Christus.
Albert Thorvaldsens Værker til Ære og Minde om den Herre Jesus Christus og hans Apostler, pryde nu Moderens, Vor Frue Tempel. Folket vandrer didhen for at skue Mesterens Værker, de betragtes med Andagt, forlades med Ærbødighed, ihukommes med Beundring og Taknemmelighed.
Det er derfor ikke utidigt, at paamindes det Vidnesbyrd , som en Christi Samtidig har meddelt i følgende[:]
Physiognomisk Characteristik af Christus.
I Spanieren Huart’s “Hovedernes Prøvelse” en Bog, hvis Værd allerede derved er bekræftet, at Tydsklands berømmelige Lessing fandt den værdig til selv af oversætte den, forekommer den physiognomiske Beskrivelse af Christus, hvilken Skildring Proconsulen Publius Lentulus skal have sendt fra Jerusalem til Senatet i Rom. “Der er i vor Tid optraadt en Mand af stor Dyd, ved Navn Jesus Christus, og som endnu lever. Af Folket kaldes han en Sandhedens Prophet, og af sine Discipler en Søn af Gud.*) Han opvækker Døde og læger alle Sygdomme. Han er af middelmaadig rank Statur, og af en behagelig Skikkelse. I sit Ansigt har han noget, som vækker Høiagtelse, saa at Alle, som see ham, maae elske og frygte ham. Hovedhaarene ere nøddegule, og indtil Ørene ere de ensfarvede; men fra Ørerne indtil Skuldrene ere de saa gule som Vox og glindsende. Midt paa Hovedet hæver han en Adskillelse af Haaret, saaledes som Nazarenerne pleie at bære dem. Hans Pande er flad men meget klar. Ansigtet er uden Rynker og Pletter, og af en maadelig Rødme. Næsen og Munden ere udadlelige. Skjæget er tykt, og af Farve ligesom Hovedhaarene, ikke langt, men skildt i Midten. Hans Blik er uskyldigt og stadigt, Hans Øine ere blaae og klare. Naar han straffer, er han skrækkelig; naar han formaner, er han venlig. Han er glad, men tillige sat. Aldrig har man seet ham lee, men vel at græde. Hans Arme og Hænder ere fine. I Selskab er han meget behagelig; men han indfinder sig ikkun sjeldent der, og naar det skeer, er han stille. Kort: efter hans udvortes Skikkelse, er han det skjønneste Menneske, som man kan indbilde sig.
–––––––––
Om Frelserens udvortes Skikkelse.
(Udaf: Nicephorus Callistus ed. Frontonis Ducaci. Lut.
Paris 1630. Lib. I. Cap. 40.)
Hvad vor Herre Jesu Christi udvortes Skikkelse og Skabning angaaer, da var den efter vore Forfædres Udsigende, og alt eftersom Sligt lader sig udtrykke i tungtfaldende Ord, følgende: Han havde et smukt og livligt Ansigt, var en syv Palmer høi. Guldgult var hans Hovedhaar, ikke just tykt, men jævnt kruset; Øienbrynene sorte, [i]kke meget bøiede. Fra hans blaa tindrende Øine straalede en forunderlig Ynde. De vare særdeles gjennemtrængende, Næsen ualmindelig lang, Skjæget guldgult, ikke ganske nedfaldende. Sit Hovedhaar bar han iøvrigt langt, thi ingen Ragekniv berørte nogensinde hans Hoved, som overalt intet Menneskes Haand, undtagen Moderens, og det kun i tidligste Ungdom. Halsen gik jævnt nedad, saa at hans Skabning ikke syntes for høi og for anseelig[.] Hans Farve er den rødligmodnende Hvedes, hans Ansig[t] hverken spidst eller rundt, men, ligesom hans Moders, noget tilsidebøiet og rødmende, udtrykkende Alvor og Klogskab forbundne med Sagtmodighed, saavelsom den Mildhed der aldrig kan gaae over til fuldkommen Vrede. Endelig var han i Alt sin guddommelige og ubesmittede Moder i høieste Grad lig.*)
–––––––––
Christus (ɔ: den Salvede).
hedder Jesus, for saavidt han af de Christne tilbedes, som Guds Søn (og som den anden Person i den guddommelige Tre-Enighed), æres som Verdensfrelser, og som Stifter af deres Religion, der vistnok siden er meget afvegen fra den Ukunstlethed som var hans Villie. — Han blev født i Bethlehem i Judæa, af Maria, forlovet med Joseph en Tømmermand af Davids Slægt, og forfulgt af sine Fjender korsfæstedes han i Jerusalem i sit 33 Aar. Med hans Fødsel begynde næsten alle christelige Folkefærd deres Tidsregning, uagtet at Jesus, ifølge de bedste Undersøgelser, skal være født 8 Aar førend den antagne Tidspunct.
En Pastor Jac. Andr. Brennecke har udgivet “Biblischer Beweis daß Jesus nach seiner Auferstehung noch sieben und zwanzig Jahr leibhaftig auf Erden gelebt und zum Wohl der Menschheit in der Stille fortgewirkt habe. Jesu zu Ehren, allen Theologen zu ernster Prüfung empfohlen.” 2te, verbesserte und vermehrte Auflage 1819. 167 S. 8. Udgiveren troer ikke, at Theologerne have antaget Pastor Brenneckes “Beviis;” derimod vil den Indflydelse som Dr. Strauß’ Værk (og alle Mod- og Med-Skrifterne) om Jesus, frembringer angaaende Troen paa Jesus, og paa Christendommen i hele Verden, være høistindgribende, og af uberegnelige Følger.
–––––––––
Christen.
Den christelige Philosoph er langtfra at erklære: f. Ex. Villiens Frihed for en Skuffelse af Selvkjærligheden — Sjælens Udødelighed for en Indbildning af Kjærlighed til Livet — og Guds Tilværelse, i det høieste, for et fromt Ønske. En saadan, sig kaldende Oplysning er ham meget meer en blot falsk Oplysning, en blot Aands-Luxus, der i Forhold svækker og forvirrer Aanden, jo meer den gjør Fornuften snuere, smidigere, og fiffigere i Begjærlighedens tjeneste. Ham er Gud, Frihed og Udødelighed meer end et blot Postulat af den practiske Fornuft; meer end blot en Gjenstand for den moralske Tro. Han holder sig ogsaa forpligtet til, af theoretiske Fornufts-Grunde, at troe Guds Tilvær, Sjælens Udødelighed, og vor Villies Frihed. Paa denne sin Overbevisning grunder han sit ubrydelige Forsæt, og sin uafladelige Stræben, altid at tænke og handle overensstemmende med Guds Villie, og troligen at opfylde enhver Pligt, som virkeligen paabuden af Gud. Ham er Gud, som Lovgiver, ikke en blot moralsk Idee, men den virkeligen egne Lovgiver, som leder Fornuften til Erkjendelse af hvad der er Ret og Pligt, og derved ti[l]kjendegiver os sin Villie. Han er overbevist om Guds forsyn, og troer Samme, ikke blot som en moralsk Idee. Derfor erkjender han i Jesus virkeligen den, ved hvilken Gud stiftede sit Rige, og som paa det kraftigste har virket, og fremdeles virker, til Religionserkjendelsens Forbedring, og Menneskenes Saliggjørelse. Efter hans Overbevisning fremgaaer ikke Religionen af Moralen, men Moralen af Religionen. Men ogsaa han erkjender Dyden for det Væsentligste i Religionen, og bygger sin fornuftmæssige Tillid paa Jesu Tilsagn: Salige ere de, som ere rene af Hjertet!
–––––––––
Christendom.
Der gives ingen grundigere og fuldstændigere Veiledning, til at opnaae Levnets Visdom, end den er, som den Største af alle Vise — Kants Ord — gav os for mere end atten hundrede Aar siden : “Handl imod Andre saaledes, som du kan ønske, at din Handlemaade maa vorde Rettesnoren for Alle.”
Christenfolk.
–––––––––
Jødeverdenen erkjendte ikke Christus for det, han var: forkastede ham, fordi de vidste ikke, hvad de skulde gjøre med ham. Christenverdenen miskjendte ham ligesaa. Sandhedslæreren tabte de af Syne, og søgte Glorien om hans Hoved; af den levende Fører til Sædelighed gjorde de en død Gjenstand for Tilbedelse; af den fornuftige Menneskehedens Underviser, en ubegribelig Person af Guddommen; af den virksomme verdensforbedrer et forsoningsoffer for Verdens Synder; de lode Dyden af Sigte, og udbredte Navnet: og vel fordi at det Herre-Herre-Sigen er meget nemmere, end at følge Guds Villie.*)
–––––––––
[...]
