Kjøbenhavn, den 23de October 1819.
Vor ædle Thorvaldsens Ankomst hertil har da sat hele Verden i Bevægelse, man taler, man synger, man skuespiller — privatim dog — til Hans Ære, de 99/100 uden at kunne skjønne Hans egentlige Værd, kun for at kunne sige, at de have været med, og man giver Gilder paa ham, som paa en Skildpadde. Det kjeder ham for det meste, som De let indseer, denne bøotiske Hylden af en ædelysten Hob. Universitetet gav ham en Fest paa Skydebanen, hvor jeg havde den Ære at være tilstede, hvor Oehlenschlæger holdt en lang Tale, hvor man sang gode og maadelige Sange, spiste og drak og raabte Hurra uden Ende. Den skjønneste Festens Pryd var den herlige Olding Grev Schimmelmann, som ene af alle Ministre og Stormænd var tilstede og paa det hjerteligste deeltog i den Hylding, man bragte den sjeldne Kunstner, som man ogsaa med megen Enthusiasme bevidnede ham selv. Da jeg spurgte ham, hvorledes denne Fest mellem saa mange livfulde Musernes Sønner behagede ham, som sikkert maatte væere ham noget nyt, svarede han mig: “Ak, det minder mig om et af Claude Lorrains Mester-Arbeider” hvor der stod paa et Grav-Minde: “Ogsaa jeg var i Arcadien.” Forresten seer jeg Thorvaldsen oftere hos mig, og vi have spiist sammen hos Rosenkrans, som var mig en saare behagelig Opmærksomhed af denne ædle Statsmand.
[…]