Forord.
–––––––––
Vi have efter Opfordring paataget os at samle et Thorvaldsensk Album. Herved kan naturligvis ikke forstaaes nogen Biografi; en saadan har Thiele forlængst paabegyndt*), og kun han maa fuldende den, en Forpligtelse, som det glæder os at vide, at han selv føler at paahvile sig. Endnu mindre kan dog Talen være om en Kritik af Thorvaldsens Konstnervirksomhed; til at udarbejde en saadan finde vi os for blottede for de fleste nødvendige Betingelser. Ikke engang paa et nogenlunde krittisk Udvalg af de tilværende tusinde Konstkritikker kunne vi indlade os; dertil savne vi Forstand paa at vurdere deres konstneriske Betydenhed eller Betydningsløshed.
Ved at paatage os Udgivelsen af et Thorvaldsensk Album paatoge vi os altsaa kun at tilvejebringe en muligst fuldstændig Samling af saadanne Kjendsgjerninger, der havde en historisk eller æstetisk Berettigelse i sig, til at vidne for Efterverdenen, at hverken Fædreland eller Samtid henlevede i en dorsk Uvillie mod at yde Thorvaldsens mægtige Genius tilbørlig Anerkjendelse, at de altsaa for saavidt begge fortjente ham.
Og det er ingenlunde overflødigt, at vi gjentagende overbevise os selv som vore Børn om, at vi anerkjendte og fortjente Thorvaldsen.
Det er en stor Velsignelse for et Folk at have frembragt en verdenshistorisk Stjerne af første Rang. Det giver Folket en Selvfølelse, der er en af de nødvendige Betingelser for selvstændig Beslutning og mandig Handling; og det indgyder andre Folk en Agtelse og Interesse, der har en ikke synderlig ringere Betydning, som begunstigende Handlingens Fremtræden. Paa en Tidsel groer der ingen Vindruer; – denne Sætning er saa simpel og fattelig, at hverken Folket selv eller dets nærmere og fjærnere Granner kunne undlade at anvende og overføre den.
Men Velsignelsen, som det er for et Folk, at have frembragt en stor Personlighed, kan let blive en Forbandelse, og Forbandelsen blive saa meget større, jo større Personligheden var. Der er intet, som i et fatteligere Sprog vidner for os Danske om det forrige Hundredaars Usselhed, end den Skæbne, som i det blev Ewald, Wessel og Wiedewelt til Del. Var Luther gaaet under, upaaagtet, uden Anerkjendelse, vilde i hans Skæbne Staven uigjenkaldelig været brudt over hans Folk og Samtid. – Men naar Folkehjertet i følesløs Blindhed ofte og vedvarende forhærder sig mod Storheden, fortjener Folket at ophøre at være, og vil derfor ogsaa i Regelen gjøre det; thi Ørnene flokkes, hvor Aadslerne stinke.
Hermed – antage vi – er Forsvaret ført, ikke for dem, der anerkjendte Thorvaldsen, men for dem, der ønskede at have saa meget af denne Anerkjendelse, som fortjente at overleve Døgnet, samlet i en let overskuelig Hovedsum, som et historisk Indlæg i Nutidens Gunst for Fremtidens Domstol.
–––––––––––
Vanskeligere vilde det blive, hvis jeg skulde indlade mig paa at forsvare, at netop jeg, der var næsten lige saa fremmed for Thorvaldsens Personlighed som enhver anden af Folkets Masse, og som oven i Kjøbet kun har en maadelig Forstand paa hans Virksomhed, – paatog mig at tilvejebringe en saadan Samling. Til min Undskyldning skal jeg dog anføre, at jeg gjorde det efter gjentagen Anmodning, ikke upaavirket af Frygten for, at Foretagendet ellers, under en anden Forlæggers Ledning, kunde komme i endnu slettere Hænder end mine.
Med Hensyn til den Plan, jeg har fulgt, skal jeg tilføje: at jeg har bestræbt mig for en saa udtømmende Fuldstændighed, som en ikke altfor letfærdig Kritik vilde tillade; at jeg helt igjennem har valgt Tidsordenen som den naturligste; og at den gjennemgribende Afvigelse herfra, som strax vil paafalde Læseren, er tilsagt af Nødvendigheden. Jeg mener Stoffets Fordeling i to Hovedgrupper: Fædrelandets (ↄ: ikke Danmarks, men Nordens) Anerkjendelse af sin verdenshistoriske Søn, og: Udlandets Anerkjendelse af Samtidens Konstnerkonge. Denne Fordeling paabød Nødvendigheden; thi medens det vel lod sig gjøre, allerede nu at tilvejebringe en temmelig fuldstændig Samling af fædrelandske Udtalelser, kan en Samling af de fremmede først da finde Sted, naar – jeg mener til Efteraaret – Tiden har tilladt mig at gjennemløbe en Masse af fremmed Litteratur, og den Gunst er blevet mig til Del, som man foreløbig har tilsagt mig: Tilladelsen til at gjennemgaa de formodede thorvaldsenske Efterladenskaber af modtaget og opbevaret Hyldest.
Hvad den fædrelandske Hyldest angaaer, delte denne sig naturlig i tre Afsnit: den fra 1819, da vi, uden eget Kjendskab til ham, stolende blindt paa Europas Autoritet, med varm og inderlig Taknemmelighed modtoge den “Scultore Danese,” der havde gjort det danske Navn agtet, hvor man næppe tidligere havde ændset det; – den fra 1838, da en Begejstring, hidtil ukjendt i Norden, men allerede sig selv og sin Kilde temmelig bevidst, modtog ham, der ej alene havde givet sit Fædreland en Gave, kongeligere end nogen anden Søns, men som “med Længsel ilte nu tilbage til moderlige Hjem igjen;” – og den fra 1844, da et helt, vemodigt Folk begrov sin største Søn, og var sig fuldelig bevidst, at det gjorde dette. Hertil kommer som en Indledning de faa og spredte Stænk af en Anerkjendelse, der er ældre end 1819. Hvad der derimod i Tiden ligger imellem to af de tre Epoker, knytter sig med Naturlighed til den første af disse.
For den ej alene mulige, men sandsynlige, Ufuldstændighed, selv med Hensyn til den fædrelandske Hyldest, maa Omstændighederne og den af dem mig karrig tilmaalte Tid tale til min Undskyldning. Et Tillæg skal dog saa vidt muligt raade Bod paa denne Mangel. – At Arbejdet uagtet den Hurtighed, hvormed det er udført, ikke lider af en endnu større Ufuldstændighed, derfor maa jeg for en ikke ringe Del takke forskjellige velvillige Meddelelser. Man har fra alle Sider imødekommet Foretagendet med en ualmindelig redebon Velvillie.
Frederiksberg, den 20de April 1844.
Frederik Barfod.