Efter de i de danske Bibliotheker opbevarede og nylig af det kongelige Oldnordiske Selskab i Kjøbenhavn publicerede Islandske Sagaer blev Grønland i det 10de Aarhundrede bebygget af Udvandrede fra Island under Anførsel af Erik den Røde, som nedsatte sig paa et Sted kaldet Eriksfjord. Kort derpaa blev en Søn af en af de Lykkeriddere, som ledsagede Erik, af en Storm dreven mod Sydvest og opdagede Land i den Direction. Beretningen om denne overordentlige Begivenhed opvakte ved hans Tilbagekomst hans Landsmænds Nysgerrighed. Andre Lykkeriddere fulgte hans Fodspor, og iblandt dem to af Eriks Sønner, Leif og Thorvald, der først landede og etablerede sig paa Kysten af America, som de benævnede Vinland.
Paa en anden Reise blev Thorvald i et Haandgemæng med de Indfødte dødelig saaret af en Piil. Denne Ulykke antages at være skeet nær ved Forbjerget Alderton i Havnen Boston, ikke langt fra Landsbyen Hull. Den gamle Saga beretter, at Thorvald var henrykt over dette Steds Skjønhed og at han ønskede at gjøre det til sit Hjem. Efter at have faaet sit Saar troede han at dette Ønske hidrørte fra en profetisk Indskydelse; han beordrede sine Ledsagere at begrave sig med Korset ved Hovedet og Foden af hans Grav og paa Grund heraf at kalde Forbjerget Krossaness.
Fra denne tappre Kriger descenderer den berømte Billedhugger Thorvaldsen ifølge de af ovennævnte lærde Selskab publicerede genealogiske Tabeller. Efterfølgende Klagesang formodes at være udtalt af Thorvald efterat han havde modtaget sit Banesaar. Den antyder, tilligemed de ham i Sagaen tillagte Føleleser, en dunkel Anelse om Landets senere Bebyggelse og Opkomst og om den Glorie, der med hans berømte Descendant skulde kastes tilbage paa hans egen Familie og Navn.
Thorvalds Klagesang
Brødre, det dødelige Spyd
Er kastet med alt for sikkert Sigte;
Det synker i Thorvalds Hjerte
Min Bane er endt
Det var sødere kunde jeg hvile
Ved Eriksfjords Vande
Med den Grønlandske Strandbreds Mulde
Paa mit Bryst.
Men aldrig mere skal min Baad
Gjennemkrydse de nordiske Have.
Eiheller skulde Thorvalds Vimpler flagre
Ved Islands Strande.
Erik, min Fader! Forgiæves vil Du
Være bekymret for min Tilbagekomst.
Søster! ingen af dine Taarer
Skal væde min Grav.
Hiinsides de mægtige Bølger,
Under en fremmed Himmel,
Uden Nogen til at berolige eller trøste
Maa Thorvald døe.
For mit prophetiske Blik
Viste sig et Syn.
Det sagde “jeg vil finde et Hjem
Paa denne skjønne Strandbred.
Et varigt langt Hjem har jeg fundet
En Hvile, som ikke vil ophøre,
Som hverken Storm skal true,
Eller Jordskjælv ryste.
Indsvøbt i dette flagrende Seil
Være denne smukke skrænt min Seng
Korset plantet ved mine Fødder
Og ved mit Hoved.
Thor, for dit skumle Alter
Bøjet jeg mig i Barndommen
Din Tid er forbi: Korsets Tegn
Kan nu kun glæde mig.
Christi Blod,
Som beduggede Judeas Jordbund
Er det nu, som maa lindre Smerterne
Af dette dybe Saar.
Men I, mine Brødre fly
Tilbage til Eders egen elskede Strandbred,
Det lykkelige Hjem, som jeg
Ikke mere skal see.
Fly, Brødre, herfra paa Stand,
Timen, da Pilgrimmen
Skal finde et Hjem i dette Land,
Er endnu ikke kommen
Men for mit indre blik
Igjennem svindende Taager
Fremstaar dunkle Anelser
Om kommende lykkelige Dage.
Paa bedre Skibe, men ikke dristigere
Ville at pløie over Havet
Den Vei, jeg baned,
Ak, forgjæves.
Mit bristende Øie
Seer kommende Aldere
Seer talrige Nationer opfylde
Disse tause Sletter
Hytten vil bedække Dalene
Glæde og Munterhed herske i Byerne
Handel og Velstand udbrede sin Velsignelse
Over det lykkelige Land.
Jeg døer under Aabenbarelsen!
Men naar denne skjønne Tid er kommen
Lad da Erindringen hvile med Velsignelse
Ved Thorvalds Grav.
Mit Støv tilhører Jorden
Dog skal mit Navn ikke døe
Paany skal det fremstaae
Og blomstre evindeligt.
I kommende Tider
Skal mit Navns afkom
Give det livløse Leer
Udødelig Berømmelse.
Oldtidens Helte og Vise
Skulle paany fremstaae og aande ved Dig,
Du, som indgyder Stenen Liv
Maaskee ogsaa til mig? Erindringens!
Her mit Legeme maa hvile
For aldrig at leve igjen
Men Thorvald skal leve for evigt
I Thorvaldsen.