovenfor, er beskrivelsen af freden dog her så tilpas generel, at det må formodes, at Ingemann også hentyder til den nylige fred, der havde indfundet sig i Europa i 1815 efter afslutningen af den napoleonske “verdenskrig”.
Meningen er altså, at Alexanders krigere – og Napoleons – er i frisen og i virkeligheden blevet overvundet af freden.
Ingemann hentyder til den konkrete mur i værkstedet, som Alexanderfrisen hængte på, og som digterjeget betragter.
Det vil igen sige Alexander den Store, der i frisen “hendrager” på sin vogn.
De følgende to strofer beskriver ikke specifikke Thorvaldsen-værker, men hele flokken af græske guder – “de gamle Guder selv”, som de kaldes nedenfor – der befolkede Thorvaldsens værksted.
Dvs. den sejrsgenius, der nævnes ovenfor: “Sejrens herlige Møe”.
Med himmeltronen refererer den kristne Ingemann utvivlsomt til den kristne mytologis himmeltrone.
Digtet beskriver altså, at de græske guder stiller sig ved foden af Vor Herres / Kristi trone i himlen, men uden at ville “hæve sig” på den. De græske guder vil / kan altså set med Ingemanns øjne ikke udkonkurrere den kristne gud.
Han nævner da også længere fremme i digtet, at de græske guder “svinder” i forhold til Kristus.
Ingemann tager antagelig igen her udgangspunkt i Thorvaldsens skulpturer: Han hentyder nok til det indtryk af uskyld, som ofte knyttes til Thorvaldsens skulpturer – med større eller mindre ret, se fx artiklen om Venus Priapus.
Her anslår Ingemann igen et hovedtema i digtet: Selvom de græske guder dyrkes af Thorvaldsen, så har de ikke længere anden virkning end deres skønhed. Deres religiøse kraft er forsvundet, de er blevet en “skare” af “afguder” og kan ikke længere “forvirre” betragterne i samtiden.
Grundtemaet i denne digteriske beskrivelse af statuerne i Thorvaldsens værksted synes at være, at de græske guder viser sig for betragteren som i “Drømme fra det Fjerne”, som Ingemann siger i næstsidste strofe nedenfor. De græske guder er minder om en hedensk fortid, de dukker op af “Tidens dunkle Strømme”.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens statue Venus med æblet, jf. A12.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens skulpturgruppe Gratierne og Amor, jf. A29.
Dvs. Amor, der sidder for foden af gratierne.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens statue Mars og Amor, jf. A7.
Dvs. Amor.
Dvs. Mars.
Her hentyder Ingemann ikke til statuen Mars og Amor, hvor det er Mars, der holder Amors pil i sin højre hånd, men uden at “prøve” dens skarpe od.
Thorvaldsen havde i 1814 fremstillet Den triumferende Amor, hvor kærlighedsguden betragter sin pil. Men en statue, hvor en figur rører Amos pil med sin hånd kendes ikke før 1818, hvor Ingemann skrev disse linjer.
Først med Thorvaldsens anden version af Gratierne med Amors pil og Amor med lyren, jf. A32, fra 1842, ser man en af Thorvaldsens statuer – en af gratierne – “prøve” en af Amors pile med fingerspidsen.
Ingemann må med andre ord huske galt, eller har muligvis kun drøftet dette motiv med Thorvaldsen.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens statue Jason med det gyldne skind, jf. A52.
Ingemann må hentyde til den drage, som Jason måtte slå ihjel for at få fingre i det gyldne skind, der nævnes nedenfor.
Denne drage var dog ingen kimære, dvs. et uhyre, der på en gang var en løve, en ged og en slange – så Ingemann må have forvekslet uhyret i Jasons historie med et andet.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens statue Merkur som Argusdræber, jf. A5.
Argus-uhyre beskrives oftest med kun 100 øjne.
Meningen med denne linje er, at kunsten – i form af Thorvaldsens Merkur – får alverdens kløgt – i form af Argus-uhyret – til at falde i søvn.
Dvs., at det jordiske og ellers altseende Argus-uhyres kløgt bukker under for den himmelske Merkurs kløgt.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens relief Minerva og Prometheus, jf. A319.
Dvs. Prometheus i relieffet.
Dvs. Minerva i relieffet.
Minerva sætter i relieffet en sommerfugl på hovedet af den lerfigur, Prometheus har skabt, og indgyder derved skulpturen liv. Dette motiv gentager Ingemann i de følgende strofer.
De følgende fire linjer refererer antagelig til Thorvaldsens relief Tre svævende engle, der er en del af Døbefonten, jf. A555,3.
Ingemann havde året før allerede digtet om relieffet med de tre engle på Døbefonten ved indvielsen af marmorversionen i Brahetrolleborg Kirke 2.11.1817.
Dvs. Homer, som man troede var blind, som det fremgår af det følgende.
Thorvaldsens værker sammenlignes altså med Homers digtning.
Dvs. de græske guder som fremstillet af Thorvaldsen.
Dvs. Kristus, som tydeligvis har magten til at overstråle de græske guder, der ellers er digtets hovedtema.
Denne strofe refererer til Thorvaldsens relief Kvinderne ved graven, sommeren 1817, som ikke længere findes.
Relieffet kendes i dag bl.a. fra tegningen D154.
Dvs. den verden af græske guder, der ses i Thorvaldsens værksted – “her”.
Denne afsluttende strofe sammenfatter altså digtets hovedmotiv.
Dvs. marmorstenene, altså Thorvaldsen skulpturer, hvorfra toner klinge, som var de “Stenharper”, som der står i næste linje. Disse metaforer sammenkobler igen digtekunsten og skulpturen, sang og sten, Homer og Thorvaldsen.
Dvs. skønhedskransen, som blev introduceret i første strofe.