Høie Jubelchor — sluttedes Tilskuerens sidste Blad — ville snart i Fædrelandets Navn byde vor hiemkomne Thorvaldsen velkommen! Den er opfyldt, denne hans Spaadom, selv har han hørt dem, og af Hjertet istemt dem, og tvende af disse kostelige Chorsange har deres ædle Digtere venskabeligen tilladt ham at meddele her; og frit tør han sige det, villig og stolt vil Fædrelandet vedgaae, saa vel, hvad samtlige hine Chore i dets Navn tiljublede dets hiemkomne yndling, som Chorene selv; thi ofte — og det just paa senere Aar ikke siælden — nærværende ved slige Fædrelands Feste, vover Tilskueren at drage i Tvivl, om han nogensinde har været ved nogen, som en større Masse af Menneske- Borger- Vidskabs- og Kunst-værd forenet forherligede, hvor Ege- Olive- Laurbær- og Blomster-kroner i fortroligere Samfletning omslyngede hinanden; og hvor det muntre Vedbend, i det det spøgende snoede sig om dem, ikke blot omhyggelig vogtede sig for, ingen af de øvrige Krandses Skiønheder at dække eller beskygge, men endog med synlig Flid tog Hensyn paa at lade enhver see i sit Lys. Vel var det en herlig, en hæderlig Fest; thi, hvad Franskmanden med Føye fordrer af Høitider. Hierterne vare der tilfælde, og det, flammende af reen Lue, hvori ikke nogen Gnist af Partiaand, af personlige Hensyn, eller andre deslige lave Bihensigter blandede sig; og vel kunde den aabnes med hine skiønne Ord, hvormed den smukke Sang, der ved hans Ankomst modtog Kunstneren, begyndte:
I Danmarks Navn, i Kunstens Navn
Om Danmarks Kunstner Sangen tone!
Ømt slutter Dana i sin Favn
Den gode Søn, hvem Laurens Krone
Er Musens Løn, og Danskes Fryd
Taknemlighedens Jubellyd.
Dog andre Blade ville ustridig meddele denne smukke Sang, saavelsom de tvende Bordsange, som han ikke er berettiget at aftrykke; den sindrige kunstkiærlige Tale, hvormed Høitiden indviedes af den Kunstens og Kunstnerens Ven, hvis mangehaande Adkomst til at føre Ordet ved denne Lejlighed, Tilskueren i sit forrige Blad erkiændte, vil særsklilt udkomme. Tilskueren troer da ikke at kunne anvende det lidet Rum, han her har tilbage, bedre, end ved at henvise de hans Læsere, som maatte ønske at vide noget mere sammenhængende og fyldestgiørende om Thorvaldsen og hans Mesterværker end de, ikke sjælden endog upaalidelige, nyere Avisartikler om ham have leveret, til Januarheftet af det desværre indgangne Tidskrift Athene for 1815, hvor dets patriotiske og kunstelskende Udg. Prof. Molbech har meddeelt en efter Kunstnerens ædle Venindes, Frue Fr. Bruns Haandskrift oversat, og med egne Noter forøget kostelig Beretning om begge Dele; og vil han blot af et Vennebrev fra en Kunstelsker i Rom skrevet i afvigte Maj tilføye følgende om Thorvaldsens seneste altsaa hisset ikke omtalte Mesterstykke: “Det sidste Værk, han har frembragt, er en Gruppe i Legemsstørrelse, de tree Gratier med Amor; alle erklære dette for det ypperste af Thorvaldsens Arbejder; den midterste Figur staaer i en fast Stilling, og synes at fortælle noget til den ved venstre Haand — høist gratiøs — staaende; den tredie hører efter; man kan ikke tænke sig nydeligere Hoveder, ikke smukkere legemer, ikke Arme paa en kunstigere Maade dog naturligen ordnede; Amor, det nydeligste Barn, sidder ved den midterstes Fødder, og spiller paa Lyra, i det han seer op paa Gratierne, der ere det højeste Ideal af naturlig sig selv ubevidst Skiønhed.” Gierne afskrev jeg tillige, hvad dette Brev siger om Th. Caracter, fri fra al Forfængelighed, saa kierlig, saa god, hvis det ikke var som en Gienlyd af den almene Stemme om ham, hiemme og ude.
Endnu en Efterretning indeholder dog hint Brev, som jeg maa medtage: at Kunstacademiet har bestilt Gibsafstøbninger af alle sin herlige Kunstsøns Arbejder, dem den entusiastiske Kunstkiænder og Kunstven Brøndsted besørget.
–––––––––