L. Bottcher til Conferentsr. Collin
Rom, d. 14. Sept. 1833.
Høiwelb. Hr Conferentsraad!
De tilgive, at jeg, skiøndt ukiendt, tager mig den ærb. Frihed at tilskrive Dem om en Gienstand, som allerede i nogen Tid har ligget mig paa Hiertet, og som Omstændighederne nu giøre mig det til en Pligt, ikke længere at unddrage Hr Confer.s kraftige Indvirkning, nemlig det af Hr Etatsraad Thorv. her i Rom forfattede Testamente.
Det er D.H.bekiendt, at Hr Thorv. deri indsætter Danmark som Arving til hans herlige Konstsamling, en Skat, som Th. daglig forøger, og som er samlet i en Række af Aar med al den dybe Konstsands, som er ham egen. Saa høilig som denne Beslutning af Thorv. maa glæde alle Danske, saa sørgeligt vilde det være, om hans i denne Anledning opsatte Testament, af Mangel paa en nøie Iagttagelse af Alt, hvad Loven i saa Henseende byder, i Tiden skulde kunne rykkes eller giøres tvivlsomt af de herværende Jurister, der misledt efter hans Død, paa højere Befaling ikke ville undlade at lede efter ethvert ubestemt Ord eller forsømt Form. Desværre behøve de ikke at søge længe, dersom Testamentet beholder sin nuværende Form. Thorvaldsens Beslutning, at giøre sit Testamente modnedes egentlig med hans Datters Forlovelse med Obertsleut. Paulsen, hvis Hensigter han altid har holdt for at være egennyttige og han vilde (saaledes sagde han til mig) sætte disse en Bom. Han bad mig derfor, at opsætte ham de vigtigste Punkter af hans sidste Villie, som jeg med Nød og Næppe bevægede ham til at faae bekræftet af Notarius publicos og i Vidners Overværelse, men, som han siden fortalte mig, ikke blev paatrykt med hans Segl – (han eier intet Signet); ogsaa var Datum udeladt og stemplet Papir ansaa han for ufornødent m.m. og det Hele som Dansk naturligvis Vedkommende aldeles uforstaaeligt. Da han imidlertid –forudsaae- forsikrede mig om, at dette Testament blot skulde være øjeblikkeligt, og at han senere vilde opsætte et nøiagtigere og i det italienske Sprog, hvoraf en Gienpart skulde fremsendes til Danmark, beroligede jeg mig; men da Tiden gik hen uden at Th. yttrede det mindste, begyndte jeg igien, ihvor ubehageligt det end var mig, at berøre dette kildne Punkt; uheldigviis var det kort før Julen, (:1832) og i de Dage, meente Thorv., maatte man ikke give sig af med alvorlige Tanker. Da han omsider mærkede, at jeg aldeles ikke slog Sagen i Glemmebogen, anmodede han mig til sidst om at opsætte ham det Hele paa italiensk, som jeg øieblikkelig giorde, men tog tillige Løfte af Hr Th. at min Opsats paa ingen Maade ordret maatte følges, men blot tiene til en Slags Rettesnor for en dygtig Jurist, som jeg bad ham efter bedste Skiønnende at vælge.
Saaledes stod Sagen, og saaledes staaer den desværre endnu. Saa ofte som det vel lod sig giøre, har jeg senere spurgt Th. om Testamentets Fremgang, men han siger mig, at han endnu ikke er paa det Rene med sig selv i adskillige Smaapunkter, som angaae Gaver til hans Arbeidsfolk. Imidlertid gaaer Tiden, og dobbelt sørgelig vilde Th.s Død blive for enhver Dansk, dersom den nu uventet indtraf. Hans Bestemmelse strax efter Skibets Afgang at reise hiem, uddrager sig ogsaa, Gud veed, hvor længe, og saaledes formindskes det Haab, jeg havde: at denne Sag snart i hans Nærværelse vilde blive drøftet hjemme.
Det er under disse Omstændigheder, at jeg søger min Trøst i d. H.s Kraft og Klogskab, med Bøn om, at De som Thorv’ s Ven og som Danmarks Ven, vilde træffe Forholdsregler der kunde forebygge et muligt Udfald – maaske med skriftligen at yttre Dem desang. til Hr Th. eller paa anden Maade, dog vilde det være mig ukiært, dersom Th. erfarede noget om min Skrivelse. Maaske ængster jeg mig formeget og har utidigen besværet Hr. Confr. med mit Brev, men jeg er sikker paa, at Sagens Natur vil for Dem være min Undskyldning og at De tilgiver den Frihed, jeg har taget mig.
Thorv. er for Øieblikket beskæftiget med at modelere Hesten til Erkehertug Maximilians Ridderstatue, bestilt af Kongen af Bayern og bestemt for München. Han har giort en fortræffelig Skizze dertil og har nu begyndt det store Arbeide med en usædvanlig Iver og Kærlighed. Ogsaa har Anakreon giver ham Stof til en Mængde høist yndige Smaa-Basreliefs, hvoriblandt især Amor bundet af Gratierne udmærker sig. Hans Basrelief Hylas, som røves af Nymferne, og Ulysses som tilkendes Achills Vaaben, hører til det skiønneste fra Hans Haand, men hvad der især vækker udeelt Beundring er hans allersidste Basr. Parcerne, der med dets Tydelighed, Ynde og ( ) Behandling er saa mesterligt, at den paa Selvroes eller yderst ordknappe Th. ved denne Leilighed med elskværdig Frimodighed tilstaaer sin egen store Tilfredshed med sit Arbeide. –
(her følger adskilligt (?) fra Rom)
underskrevet
L.A Bøttcher
