Bertel Thorvaldsen.
†
Uventet og smertefri var hans Bortgang; endnu havde Alderdommen ei lammet hans skabende Kraft, ei svækket Glædens Smil eller Taarens Vemod. Hans Liv var som den solklare Dag om Sommeren, hans Død som den sagte Viften i Lunden ved Aftentid.
Han var vor Stolthed; og dog havde hans Vugge staaet saa lavt! Vidt gik hans Ry blandt Fremmede; og dog talede han helst og bedst sin egen Tunge! Stor var den Gave, vi modtoge af ham; og dog havde den haarde Trang fostret hans Ungdom!
Men en mægtig Kraft bar ham paa sine brede Vinger gjennem Livet; det ringe Ler blev under hans Hænder til et dyrebart Klenodie. I Konstens fjerne Hjem, i det deilige Syden, hvor Lauren og Cypressen hæver sig mellem Marmorpaladser, der stod han som en Hersker, hyldet af Fyrster og Stormænd. Men aldrig glemte han Danmarks Bøge; hans Hu og Længsel stod til Fødelandet; at tækkes sine Landsmand var hans Stolthed, at aabne deres Øine, vække deres Sind ved Konstens Tryllekraft var hans Glæde!
Han var Folkets Mand i Ordets skjønneste Betydning, og derfor jublede det ham imøde. Hans Skatte ere gaaede over i Folkets Eie, en hæderkronet Arv, ikke smaalig samlede Liggendefæ. Kraftige Spirer ere nedlagte i dem, og frede vi om dem, som det er vor helligste Pligt, da maae de slaae ud i et Træ, hvis Krone skal brede sig smykkende og varmende ud over Fædrelandet.
Den sølvhaarede, venlige Olding, den store Konstner vandrer ikke længer mellem os. Han er seirende gaaet ud af Livets Kamp. Vil det da vare længe, inden Seiersgudinden ogsaa smykker den Bygning, som rummer hans Gave, som skal gjemme hans Aske?