– Prof. Heibergs Prolog, som i Tirsdags fremsagdes af Fru Heiberg forinden Opførelsen af Trag[e]dien “Hakon Jarl” ved det kgl. Theaters Sørgefest over Thorvaldsen, er nu udkommen og faaes hos Reitzel for 12 ß. – Ifølge vore Anskuelser, dem vi naturligviis ikke ansee for ufejlbarlige, forekommer det os som en Feil ved dette smukke Arbeide, at det er skrevet i urimede Vers, hvilken Simplicitet netop kan synes affecteret. Naar dog den store Kunstner maatte besynges, mene vi det kun burde være i de strengeste, ædleste, reneste Former. Vi ville imidlertid ikke negte, at Riim, fremsagde paa Theatret saaledes som det nu ofte e[r] Tilfældet, idet Fremsigeren gjør sig al mulig Umage for at skjule, hvad Digteren har haft Uleilighcd med at finde, og man i det Hele taget ikke endnu synes at være enig om, hvorledes rimede vers skulle betones, have mange Modstandere, og at Digteren vel kan undskyldes, naar han gjør Afkald paa Rimet. At Prologen, fremsagt af Fru Heiberg, med Henviisning til den tomme, sortbeklædte Plads i Parquettet, maatte gjøre et dybt og gribende Indtryk, er en Selvfølge. Naar det i Prologen hedder om Thorvaldsen at han stod uantastelig:
“En Gud, en Heros, fra hvis Marmorsider De sløve Pile kraftløst fløi tilbage,
Som selvklog Dadel, huul Bagtalen ellers Er rede til at sende mod den Bedste,” –
saa maae vi, uden videre at lægge smaalig Vægt paa Benævnelsen “Gud”, dog tillade os at være af en noget anden Mening end Prof. Heiberg, idet vi villigen indrømme Sandheden af den sørgelig smukke Atring:
“Er Nogen i din (Kjøbenhavns) Midte nu tilbage, Som smelter dig ved sin Personlighed?” –
thi Thorvaldsen var vistnok ligesaalidt som nogen anden Dødelig – vi kunde gjerne tage Udødelig med – fri for “Pile”. Hvad “selvklog Dadel” angaaer, da er det bekjendt nok, hvilke Stemmer der reiste sig mod hans Arbejder for Tydskland, og i Henseende til “huul Bagtalen”, da have vi allerede tidligere herom ytret os i et Brev, til hvilket vi maae henvise. – En lille Modsigelse er der ogsaa i at spørge, om der ikke fra “de Mure, som vare Vidner til saa haardt et Slag”, vil medklinge en “sagte Sørgegjenlyd”, en “sympathetisk Tone”, naar “Latter bryder ud med Jubel”, og dog til Slutningen ligesom drage i Tvivl ei blot hvorvidt den nulevende Slægt er værdig til “med Thorvaldsen at leve”, men ogsaa hvorvidt den er “værdig til at sørge ved hans Død”.
–––––––––
– Under Titel af “Den danske Billedhugger Bertel Thorvaldsens Levnet, med en udførlig Beskrivelse over Høitideligheden ved hans Liigprocession og Liigs Bisættelse i Fruekirke den 30te Marts. Samlet og udgivet af I. Brandt”, er udkommet et lille Skrift, der med raske Træk leverer en interessant Skizze af Thorvaldsens Levnet efter Thieles store Værk og Trykkefrihedsselskabets lille Skrift, og har det Fortrin fremfor disse, at det supplerer hans Levnet indtil hans Død, altsaa fra 1837 indtil nu, omtaler hans Modtagelse i Aaret 1838, skildrer hans sidste Øieblik, leverer Lægernes Obduction af hans Liig, saavel som den Paragraph af Thorvaldsens Testament, som omhandler alle hans Gaver til hans Museum. Til Slutningen gives en Skildring af Liigprocessionen og hans Liigs Bisættelse i Fruekirke, med de ved denne Lejlighed sungne Sange af Oehlenschläger, H. C. Andersen og Holst. Skriftet sluttes med tvende Digte i Anledning af Thorvaldsens Død. Vi gjøre Enhver, som har interesseret sig for den afdøde store Kunstner, opmærksom paa dette lille Skrift, der, som ovenfor er sagt, i et godt Sprog, giver Underretning om Alt, hvad der vedrører hans Levnet, Død og sidste Villie. Skriftet faaes hos DHr. Boghandlere Høst, Klein, Jæger og Philipsen, samt i Bogtrykkeriet i Stormgaden Nr. 186 for 16 ß.
–––––––––
– Paa Universitetsboghdl. Hr. Reitzels Forlag er nu udkommen “Thorvaldsens Bisættelse”, indeholdende: Prof. Clausens Afskedsord i Academiets Antiksal; H. P. Holsts “Kunstnernes Farvel”; Oehlenschlägers Cantate; Stiftprovst Trydes Tale, og H. C. Andersens Slutning-Chor. – Disse Mindeblade (28 S.) sælges for 16 ß., passende udstyret, i sort Omslag med mat Sølvtittel.
Hvad Trydes Tale angaaer, da finde vi deri hverken nogen “Hegelianer” eller “Pharisæer”, og vi fristes til at antage, “Fædrelandets” Brevskriver har befundet sig et Sted i Kirken, hvor han ikke har kunnet følge Taleren, da det til alle Tider er vanskeligt at høre i dette store Rum, men især paa den Dag, hvor Talen ikke holdtes fra Prædikestolen. Foredraget er cristeligt, forstandigt og hjerteligt, og S. 22–23, læste i Sammenhang, ere ingenlunde nogen “Anklage”, men en ydmyg kristelig Bekjendelse. Naar Taleren derimod i Intimationen appellerer til de Forsamledes skaansomme Dom, da forekommer det os mindre stemmende med den præstelige Værdighed; thi han er her i sin gode Ret og saa at sige paa Embeds Vegne.
–––––––––