Til de flere, der have paatænkt et Museum, der engang i Tiden skulle optage i sig den større Deel af Thorvaldsens Mesterværker.
–––––––––
At hædre den sande Fortjeneste er vistnok skjønt, og den Nation, der kold og ligegyldig undlader dette, agter sig ikke selv. Hvor rimeligt da, at de danske, hvis Selvfølelse, ved de af Hans Majestæt Kongen skjænkede Provindsialstænder, nu fremfor tidligere synes vakt, føle Trang til ej blot i Tanker og Ord, men ogsaa i Gjerningen, at lægge for Dagen, hvor højt de vide at skatte deres Landsmand Thorvaldsen, saa riig paa Fortjeneste.
Men i det I staae i Begreb med at fremkalde denne Hæder, erindrer Eder da vel, at denne ifølge Sagens Natur, ikkun bør, ikkun kan grunde sig i subjectiv Henseende i Eders Selvagtelse, i objectiv Henseende i Mandens Fortjeneste. I have og bør kun have til Hensigt, at lægge Eders Agtelse, Eders Taknemmelighed for Dagen, og Glæde herover bør være den eneste Følelse, hiin Yttring fremkalder hos dens Gjenstand.
Have I anden Hensigt, eller yttre I Eders Agtelse saaledes, at man i det mindste kan ahne Mueligheden heraf er det galt; men værre er det, og Eders Handling indeholder intet Hædrende, naar I udtrykkelig udhæve denne Hensigt saaledes, at den ej kan misforstaaes, naar I offentlig omtale, eller lade omtale, at det Museum I vilde opføre, er bestemt til ej alene at opfatte i sig, hvad I alt have fra Mesterens Haand, men ogsaa til at modtage alle, eller i det mindste den større Deel af dennes uskatteerlige Kunstværker, hvorover han endnu kan disponere, naar I, støttende Eder til et — forsaavidt Publicum veed — tomt og usandsynligt Rygte, forkynde, at Thorvaldsen mueligen har i Sinde at testamentere Eder sine Skatte. — Hvilken Tanke maa en saadan Yttring af Eders Agtelse fremkalde hos den Paagjeldende, i hvilken Forlegenhed kaste I ham, i det han enten maa lade Eders Trygleri upaaagtet, eller imod sit Ønske føje sig i dens Fordring. — Ved sin Kunst har Thorvaldsen forlængst, selv i det Tilfælde, at han bestandig havde levet iblandt Eder, stemplet sig til Verdensborger. Verden har han forherliget ved sine Mesterværker. Hele den civiliserede Verden beundrer ham. Fra denne maa, og vil hans Hæder udgaae. Hvor rimeligt altsaa, at han ej vil unddrage den, hvad han gav, at han ej paa en Udkant af denne Verden vil henkaste sin Rigdom, ej opdynge den paa en Ø, der ifølge sit Clima tildeels kun kan besøges den halve Deel af Aaret, i en Fæstning, der stedse er udsat for et ødelæggende Bombardement. “I Rom er min Storhed født, der udviklede sig min Kunst, der blev jeg Verdensborger, der tilbragte jeg den største Deel af mit Liv, der vil jeg døe. I Rom, der alene ved sit Clima hvert Aar lokker Fremmede i Hobetal til at besøge denne, den gamle Verdens Hovedstad, der staae mine — Nutidens — Mesterværker ved Siden af Oldtidens, der skal de forblive” – Saaledes tænker han maaskee, og udfører han denne Tanke, hvad vil da Verden dømme om Eder og Eders Museum.
Men antage vi endog at Thorvaldsen virkelig vilde skjænke Danmark sine Skatte, vilde da et Museum være et passende Sted til disse bestandige Opbevaring? Vilde colossale Statuer, bestemte til at forskjønne en eller anden stor Plads, vilde Arbejder, bestemte til at pryde store Bygninger i en betydelig Højde, og beregnede herpaa, i et Museum udfolde sig for Øjet i deres hele Storhed? Og dette uanseet vilde det at opføre et Museum, som det paatænkte til 2 – 300,000 Rbd., for et saa lidet Land som Danmark, ikke være at drive Afguderi med Kunstnerens Arbejder? Vilde dette ikke være stedmoderlig at behandle alle de øvrige Kunster, ja selv andre berømte Billedhuggeres Arbejder? Vilde, dersom man troer Øjeblikket kommet, et National-Museum, hvor Thorvaldsens Arbejder maatte indtage den større og bedre Plads ikke være at foretrække? Skulde der ikke kunde findes en alt bestaaende Bygning der for en langt ringere Summe lod sig indrette dertil? Vilde Kunsten i alle sine Grene ikke paa denne Maade bedre fremmes? eller vilde man ikke med en mindre Capital kunne indrette en lukket offentlig Promenade, som vi saa meget i dette vort nordlige Clima maa savne, hvor Mesterens Værker kunne henstilles, og hvor Enhver med Lethed vilde finde Lejlighed til at beundre dem? — Men selv i det Tilfælde at man skulde finde disse Spørgsmaal vel begrundede, tillader jeg mig, endskjøndt man strax i Indbydelsen har søgt at forekomme sligt, endvidere at yttre: er det klogt, er det fornuftigt i et Øjeblik, hvor vi Alle tør haabe, at det nye Liv, der atter besjæler det gamle Danmark, vil fremkalde Handel og Industri, og derved Velstand, at I først, og fremfor alt henlede Virkningen af dette Liv paa Kunsten? Er det ikke som om en Mand, der har Haab om, ved Flid og Stræbsomhed og især ved god Øconomi, at see sin trængende Stilling forbedret, strax i det blotte Haab herom vilde sørge for en pragtfuld Paaklædning og for ædle Stene. Er det klogt paa en Tid som denne, hvor tusinde Forslag deels alt ere fremkomne, deels, saa tør vi haabe, endnu stedse ville fremkomme, men som for en stor Deel netop strande paa Mangel af Ævne til at udføre dem, paa en saadan Tid, at opfordre til en hvilkensomhelst overordentlig Anstrengelse i en Retning som den paatænkte, hvor den reelle Nytte, mildest talt, er højst tvivlsom og det paa en Tid, hvor Stænderne og med dem selv Enkelte af dHrr. Indbydende til Museet, have erklæret at Undersaatterne ikke kunde bære flere Skatter.
Vel har man udhævet, og det vistnok med Grund, at skal en Stats Velstand fremmes, maa ikke alene Regjeringen, men ogsaa Borgerne, uafhængige af hiin, arbejde til dette Maal, og det ved at forene sig om ved samlede Kræfter, at skabe snart denne, snart hiin nyttige Indretning, og man har med Rette anført England som et lysende Exempel herpaa. Men derved turde bemærkes, at England i saadanne Foreninger saa godt som alene har havt det absolut Nyttige for Øje, og det fremfor Alt paa den Tid, da dets Velstand endnu var i sin Fødsel. Lad Danmark, der endnu end ikke har undfanget, forholdviis hæve sig til en lignende Velstand, da maaskee vil det være Tid, og selv da var det ikke umuligt, at der kunde findes Tvivlere.
Vel har Professor Clausen, der i saa høj Grad fortjener vores Alles Agtelse, maaskee mindre vel overlagt, udtalt det Ønske, at de, der nægte at give deres Skjerv til Museet, og ej heller tænke paa at ofre denne paa Fædrelandets Alter, i det mindste stiltiende skulde gjøre dette. Men her maa erindres, deels at den Tid endnu neppe er forhaanden, hvor det vilde være tilraadeligt umiddelbart at bringe Fædrelandet et saadant Offer, deels at Saadanne maaskee kunne tilbageholde deres Skjerv, i den Forudsætning, at den Tid meget vel kunne komme, hvor en ny Skat kunde vorde udskreven, – Muligheden heraf Have Stænderne forudsat, – og Hvor de altsaa nødtvungne maatte bringe Staten et Offer, og hvad berettiger til forsaavidt at paalægge disse Tavshed; deels at Borgerne meget vel kunne nægte at offre deres frivillige Skjerv saavel til Fædrelandet som til Museet, og dog være fuldkommen berettigede, ja forpligtede til at yttre sig, da de maaskee med Føje kunde ansee det for meget hensigtsmæssigere, i Forbindelse med en Mængde af deres Medborgere, ved hiin Skjerv at fremme en eller anden nyttig Indretning, hvoraf Fordelen nærmest skulde tilflyde dem selv, men hvoraf dog Staren, uden at dette var paatænkt, indirekte vilde nyde Godt.
Professor Clausen har endvidere villet, at de, der Hellere anvende deres Skjerv til Forlystelser, istedetfor til Museet, ligeledes stiltiende skulde gjøre dette. Men her indseer jeg ikke andet end at de, der ikke have den høje Sands for Billedhuggerkunsten, men maaskee sætte Naturens Mesterværker over Kunstens, eller finde en større, en ædlere Nydelse i at see et godt Stykke opført paa Theatret, i at Høre en god Concert etc., og hertil udgive deres Penge, i samme Grad maae være berettigede til at danne Proselyter for deres Anskuelser, som dHrr. Indbydende til Museet for deres. – Af denne Mening synes i det mindste – da man dog engang har fremstillet England som Exempel – den berømte Englænder Johnson at have været, da han, med Hensyn til et paatænkt Maleracademi, offentlig yttrede, at han ikke kunde begribe, hvorledes det var muligt i en saa høj Grad at interessere sig for et saadant Institut, – og det turde maaskee ikke vare længe, førend der iblandt os findes Mænd, der med Hensyn til det paatænkte Museum ville vove at udtale noget Lignende, naar først en højere Grad af Selvstændighed udvikler sig, naar den falske Undseelse forstummer, naar den slaviske Eftersnakken ophører.