Arkivet, Thorvaldsens Museum

Efter at have modlaget D’Hrr. Executorers Skrivelse af 1ste Marts har jeg paany gjennemgaaet Malerierne og mit Forslag til deres Anordning og tillige gjennemlæst Thorvaldsens Testament og Codicil.
Med Hensyn til den – Giverens – Villie, som de Herrer troe at finde i disse Dokumenter, da maa jeg beklage, at jeg ikke er istand til at opdage den, saameget jeg end ønsker, at der af Giveren havde været opstillet en fast Regel, som kunde have forebygget enhver Misforstaaelse eller Usikkerhed. Selv efter den nøieste Gjennemlæsning kan jeg kun opdage enkelte Vink, der kunne tjene til Veiledning, og disse Vink finder jeg i Udtryk som: “hensigtsmæssig Opstilling”, – “Musæels indre Forskjønnelse” (Cod. § 6), “et hæderligt Monument for dansk Kunst” (§ 7), og i den Omstændighed, at han har valgt en høitagtet Kunstner til at have det kunstneriske Tilsyn. Men disse Vink have for mig en heelt forskjellig Betydning fra den, som fremsættes af de Herrer Executorer. De vise mig, at den ædle Giver heller ikke her har fornægtet sig, men at hans Tanke har været, at ogsaa Anordningen skulde bidrage sit til, at Musæet kunde vise sig som en kunstnerisk Heelhed.
Med Hensyn til Malerisamlingen da er den sammensat af høist uligeartede Deele:

1. Ældre Malerier. Omtrent et Dusin af disse har jeg seet hænge paa hans Vægge i Rom. Det var de samme Billeder, som endnu danne Eliten i denne Række. Men det betyder kun saare lidet, og jeg har al Grund til at formode, at den største Deel af dette Udvalg er bleven fortrængt af nyere Malerier. Den langt talrigere Rest maa have stukket i Krogene; først her i Kjøbenhavn have disse Billeder faaet Rammer, og, saavidt jeg veed, uden Thorvaldsens Foranstaltning. Det var Skrabet, som fulgte med, fordi det hørte til hans Eiendele og fordi det kunde gjøre Nytte som Fyldegods.
2. Nyere Malerier. Det er denne Afdeling, som giver Samlingen dens egentlige Værd, men der er betydeligt Misforhold mellem dens Omfang og det værdifulde Indhold, som kunde gjøre den kjær for Eieren. Et saadant Misforhold er ingen Sjældenhed desværre, hverken i offentlige eller private Samlinger, og i dette specielle Tilfælde maa man desuden vel erindre sig Samlerens særegne Stilling, hans mangehaande dels collegiale dels venskabelige Forhold til ældre Kunstnere, hans Godmodighed, hans Deeltagelse selv for ganske unge Begyndere, den Pligt, der paalaae ham ved mange Leiligheder at komme til Hjælp og understøtte. Det kan derfor heller ikke undre, ved Siden af aandrige eller dog interessante Værker at mide dels ubetydelige, dels uheldige Arbeider af bekjendte Kunstnere, dels rene Begynderarbejder, Dilettantarbeider, dels endelig en heel Række af Stykker, der aabenbart blot ere Kvitteringer for modtagne Velgjerninger.

Efter ret at have gjort mig fortrolig med Samlingen, stillede det sig som min Opgave, at fremdrage hvad jeg kunde kalde Samlingens Kjærne og sætte den i det fordelagtigste Lys. Jo mere jeg beskjæftigede mig med den, desto tydeligere blev det for mig, at denne Samling tillige havde sin største Betydning ved det Vidnesbyrd, som den kunde give om den universelle Deeltagelse, Thorvaldsen havde skjænket Malerkunstens fleersidige Udvikling i den Tid, han havde levet i Rom. Den æsthetiske Nydelse fik derved et eget Præg, et Udtryk, som ikke vilde møde Besøgerne i vore andre Samlinger.
Med Hensyn til det Rum, hvori Malerierne skulle ophænges, da er Belysningen fortræffelig, og Væggenes dybe, mættede Farver tjene godt til at hæve Malerierne og frembringe Ro. Men Værelserne ere smaae og taale ingen Overlæsning, og Bagvæggene ere – med en enkelt Undtagelse, som jeg foranledigede, – bestemte til saadanne af Thorvaldsens Værker, som ikke andetsteds kunde erholde en passende Plads. Den sidste Betingelse blev jeg alt i Efteraaret 1845 gjort opmærksom paa i et Møde med D’Hrr. Bissen og Bindesbøll, og jeg gik gjerne ind paa den; thi ogsaa efter min Formeening burde der først og fremmest sørges for Thorvaldsens egne Arbeider. Bagvæggene due i Regelen desuden ikke til at hænge Malerier paa.
Det var under saadanne Forhold at jeg i afvigte Foraar begyndte at forberede Ophængningen. Erfaring havde viist mig den store Usikkerhed, som er forbundet med ene at ville anordne Kunstgenstande paa Papiret. Det var derfor at jeg udførte og prøvede heele min Plan paa Skjærme, der havde samme Maal som de tilsvarende Vægge i Musæet, og som vare stillede saaledes, at ogsaa Belysningen blev omtrent den samme som i Musæets Værelser. Først efter saaledes at have gjennemgaaet Væg for Væg (undtagen Bagvæggen i Forsamlingsværelset), og efter at have erholdt Professor Bissens Samtykke, ansaae jeg mit forberedende Arbeide for fuldendt.
At denne Anordning kan varieres paa mange Maader, at en enkelt Væg, et enkelt Værelse kan sammenstilles mere harmonisk, at der selv ved Valget af enkelte Malerier, – dog kun nogle faae, – kan være Spørgsmaal om. hvorfor de ere valgte og ikke dette eller hiint af dem, der nu betragtes som reent tilsidesatte, alt dette indseer jeg meget vel og har ofte følt det under Arbejdet. Jeg har bestræbt mig for at tilveiebringe en harmonisk og charakteristisk Heelhed. Er det ikke lykkedes mig eller har jeg vilkaarlig tilsidesat bedre Arbeider eller foretrukket middelmaadigere, saa lad mit Forslag kun falde, en Anden overtage da dette Værk; thi kunde jeg ogsaa gjøre noget Nyt, jeg kunde dog ikke gjøre noget Bedre. Dette siger jeg naturligvis med Forbehold af enkelte Forandringer , som jeg under selve Ophængningen kunde finde mig foranlediget til at gjøre, navnligen med et Par af Dørstykkerne og med Bagvæggen i Forsamlingsværelset.
Men man ønsker, at jeg skal anbringe flere Malerier, da der er rundelig Plads til flere. Ja, naar man betragter Væggene blot som Flader af et vist Kvadratindhold, naar man underordner Hensynet til Maleriernes Qvalitet. og Sammenstillingens Harmoni. Og desuden, om jeg vilde forandre heele mit Udkast, om jeg vilde gaae ind paa, at faae saamange Malerier ophængte, som jeg paa nogen Maade kunde beqvemme mig til, saa tvivler jeg alligevel meget om, at jeg skulde kunne opnaae et saadant Anlal, som jeg efter Udtrykket i Skrivelsen maa formode, at D’Hrr. Exeeutorer ønske. Derimod er jeg i Forveien vis paa, at det Maal, jeg hidindtil havde havt for Øie, vilde aldeles blive forleilet. Kjærnen af Samlingen vilde tabe sig i Massen af det Middelmaadige!
Var det en Samling af Mesterværker eller vare disse dog det overveiende Antal, saa vilde det indre Kunstværd give Erstatning for det Overlæssede, Brogede i Sammenstillingen. Man vilde beklage, at Rummet var saa utilstrækkeligt, men man vilde ligefuldt lade Samlingens Betydning vederfares Ret. Men ikke engang om de 80 Nummere, som findes i mit Udkast, lader det sig paastaae, at de ere lutter – jeg vil ikke tale om Mesterværker, men blot fortrinlige Arbeider af de Kunstnere, hvis Navne de bære. Og hvor faae af disse Navne venter der vel en større Udødelighed end den, Kunstnerlexikonnet kan give. Skal til dette Antal føies blot det forholdsvis bedste af den øvrige Samling – de 276 Stykker —, saa tør jeg med Bestemthed forudsige, at det Middelmaadige vil faae Evne til ret at falde i Øinene, til at blænde og trætte. Denne Masse har ikke engang kunsthistorisk Betydning, den maa først blive gammel for at vinde en saadan, og den vil kun erholde den paa Grund af sin Alderdom.
Jeg har alt berørt det Udtryk: “Thorvaldsens sidste Villie,” som jeg antager at tale for min Synsmaade. Da han levede, drømte jeg aldrig om at faae Noget at gjøre med hans Samlinger; det faldt mig heller ikke ind, at spørge ham om hans Planer med deres Anordning. Tilfældigvis har jeg dog engang erfaret en flygtig Yttring af ham om Maleriernes Ophængning. Om han havde kunnet realisere den, det veed jeg ikke, men det veed jeg, at den tydede hen paa en kunstnerisk Sammenstilling, aldeles forskjellig fra det, som han var vant til i sine Omgivelser. Kan der overhovedet tvivles om, at den Mand, som havde paatænkt, selv efter sin Død ved Kjøbet af danske Kunstværker at ville reise et hæderligt Monument for dansk Kunst, at han skulde ønske i den Bygning, som skyldes Landsmænds Tak og Beundring, at see hæderlige Kunstværker blandede med Alt det, som øieblikkeligt Lune, personlige Forhold, tilfældige Omstændigheder havde samlet omkring ham i hans daglige Værelser?
Naar jeg henviser til Kjælderen ikke allene som et Magasin, men tillige som et Sted for Opstilling af Kunstværker og saaledes sluttende sig i Eet og Alt til den øvrige Bygning, saa er det ikke et løst Ord, men en veloverveiet Tanke, som jeg udtaler. Allerede i 1845 har jeg til Flere af de rette Vedkommende talt alvorligt herom, og hvad jeg dengang sagde er paa det fuldstændigste gaaet i Opfyldelse. Musæet behøver slet ikke at undsee sig ved Kjælderen. Det er ikke Mængden, som skal herned; det er Kunstnere, Kunstvenner, som i denne Afdeling undertiden kunne ønske at søge Oplysning. En stor Deel af Kjælderen er meget godt belyst; en anden Deel er mørkere og her kan magasineres. Med Forstand og Omsorg lader der sig gjøre Meget for at sikkre Kunstværkerne mod Lidelse eller Undergang; der behøves blot alvorlig Villie og klar stærk Overbevisning om, at Musæets rigtige Indretning og Benyttelse er det første Vidnesbyrd for, at vi forstaae at vurdere Aanden i Thorvaldsens Gave.