Ved Thorvaldsens Død.
Det runger i Syd, det runger i Nord,
Det runger over den vide Jord.
Fra Norden rulle de stærke Drøn:
Nu skrinlægges Albert, Thorvalds Søn!
Nu fjæles Albert Thorvaldsøns Leer,
Hvis Gjerning Verden med Undren seer –
Han, som til Marmoret sagde: bliv!
Han ligger et Marmor nu uden Liv,
Mens ung og deilig hans Skabning staar
Om tusind og atter tusinde Aar.
Saavidt som Kunsten har bygget en Hal
Fra Roma til Niagaras fald.
Fra Palmens Glød og til Granens Iis,
Gjenlyder Albert Thorvaldsens Priis.
Hvad Himlen sendte af til Jorden ned
Af Kraft, af Ynde, af Kjærlighed,
I Hedenold og i Kirkens Tid
Omfatted hans vældige Mesteriid;
Det præged dybt han i haarden Steen,
Den gav han Kjød og den gav han Been,
Den lod han tale fra Slægt til Slægt,
Skjøndt taus og manglende Ordets Vægt!
Hans Navn, hans Værker hør’ Jorden til,
Som Luft og Lys og som Hav og Ild; –
Men Danmark hørte hans Vugge gaae;
Men Danmark gjemmer hans Lokker graae –
Og Danmark har reist ham en Bautasteen,
Som aldrig sattes ved Dødeliges Been, –
Det har ham jordsat i hviden Særk,
Omgivet af hele hans Kæmpeværk. –
Høit fra sin Biga paa Bautens Tind
Skal Seiersgudinden vinke derind,
Og Alt skal hige og stræbe mod Nord,
Saavidt som Aand og som Snille boer,
Og Kunst og Vid skal skjære sin Stav
Og vandre til Albert Thorvaldsens Grav,
Og skue henrykt, hvad han har skabt,
Og føle, hvad der i ham gik tabt.
– Men han skal hvile derinde blødt,
Og drømme saligt og drømme sødt
Om Ham, som gjorde den Svage stærk,
Om Ham, han lovsang igjennem sit Værk, –
Til engang Luren gjalder til Dom,
Til Herren kalder: kom Albert kom!
Til Graven brister og han opstaaer
Med Lauren frisk i det hvide Haar.
––––––––––
∆