Arkivet, Thorvaldsens Museum

Efter Bordet gik jeg til Thorvaldsen der havde ønsket at faae det døende Barn, han arbeidede nu paa et nyt Basrelief. Retfærdigheden paa sin rullende Vogn, Himmeltegnene buede sig over hende, med Vægten nærmest, to Genier, den Straffende, med Sværdet[,] den Belønnende, med Blomster og Frugter. – Th.s Hænder vare oversmuurte med Leeret, han saae min Bleghed, spurgte om jeg var syg, og da jeg fortalte om Molbecks strænge ubillige Kritik, lagde han Haanden paa min Skulder og sagde: »For Guds Skyld lad aldrig Sligt røre Dem, jo mindre Een forstaaer af Kunsten, jo strængere bliver han, det er det skjønne hos Kunstneren, jo mere han trænger ind i sin Kunst seer han dens Vanskelighed og bliver mildere mod / andre. Hvorledes strede ikke Baggesen og Øhlenschlæger, hiin havde ikke dennes dybe Aand, denne ikke hiins Vittighed og de spilte deres Ro og maaskee mangt et Kunstværk for en tom Strid. – Føl Deres egen Kraft, lad Dem ikke lede af Mængdens Dom og gaae roligt fremad. Gud skee Lov at jeg ikke er afhængig af nogen, kan leve hvor jeg vil, jeg kan nok tænke mig Deres Forhold, det Ulykkelige at maatte trænge til Publicum, og dette tør det aldrig vide, ellers udsættes man for Behandling af dets taabelige Luner. – Nu har jeg hvad jeg kan leve af, trænger til Ingen og det er min Lykke! Gud veed hvor stor Verden da kaldte mig!« Han forærede mig nu 30 Blade Conturer til sine Basrelief, trykkede hjerteligt min Haand og bad mig bære Verdens Ubillighed saa let, det var mig mueligt! -