| Høyvelbaarne! Hr Etatsraad, Professor og Ridder Albertus Thorvaldsen! Rom |
Schien. Norge. d 26d. October 1829. |
Naar Øjet hviiler ved disse Liniers Fod, og den idel virksomme Tanke tyer tilbage, som i svundne tiiders Favn at dvæle ved kiærminder, tør jeg da mere nære det glade Haab, som Søn af den Ædle Mand der uden at indskrænke sig til Hverdags-Begrebet om Ordet Ven!! kaldte Deres Høyvelbaarenhed saaledes, at vorde hædret ved Godhedsfuld Opmærksomhed? Ja jeg troer det, og i denne Overbeviisning føler jeg Trøst i Lidelsen; Lindring under Smerten!!
At jeg den 4d. November 1798 forlod Kiøbenhavn; rejste til Ostindien; besøgte Landets mindst bekjendte Deele; kom efter Otte aars Ophold i hiin Egn, hertilbage; betraadte den Militaire Bahne; brød under Pligts Opfyldelse mit venstre Been; søgte, og erholdt Afskeed, som Premerliutenant; berejste Tyskland, England, samt Norge og Sverige, ere Begivenheder, som jeg af Frygt for at falde til Besvær, kund simpelt hen har den Ære at berøre.
Fra 1816 indtil 26 var jeg i Berlin og Vien; men maatte paa Grund af en Nervesyge, som aldrig siden forlod mig, søge Tilflugt hos min Svoger og Syster; men hvilket Gjensyn!!! Ham fandt jeg rørt af et Slagflod min Beate! udtæret af Kummerens Overvægt, og endelig en Børneflok, som tidligen lærte at mangle!! Lad mig forlade disse Rædselsscener; mig er end yderligere Beskrivelse umuelig, og behøves ej heller for at vække den anerkjendt Ædle Thorvaldsens hulde Deeltagelse!
Min Velsignende Beate! Glemmende sine Sorger ved at betragte min ULykkelige Stilling, opfordre Alt, og tænk, hun, den Ædle Sjel! berøvede sig selv Nødvendigheden for ved disses Salg at kunne see mig bragt til Fredriks Hospital! Her var jeg i samfulde 13 Maaneder, og blev, paa Kraftløshed nær, nogenlunde Helbredet. En opfordring fra Stedets Indvaanere her [i] Schien, om at imodtage den Vacante Organist Plads, antog jeg med Glæde; men da min Svagelighed ej tillod mig at komme til bestemdt tiid, saa var Tjenesten ved min Ankomst desværre allerede overdraget til en Anden. Imidlertiid Anerkjendtes min Duelighed af Hr Cancelieraad Morgenstjerne med fleere, og jeg ærnærede mig ret Godt ved private Underviisning; min mange og besværlige Rejser, i et saa Strengt Climat, det Taalte min Nedbrudte Const[it]ution ikke, og en hæftig Gigtfeber, foreenet med ner[v]e Krampe har nue aldeles udelukket mig fra al Virksomhed!! Efter Lægernes Formeening ville varme Bade, være det eeneste Middel hvorved muelig helbredelse var at tænke paa. I min Ulyksalige Stilling forbyder Anvendelsen af hiint Raad sig selv; thi jeg er –– Fattig!!! Jeg har ikke Skrevet til min Stakkels Syster; thi jeg maatte jo Skaane hende; desuagtet har hun ved Rejsende kommet til Kundskab om den haarde Skæbne, som forfølger mig. “Hjelpe Dig”, saaledes lyder den mærkeligste deel af hendes herlige Brev – “kan jeg desværre ikke! dog hvortil min Tilstaaelse! min Ludvig kjender mit Hjerte; men et Godt Raad er jo ogsaa noget, og her er det: Skriv til Thorvaldson!! fortæl ham din Forfatning, som den er, og gandske saaledes. Hils ham tusinde Gange fra mig!!! Bønfald den Ædle! om Hjelp, og kiæreste Ludvig! Du faaer den sikkerlig! riv Dig da, saa snart mueligt, Løs fra det nærværende Opholdstæd, og kom til mig, og Lad Os, som havde fælles Glæder, til vor Sidste stund som Venner, med Stanhaftighed deele et uselt Liv i Sorger!!”
Denne hendes hulde Opmuntring maatte jo indgyde Mod, til i Følge af saadant Raad at fremsætte disse Linier, de vigtigste, som nogensinde flød fra min Pen!! O! Gud give de maae komme for Øjet, og ved min Faders Errindring huldt saligst fremstilt til Hjertets Afgiørende Dom!!!
Om De værdiger at Opfylde min Underdanige Bøn om Understytelse til en BadeCuur, da ville jeg give fortrinet til et af de i Nærheden af Stokholm; vel skal de tydske være virksommere men ogsaa meget bekosteligere, og det er jo Grund nok til at vælge førstnæ[v]nte.
Hvad mig ved Ædelmod mueligen vorder forundt, kunne Godhedsfuld skee ved Vexel paa Hamburg, som her ved handlende ville blive relliseret.
Og nu Farvel, Farvel!! Dem anbefales af mit inderste, Guds Varetægt! og selv tyer jeg, med grændseløs Tillid, for Opretholdelsen af min Tilværelse, til Deres Medlidenhed!!! Og har den Ære med Sand Høyagtelse at være og forblive
Deres Høyvelbaarenheds
Underdanige og Erkjendlige
addresse
Carl Ludvig Schnabel
Musiklærer. Schien. at afleveres
hos Velbaarne Hr Cancelieraad og Politimester
Brunech. Schien
ES.
At dette Brev er Skrevet paa Sygeleiet, og med idel sittrende Haand, vil tjene som Undskyldning for dets store Mangler.