Arkivet, Thorvaldsens Museum

Fragmenter af Corinnes Tanker.

Mit Talent har ieg mistet, ieg beklager det. Jeg vilde [han] ønskede at han maatte høre mit Navn omtale med Berømmelse; ieg vilde at han skulde læse et Skrift af mig og deri finde nogen Sympathie med sig selv.

Det var urigtigt af mig at haabe at han er efter at være vendt tilbage til sit Fædreland og sine Sædvaner skulde bevare de Ideer og Følelser, som allene kunde foreene os. Der kan siges saameget mod et Menneske der er som ieg, og der er kun eet Svar paa alt dette, det den Forstand og Aand, som ieg har; men hvilket et Svar for den største Deel af Menneskene!

Man har imidlertid Uret i at Frygte denne Overlægenhed i Forstand og Aand: denne Overlægenhed er meget moralsk: thi at forstaae alting giør meget overbærende, og at føle dybt indaander megen Godmodighed. Hvorledes kan man forklare sig det at to Væsener, som have betroet hinanden deres hemmeligste Tanker, som have talt sammen om Gud, om Siælens Udødelighed, om Smerten, blive paa engang Fremmede for hinanden? Hvilken vidunderlig Hemmelighed er ikke Kiærligheden! En Følelse der er enten beundringsværdig eller ikke til! religiøs som Martyrernes eller koldere end det simpleste Venskab! Det mest ufrievillige som er til i Verden kommer det fra Himlen eller fra de iordiske Lidenskaber! bør man sin give efter for det eller bestride det? Ak! Hvor det stormer i Hiertets Grund!

Talentet b[u]rde være en Trøst i Ulykken; da Dominichino var indesluttet i et Kloster malede han fortræffelige Malerier paa sit Fængsels Muure, og efterlod Mesterstykker som Spor af sit Ophold; men han leed af de udvortes Omstændigheder. Ondet var ikke i Siælen; naar det er der, er intet mueligt, Kilden til alting er udtørret.

Jeg undersøger mig selv undertiden som en Fremmed kunde giøre det og ieg ynkes over mig selv. Jeg var fuld af Aand, god, sand ædelmodig, følsom; hvorfor fører alt dette til Ulykke? Er Verden virkelig ond? og giør visse Egenskaber os Vaabenløse i stedet for at give os Kræfter?

Det er beklageligt: jeg er fød med nogle Talenter: ieg døer uden at man har en Idee om mig, omendskiøndt ieg er bleven berømt. Dersom ieg havde været lykkelig, dersom Hiertets Feber ikke havde fortæret mig, da skulde ieg fra et meget høit Standpunkt have betragtet Menneskets Skiæbne, ieg skulde deri have opdaget ubekiendte Forbindelser med Naturen og Himlen; men Ulykkens Jevnheed[?] holder mig tilbage; hvorledes kan man tænke frit naar man føler den hvergang man begynder forsøger at drage Aande?

Hvorfor har han ikke villet giøre den Person lykkelig, hvis Hemmeligheder han allene besad som allene til ham talede af Hjertets Grund? Ak! Man kan forlede de sædvanlige Qvinder, som elske uden Overlæg (en haszard); men for den som føler Trang til at beundre Gjenstanden for sin Elskov, den hvis Dømmekraft er gjennemtrængende, omendskiønt hendes Indbildningskraft er og lammet, for hende er der kun een Gjenstand i Verden.

Jeg kiendte Livet af Digterne, der er ikke saaledes som de male det; der er noget haardt i Virkeligheden, som man forgiæves søger at forandre. (J’avais appris la vie dans les poëtes, elle n’est pas ainsi; il y a quelque chose d’aride dans la réalité, que l’on s’efforce en vain de changer.)

Naar ieg tilbageholder Erindringen om min Lykke, føler ieg en Slags Vrede. Hvorfor sig mig at ieg var fortryllende naar ieg ikke skul maatte elskes? Hvorfor indgyde mig Tiltroe for at det maatte være giøre mig det smerteligere at bedrages? Vil han hos en anden finde meere Forstand meere Aand meere Ømhed, end hos mig? Nei, han finder mindre og er tilfreds. Han føler sig eenig med Selskabet. Hvilke Nydelser, hvilke quelles peines factices elles donne!

I Solens og den stiernede Himmels Nærværelse behøver man blot at elske hinanden og føle sig hinanden værdige. Men Selskabet! Selskabet! Hvor det giør forfærder Hiertet og fornedrer Forstanden! Hvorledes nøder det ikke til at leve blot fr det som man vil sige om eder os! Dersom Menneskene mødtes engang frie for al fremmed Indflydelse, hvilken reen Aand vilde ikke gjennemtrænge Siælen! Hvilke nye Ideer! Hvilke sande Føleleser vilde for vederqvæge den! (En présence du soleil et des sphères étoilées, on n’a besoin que de s’aimer et de se sentir digne l’un de l’autre. Mais la société! la société! comme elle rend le coeur dur et l’esprit frivole! comme elle fait vivre pour ce qulon que l’on dira de vous! Si les hommes se rencontraient un jour, dégagés chacun de l’influence de tous, quel air par -r-éntrerait dans l’âme! que d’idées nouvelles! que de sentimens vrais la rafraîchiraient!)

Naturen er ogsaa grusom. Denne Skikkelse, som ieg havde vil nu svært tabe sin Ynde; og det vil da være forgiæves at ieg besiæles af de ømmeste Følelser! Matte Øine ville ikke male min Siæl, ville ikke giøre andre eftergivne for mine Bønner.

Hvor Mændene ere lykkelige at de kunne gaae i Krigen, vove Livet, og overlade dem til ^x Æren og Faren!^x Deres Enthousiasme for men der erintet udvortes Forhold som kan trøste Qvinden, hendes uforandrede Liv midt i Ulykken, er en altfor stor Lidelse!

Det er ikke den første Kierlighed, som er uudslættelig, den kommer af Trangen til at elske; men naar man efter at have kiendt lært Livet, og mødt i sin at kiende møder den Siæl og Forstand og Aand. Som man Tid til forgiæves havde søgt, da overvindes Indbildningen af Virkeligheden og man har Aarsag til at være ulykkelig.

Hvor det er ufornuftigt sige de fleeste Mennesker, at døe for Kierligheden, ligesom om der ikke var mange andre Maader at leve paa! Enthousiasmer af enhver Slags er latterlig for den, der ikke føler den. Poesie, Opofrelse, Kierlighed, Religion, have samme Oprindelse, og der gives Mennesker i hvis Øine disse Følelser er Daarskab. Alt er Daarskab om man saa vil, undtagen den Omsorg man bærer for sin Tilværelse (existance); der kan være Vildfarelse og Bedrag i alt andet.

Corinne

T.I p.19.	La frivolité, sous quelque forme qu’elle se presente, ête à l’attention sa force, à la pensée son originalié, au sentiments sa profondeur. ... L’embarras est presque toujours pour celui dont le caractère est le plus sérieux. La légéreté spirituelle en impose a l’esprit méditatif, et celui qui se dit hereux semble plus sage que celui qui souffre.
p. 106	Les hommes frivoles sont très capables de devenir habiles dans la direction de leurs propres intérêts; car, dans tout ce qui s’appelle la science politique de sa vie privée comme de la vie publique, on réussit encore pluse souvent par les qualités qu’on n’a pas, que par celles qu’on possède. Absence d’enthousiasme, absence d’opinion, absence de sensibilité, un peu d’esprit combiné avec ce trésor negatif, et la vie sociale proprement dite, c’est-à-dire, la fortune et le range, s’acquièrent ou se maintient assez bien. Les pl[xxxx]
p. 120	Les paiëns ont divinisé la vie, et les chrétiens ont divinisé la mort: [xxx] est l’esprit des deux cultes.
p. 136	L’expression generale de ce temple (s. Pierre) caracterises parfaitement le mélange des donnes sombres et des cérémonies brillantes; un fond de tristesse dans les idées, mais dans l’application la mollesse et la vivanté du midi; des intentions sévères, mais des interprétations très-douces; la théologie chrétienne et les images du paganisme; enfin la reunion la plus admirable de l’eclat et de sa majesté que l’homme peut donner à son culte envers la divinité.
T. 3. p. 301	I et Land hvor de-n- største Deel af fleste Regjeringer ere vilkaarlige, og den offentlige Meenings Herredømme næsten ligesaa lidet erkiendt af de første, som af de sidste Klasser af Folket; i et Land hvor Religionen er meere beskæftiget med den udvortes Gudsdyrkelse end med Moralen, der er kan der kun siges lidet godt om Nationen betragtet paa i Almindelighed, men man møder der mange agtværdige personlige Egenskaber. Det er altsaa de tilfældige personlige Forhold, som [xxx] stemmer den Reisende enten til Roes eller Daddel; de Mennesker, som man kiender personlig bestemme den Dom, som man fælder over Nationen, en Dom, som ingen fast Basis kan finder hverken i Regjeringsformen, eller i Sæderne, eller i Folkets Aand. (esprit public)
T. II. p. 112.	Intet er meere sørgeligt, end naar man ikke røres af det som bør røre os, men troe frygter at have tabt sin Følelse, og den Enthousiasme uden hvilken Evnen til at tænke allene ville tiene til at give Afsmag for Livet.
126.	Det simpleste Menneske, naar han beder, naar han lider og haaber sætter sit Haab til Himlen, det har i et saadant Øieblik noget i sig, som han vilde udtrykke som Homer, som Milton eller som Tasso, dersom Opdragelsen havde lært ham at indklæde udtrykke sine Tanker med Ord. Der er kun to Klasser egentligen forskiellige Klasser af Mennesker paa Jorden, den som føler Enthousiasmen og den som foragter den; alle de andre Forskielligheder er allene Selskabets Værk. Hiin har ikke Ord for sine Følelser; denne veed hvad man den maae sige for at skiule sit Hiertes Tomhed! Man den Kilden som ved Himmelens Røst udspringer af Klippen selv, den-ne- Kilde er det sande Talent, den sande Religion, den sande Kierlighed. Vores Gudsdyrkelses Pragt, disse Malerier hvor de knælende Helgenes Blik udtrykke en evig Bøn, disse Statuer paa Gravene, disse Kirker og deres umaadelige Hvelvinger, I alt dette staaer i den nøieste Forbindelse med de religiøse Ideer. Jeg elsker denne glimrende Hylding som Menneskene viise det, der ikke lover dem enten Lykke eller Magt, som hverken straffer eller belønner dem uden allene ved deres egen Hiertets Følelse: ieg føler mig da stoltere af min Tilværelse; ieg finder hos Mennesket noget Uegennyttigt; ieg elsker denne Anvendelse af iordiske Rigdomme for et andet Liv, af Tid for Evigheden: Ting nok giøres allene for i Morgen; der bæres Omhus nok for de menneskelige Sager: O! hvor ieg elsker det Unyttige! det Unyttige, der som Tilværelsen er ikkun et møisommeligt Arbeide for en ussel Fordeel. Men dersom vi her paa Jorden ere paa Veien til Himlen, hvad kan man da giøre bedre, end opløfte Aanden saa at den føler det Uendelige, det Usynlige og Evige uagtet alle de Grændser der indskrænke den!
179. ...	Han gjentog ofte, at dersom han ikke havde fundet en værdig Beskieftigelse i sit Fædrelands Tieneste, vilde han kun have fundet Livet taabeligt der hvor Historiens Mindesmærker træde i Stedet for den virkelige Tilværelse. Man maae i det mindste beklage Savnet af (regretter) Berømmelsen (la gloire) naar det ikke er mueligt at opnaae den. Det er Forglemmelsen allene, som nedværdiger Siælen; men den kan finde en Tilflugt i det Forbigangne, naar grusomme Forhold afvende berøve Handlingen fra deres Maal.
183.	De Bebreidelser, man giør sig over sin Opførsel mod de he Een, som var os kiær, men som ikke er meere til, giver en Idee om det som de evige Piinseler vilde være. Dersom den guddommelige Naade ikke kom en saadan Smerte til Hielp lindrede en saadan Tilstand.
184. T.3.	Menneskene viise sig for Indbildningen som Giganter, naar de dadle eder, og som Pygmeer naar de ro-e-se eder.
190.	Naar man er istand til at kiende sig selv bed tager man sielden Feil af sin Skiæbne; og Forudfølelsen er for det meeste ikke andet end en Dom over sig selv, som man ikke ganske har tilstaaet sig selv.
Tome 3 p: 10	Siælen kan undertiden befinde sig i en Tilstand der gi Der gives en Siælestemning hvori man frygter for at betroe sig til til noget Menneske; der behøvedes blot et Ord, som man sagde, eller som man hørte, for at forstyrre x den indbildning det Bedragerie (x i vores egne Øine) som alleene sætter os istand til at udholde Livet; og Bedrageriet (illusion) i de lidenskabelige Følelser, af hvilken Natur de end ere, for dette fører den Egenhed med sig at man skaaner sig selv som man vilde skaane en Ven, som man frygtede at bedrøve ved at oplyse og at man uden selv at mærke det helt søger at lindre sin egen Smerte ved sin egen Medlidenhed.
p. 15.	Hvorledes er det mueligt at tilintetgøre i sine egne Øine et en fuldkommen naturlig-t- Væsens Karakters Ynde! Det er ikkun Forstillelsen, som kan foraarsage Hjertets pludselige Opvaagnen og Forundring over at have elsket.
23	Alting er uvilkaarligt i Kiærligheden; det synes at dette er en guddommelig Magt, som føles og tænker i os, uden at vi kunne virke paa den. (Bien n’est motivé dans l’amour; il semble que ce soit une puissance divine qui pense et sent en nous, sans que nous puissions influer sur elle.)
35.	Farvel Erindringens Land, raabte hun, farvel Land, hvor Livet ikke afhænger af Hverdags Selskabet eller af Begivenhederne, hvor Enthusiasmen oplives ved Anskuelsen, og ved Siælens nøie Forbindelse med de udvortes Gienstande.
39.	Naar man har lidt i lang Tid, føler man en uovervindelig Mistroe (defiance) som giør at den Lidende det umueligt for den Lidende at overlade sig til sine første Følelser, og man skiælver for enhver uigjenkaldelig Beslutning, selv da naar Hjertet tilsiger denne.
50. 51.	Tassos Talent havde den besynderlige Egenskab, som giør det saa frygteligt for den der besidder det, at hans Indbildningskraft vendte sig imod som selv; han kiendte Siælen saa nøie, han havde tænkt saa meget over den, allene fordi han leed meget. Den som ikke Hvad veed den, som ingen Lidelser har følt! siger en Prophet. Naar en Mand af Genie, tillige besidder en virkelig Følsomhed, tiltage hans Sorger i Forhold til hans Evner: Han giør Opdagelser i sine egene Sorg Lidelser, som i den øvrige Natur og da Hjertets Ulykke er uudtømmelig, saa føler man den meere, jo fleere Tanker man har.
58 T. 3.	Le grand mérite des Italiennes à travers tous leurs torts, c’est de n’avoir aucune vanité.
59.	Der (i Venedig) findes endnu Folkeskikke Nationalsæder (des moeurs populaire) og gamle Skikke. Dette forudsætter alletider Agtelse for Forfædrene, og en hvis Hjertets Ungdom, som ikke trættes af det forbigangne Fortiden eller af de Følelser den opvækker.
62.	Sydboernes heftige Pantominer giv opvækker aldeles ingen Idee om Af[xx]tetion, det der er egen Vane, som de have nedarvet fra de gamle Romere; den kommer af deres levende, glimrende og poetiske Natur Anlæg.
70.	Hun levede tilsidst, saaledes som de fleeste Mennesker Leve naar de i lang Tid have været truede af den samme Ulykke: de ende med at troe at den al naaer dem ikke, allene fordi den ikke endnu har naaet dem.
72.	Geniet føder Trang til Ære, og der er i øvrigt intet [Gode] som ikke ønsker af den, som Naturen har givet Ævner til at opnaae det. (Le génie inspire le besoin de la gloire, et il n’est d’ailleurs a[n]cun bien qui ne soit désiré par ceux à qui la nature a donné les moyens de d’obtenir.)
73.	Man er saa ofte keed af sig selv, at man ikke finder Behag i de, som ligne os: der maae være Harmonie i Følelserne og Modsætning i Karaktererne, for at Kiærligheden paa kan opstaae baade af Sympathie, og af Forskiellighed.
77.	Il y a quelquefois dans la destinée un jeu bizarre et cruel; on dirait que c’est une puissance qui veut inspirer la orainte; et repoussé la familiarité confiante; souvent, quand on se livre le plus à l’espérance, et sur tout lorsqu’on a l’air de plaisanter avec le sort, et de compter sur le bonheur, il se passe quelque chose de reoutable dans le tissu de notre histoire, et les Fatales soeurs viennent y mêler leur fil noir; et brouiller l’oeuvre de nos mains.
211.	Les sentiments légers ont souvent une longue durée, rien ne les brise parce que rien ne les res resserre; ils suivent les circonstances, disparaissent et reviennent avec elles, tandis que les affections profondes et sans retour, ne laissent à leur place qu’une douloureuse blessure.
241.	Der er kun Lægedom Middel mueligt imod de Smerter, som dog ville for ophøre af sig selv. (Il n’y a de remède qu’aux chagrins qui se guer-r-iraient d’eux-même.)
270.	Nye Ideer mishage de Gamle, de ønske at kunne overbeviise sig om at Verden har allene tabt, istedet for at vinde siden de have hørt op at være unge. Det der især giør mig ulykkelig er, at han allene forstod mig, og maaskee vil han ogsaa engang finde, at ieg allene forstod ham vidste at forestaae ham. Jeg er det mindst vanskelige, og det meest vanskelige Menneske af Verden. Alle velvillige Væsner kan ieg omgaaes for en kort Tid, men for min Fortroelighed, for min Kiærlighed var allene Oswald skabt. Indbildning Phantasie, Forstand, Følsomhed, hvilken Forening hvor findes den i Verden? og den Grusomme besad alle disse Egenskaber, eller i det mindste deres Ynde! Hvorfor ere vare de lykkelige Forhold saa forgiængelige? kort? Hvorfor ere brydes de forstyrres de lettere end de andre? Hører Smerten til Naturens Orden? (l’ordre naturel est-il la douleur?) For Legemet er Smerten Lidelsen en unaturlig Tilstand, men for Siælen er det en sædvanlig Tilstand (C’est une convulsion que la souffrance pour le corps, mais c’est un état habituel pour l’âme)
	Ahi! null’altro che pianto al mondo dura. Petrarca.
	Ak! i Verden varer allene Taarerne ved! Et andet Liv! et andet Liv! dette er mit Haab, men saa stærkt ere vi bundne til dette Liv, at vi søge i Himlen de samme Følelser, som have fængslet beskiæftiget os paa Jorden.
	Sorgen bidrager uden Tvivl meget til at gi forbedre Karakteren; man forbinder i sine Tankerne sine Feil med sine Ulykker, og altid synes, idet mindste i vore egne Øine, et synligt Baand at forbinde dem.
	Livets ufattelige Gaade, som hverken Lidenskab, eller Smerte, eller Genie kan opløse, vil den afsløre sig for Bønnen? Maaskee at den simpleste af alle Ideer forklarer dens Hemmeligheder; maaskee have vi Tusinde Gange nærmet os disse i vores Drømmerier. Men dette sidste Skridt er umueligt, og vore forgiæves Anstrengelser af enhver Slags trætte Siælen saare meget. Det er høi Tid at [man] hviler sig. (Inconcerable énigme de la vie, que la passion, ni la douleur, ni le génie ne peuvent découvrir, vous révélerez – vous à la prière? Peut-être l’idée la plus simple de toutes explique-t-elles ces mystères; peut-être en avons-nous approché mille fois dans nos rêveries. Mais ce dernier pas est impossible, et nos vains efforts en tout genre donnent une grande fatigue à l’âme. Il est bien temps que la mienne serepose.)
3 T: p: 309.
	(Aucun inconvénient-e- ne résulte pour nous de leur (les femmes) faire du mals, et cependent ce mal est offreux. Un coup de poignard est puni par les lois, et le déchirement d’un coeur sensible n’est l’object que d’une plaisanterie).–