Til Thorvaldsen i Rom
I Høye Nord der stander et Bjerg,
Omfiltret af Granens Naale;
I Grunden [t]ogter den travle Dverg,
Som aldrig Lyset kan taale.
Der lever og rører det dybt i Grund,
Men evig tier den tause Mund
Om den eensom natlige Stræben
Der spirer og voxer det rundt i Løn
Fremavlet ved bragende Flammer;
Der smedder og former Afgrundens Søn
Med mægtige Slag af sin Hammer.
Til Bunden det sank, som Snee saa reen,
Og størkned og fastned og blev til Steen
Med dæmrende Lys og med Glimmer.
Og modent det blev i mørken Hjem
Ved Nordens manende Sange,
Og Marmoret glindser bag Kløften frem:
Hvo forløser mig blege Fange!
Thi hvad mod Lyset skal huldt opstaae,
Ved Skuldas Sang fremkaldes det maa;
Den danner det Væsenløse.
Og Harpen klang i Gudindens Haand
Højt hen mod Fjeldet i Thule;
Og i sneehvidtstraalende Klædebon
Steg den Marmorbrud af sin Hule.
Hvo trolove hende med Lysets Gud?
Hvo est du, Hellige Kraft, hvis Bud
Forbinder Skjønhed med Livet?
Thi see! Hun stander med indviklet Fod,
Indhyllet er Barmens Bue:
Frit runder sig intet Ledemod,
Hendes Øje kan Dagen ei skue!
O Kunstner! il over Bjerg og Hav,
Slaae Skorpen løs med din Tryllestav!
Forløs din Brud af sit Fængsel!
At befolke det ældgamle, kolde Nord
Med Skjønheds hulde Gudinder!
Og at virke for kommende Tider paa Jord,
At Kunsten et Tempel finder.
O Thorvald! Dig venter den Jomfrue skjær!
For Dig blev hun født! for Dig er hun her!
Kom! Fremkald Skjønhed til Livet.