Arkivet, Thorvaldsens Museum

 
No. 4099 af 10246
Afsender Dato Modtager
Matthias Friis von Irgens-Bergh [+]

Afsendersted

Dresden

16.1.1827 [+]

Dateringsbegrundelse

Dateringen fremgår af brevet.

Bertel Thorvaldsen [+]

Modtagersted

Rom

Modtagerinfo

Ingen udskrift.
Tilskrift: Høivelbaarne / Herr Etatsraad Thorvaldsen / Ridder af Dannebrog p: p: / i Rom.

Resumé

Kommentarerne til dette brev er under udarbejdelse.

Se original

Dresden d: 16e. Januar 1827.

Høistærede, ædle Ven!

Deres saa venskabelige som inderlig velkomne Brev af 16e. December har foraarsaget mig den sandeste Glæde. Uagtet jeg paa ingen Maade vover at tilegne mig Halvdelen af de smigrende Yttringer som De med Deres sædvanlige elskelige Venlighed og Godhed har anvendt paa mig, saa er det mig dog, selv under Erkjendelsen af min egen Uværdighed, for stor en Trøst og Husvalelse at passere i Thorvaldsens Øine for noget mere end et ganske almindeligt Menneske, til at jeg ikke skulde glæde mig derover af ganske Hjerte.

Nogen Tid inden Deres Brev indløb, havde Grev Vitzthum forladt Dresden for at besøge en givt Datter i Coburg. Efter hans Anmodning meddeelte jeg ham ufortøvet Indholdet af samme og har nu faaet det i Afskrift vedføiede Svar, hvoraf De vil erfare at han agter ret snart at indstille til Kongen at lade Hermann komme herhid fra Rom for at modellere Kongens Büste. Derhos ønsker Grev Vitzthum endnu Svar paa flere Spørgsmaal, men som alle ere af den Natur at jeg har troet at det ei vilde være Dem, ædle Ven, imod at finde ved sammes Besvarelse, Leilighed til i enhver Henseende at lede det foretagende Arbeide; thi at Deres Mening og Raad vil blive fulgt som et Orakelsprog, derfor er Grev Vitzthums uindskrænkede Agtelse, saavel for Deres Talent som for Deres Personlighed mig Borgen.
Hvad iøvrigt det første Spørgsmaal betreffer, nemlig Udførelsen i Marmor af Kongens Büste, da maa Grev Vitzthum have glemt, at jeg fra Begyndelsen af gjorde det til en conditio sine qua non, at den fandt Sted i Rom, deels for at saadant skeete under Deres Øine og Veiledning, deels for ei at betage Hermann Leilighed til at fortsætte sine Studier i Kunsternes Hovedstad. Iøvrigt udviser Vitzthums Brev, at hans Ønske ogsaa hermed stemmer overeens.

Det er en Sandhed, at i dette saa oekonomisk-ordentlige Sachsen man selv forud søger at bringe i Erfaring hvor stor en Sum et Foretagende omtrent kan koste ? For altsaa at opfylde sin Pligt ved et saadant Angivende, er det at Grev Vitzthum overlader til Dem, ædle Ven, ogsaa i oekonomisk Henseende at angive Betingelserne for Hermanns Arbeide. Derunder vil ingen af Parterne komme til at lide.

Med Hesyn til Costümet, er det virkelig en egen Sag. De eneste lignende Portraiter af Kongen ere af Vogel, og i Kobber, efter denne Maler, stukket af Steinla, og begge ere i Uniform. Her kan ikkun Deres Dom give Udslaget.

I en Samtale i Forgaars med Kongens første Minister, Grev Einsiedel, om det forestaaende Arbeide, bad han mig at bevidne Dem, høistærede Ven, hans forbindtligste Tak for alt det Gode De har udviist og udviser mod hans unge Landsmænd i Rom, hvilke ene skylde Dem hvad de ere eller kunne blive i Fremtiden. I Gaar ved Hoffet tog han mig tilside og sagde mig at Hs. Majestæt Kongen havde talt til ham om Dem i de meest smigrende Udtryk og yttret det Ønske at kunne overbevise Dem om Sin Agtelse.

Bøttiger og Palmaroli ere begge meget erkjendtlige fordi De i Deres Brev til mig har havt den Godhed at lade dem hilse.

Dahl, som anbefaler sig paa det bedste, har bedet mig at fremsætte paa hans Vegne følgende Bøn: “ei alene at lade tage “en Form over hans Büste, men, dersom dette ei er Dem imod, “ogsaa at sende ham denne Form efterat der er gjort 3 à 4 “Afstøbninger, hvilke kunne to à to pakkes i Kaßer – altsammen, “Afstøbninger og Form, adreßeret til Kunsthandler Cometer i “Hamborg. Hvad Dahl har at erlægge for Form, Afstøbninger &c: “beder han ved Hr. Freund el: paa anden Maade at give ham “Regning for, saa at han til Hermann kunde betale Beløbet. Dem “derimod kan han ikke betale anderledes end om De vil tage til “Takke med nogle Arbeider, som han er beredt til ved Leilighed “at sende Dem.” –

Dahls skjønne Medlems-Stykke, et norsk Søe og Klippe Parthie, vil han ei skille sig af med førend Udstillingen her, som begynder d: 3e. August, er forbi. Hans Optagelse til Medlem i Kjøbenhavn, bliver altsaa for det første udsat.

Min Kone takker Dem hjerteligen fordi De har villet erindre hende i Deres Brev. Hun deler min Beundring og mine Følelser for Dem. Tillad mig endnu at tilføie dette lange Brev Udtrykket af min uindskrænkede Høiagtelse og Hengivenhed.

Irgens Bergh

Generel kommentar

Brevet var vedlagt en afskrift af Heinrich Vitzthum von Eckstadts brev til Irgens-Bergh dateret 8.1.1827.

Arkivplacering
m12 1827, nr. 8
Sidst opdateret 07.01.2013 Print