Arkivet, Thorvaldsens Museum

Førend Thorvaldsen i 1842 var vendt tilbage fra Rom, saae jeg en dag at Fru Baronesse Stampe bar paa sin Finger den velbekiendte Ring, som Thorv., saavidt jeg har hørt, har engang faaet af Murats Gemalinde, og hun fortalte mig, at hun havde faaet den af Thorv. Da jeg forundredes over at han havde ville skille sig ved den Ring, som jeg vidste at han satte saa stor Pris paa, tilstod[?] hun, at da Thorv. en Dag havde villet forære hende en anden kostbar Ring, havde hun afvist denne Gave og sagt, at naar han endelig vilde forære hende en Ring, skulde han give hende den, han bar paa Fingeren!, “Og see her er den!” tilføiede Fru Baronessen, idet hun hævede Haanden og viste mig Ringen.
Da Thorvaldsen i samme Efteraar kom tilbage bemærkede jeg en Dag, da jeg arbejdede hos ham, til min Overraskelse at han dog endnu bar denne Ring, og da jeg nu vel kunde begribe at dette kostelige Stykke var copieret, og da det i Museets Interesse var mig om at giøre at vide, hvilken der var den ældste og hvilken den yngste, giorde jeg Thorv, efter at have ledet Talen hen paa denne Ring, det Spørgsmaal om det var den samme, han altid havde baaret; eller om det var Copien? Ligesom lidt ærgerlig med dette, maaske lidt for paatrængende Spørgsmaal, svarede han saa but: Ja vist er det den! at jeg ikke fandt det passende, at yttre mere derom.
Jeg indrømmer meget gierne, at dette Thorv’s Svar paa mit, ham maaske ubehagelige, Spørgsmaal aldeles ikke indeholder nogen paalidelig Bekræftelse Borgen, for at han jo kunde have givet mig dette Svar, blot for at affærdige mig.
Men ved nu atter at see denne Ring og at betragte den igiennem en Luppe, bestyrkes jeg i min Mening, at dette Exemplar er det ægte, ɔ: det som Thorv tidligst og i længst Tid har baaret. Thi denne Ring bærer ikke Spor af at være en nyere Copie, som, da Thorv. døde kun kan have brugt 1½ Aar, men snarere vil man bemærke, at den er afslidt og bærer Spor af at være længe benyttet. At Fru Stampe skal have faae den med en Naal er ridset skrivet Chr. paa Bagsiden af Slangens Hoved, giver efter min Mening ingen Ejendomsret ogsaa til denne, og netop, at dette Exemplar saaledes er mærket, bestyrker mig, thi hvorfor skulde dette være giort med Copien?
Men ihvordan Sagen end forholder sig, saa er det dog vist, at Thorvaldsen har baaret denne Ring i sit sidste Leveaar og i sin Dødsstund. Selv om det da er en Copie af den anden, har den dog en særegen Værdi for Museet og bør efter min Mening bevares der. Og endelig tillader jeg mig den Slutnings Bemærkning, at hvis Museets Bygmester passende burde honoreres med denne Ring, indseer jeg dog ikke at Bestyrelsen passende lader dette skee igiennem Fru Baronesse Stampe.
Jeg haaber at denne min Erklæring vil, førend Sagen endelig afprøves, komme til samtlige d’hrr Bestyrerers Kundskab.