Til Thorvaldsen
/:Rom 1820:/
Nys tonede Glædskabens festlige Lyd
I møde vor Thorvald, vor Stolthed og Pryd,
Da endelig atter han hilste som Mand
Beprydet med Krandsen sit Fædreneland.
Hvo fulgte vel Konstneren agtsom paa Vej,
Og hylded’ og æred i Aanden ham ej?
Hvo mindtes i Danmark, at Lyset han saae,
Og følte af Glæde ej Hjertet at slaae?
Hvad Danmark det store nys jublede der,
Gjentager det lille ved Tiber nu her!
Med broderlig H[i]lsen, med fædrende Aand,
Med Sange paa Læben, med Glasset i Haand!
Vel mangler os Skjalden, der værdig et Quad
Kan byde vor Kunstner begeistret og glad;
Men Thorvaldsen veed, hvad fra Hjertet der er,
Han hører dog gjerne, vi have ham kjær.
Med Smerte de Landsmænd nu savne Dig maae,
Men Landsmænd i Rom ved Din Side jo staae;
Mens Klagerne lyde ved Afskeden der,
Saa toner “Velkommen“! med Jubel nu her!
C: Otto.