Til Danmarks Thorvaldsen:
Velkommen vær til Fødestavn!
Den Plet, det hulde Hjerte binder;
I Kunstens som i Venskabs Navn
Dig blomstret Savnets tro Kjærminder.
Om Dine Palmer vinde sig
Nu Glædens høye Rosenbue,
Og tusind Blikke takke Dig,
Hvad Hjertet føler ved Dit Skue
End har Dit Oldings Favnetag,
Af Gud blev mangen Broder sparet,
Som for den ønskte Gjensyns-Dag
Har Pagtens Love tro bevaret;
Og vist med Lige Huld hver Ven,
Han stædes i de gyldne Sale,
Hvad heller i Cygpressens Dale,
Tilsmiles nu af Thorvaldsen.
Ved Fødelandets hulde Bryst,
Ophøyet Skytsaand, blid Veyleder.
For hver en Kunstens tro Tilbeder
Dig blomstre Jordens høye Lyst;
Og skal end Vennekinden blegne,
Naar atter Du gaaer fra os hen
Den Trøst, den Roes vi os tilegne:
Du er dog vores Thorvaldsen!
Hos Dine Værker Hjertets Øde
I Længslens Stund skal fylde sig;
Og tabt i Skuet, trøstet Møde
Din Aand og kjerlig mindes Dig;
Og Kunstens Søn fra fjernest Zone
Vil stunde hid til Danmarks Skatt,
At skue Glandsen af den Krone,
Kunstguden om Din Tinding satt.
Th. Moritz