Medens man i München imødeseer Thorvaldsens Komme for at overvære Opstillingen af den der i Foraaret støbte eqvestriske Statue af Churfyrst Maximilian og i Rom har seet hans talrige Samling Gibsafstøbninger af de fortrinligste Antiker forlade hans Atelier for over Livorno at blive bragte ombord paa den danske Corvette, der skal hente dem til det Thorvaldsenske Museum ‒ har den endnu saa livs frodige Kunstnergubbe hengivet sig til Nydelsen af vort Sjællands yndige Natur i en Sommer, hvis ualmindelige Skjønhed har vel endog meer end forsonet ham med Savnet af Italiens milde Himmel. Han har, som bekjendt, i den største Tid af Sommeren opholdt sig hos Baron Stampe paa Nysøe og derfra foretaget flere Excursioner, saaledes til Altona, hvor han især glædede sig ved at see den herlige Opstilling af de Skulpturer, Etatsraad Donner eier fra Hans Kunstnerhaand; til Helsingøer og Helsingborg, hvor Indvaanerne af de tvende Nabonationers ved Sundet adskilte og dog saa nær forbundne Grændsestæder have kappedes om paa en værdig Maade at bringe ham deres Hylding. Han har besøgt det grandiose Kullen, der med sine Granitmasser danner den sydligste Pynt af Skandinaviens store Bjergkjæde, og han har nylig gjæstet vort yndige Møen med sine hvide Klinteskrænter. Blandt de Arbeider, der i den sidste Tid ere fremgaaede af hans under alle Adspredelser bestandig over nye Kunstskabelser rastløst rugende Aand nævnes en paa Nysøe modelleret Statue, forestillende Kunstneren selv, støttende sig paa Haabets barnlige Genius. „Jeg har valgt Haabet” ‒ saa fortælles Kunstneren at have yttret sig ‒ „og ikke, som Mange maaskee vilde have fundet mere passende, Erindringen ‒ fordi jeg endnu fast støtter mig til det Haab, at fuldende Værker i min Kunst, som skulle overgaae alle dem, jeg hidtil har leveret.” ‒ Om det stedfundne Møde af skandinaviske Læger og Naturforskere i Gotheborg have vore Dagblade allerede leveret udførlige Beretninger. En mærkelig Omstændighed derved var udentvivl den forholdsmæssig ringe Repræsentation af Naturvidenskabernes Dyrkere i Stockholm og Upsala, og som, efter hvad vi have Hørt, for en ikke ringe Deel skal hidrøre fra, at den berømte Berzelius, der tidligere har yttret sig med megen Interesse for Ideen, aldeles unddrog sig fra at deeltage. Lægevidenskaben var, som man vil have bemærket, talrigst repræsenteret. Det skal derfor ogsaa være saameget mindre stemmende med vore Lægers Ønske, at Valget paa begge Ordførerne ved Mødet i Kjøbenhavn næste Aar faldt paa Naturkyndige (Ørsted og Schouw). Om nogle under Discussionerne indløbne politiske Yttringer af den som Rigsdagsmand og Liberal bekjendte Prof. Cederschjöld og hans „Tilrettevisning” derfor af „Danmarks meest udmærkede Videnskabsmand” tør man vel vente den fornødne nøiere Oplysning.
‒ Ole Bull gav den 11te ds. i Salzburg en Concert til Bedste for Mozarts-Monumentet. Ifølge en Beretning i Augsb. Allg. Zeit, var det Indtryk, han her frembragte, „uden Exempel” ‒ saa uimodstaaeligt henrev han Alle med sig. Som en af Mozarts inderligste, ydmygste Beundrere opfyldte han med Glæde Anmodningen om at indtræde i Comiteen for hiint Mindesmærke og lovede Sagen sin varige, virksomste Medvirkning. Han er derfra reist til Baden-Baden og Frankfurt. Red. af Allg. Zeit. glæder sig ved Haabet om, at han i Efteraaret vil komme til Augsburg. „Den, der kommer i personlig Berøring med Ole Bull,” tilføier han, „og erindrer sig de afskrækkende Beretninger, som engang udbredtes fra Berlin angaaende hans Kunstnerstolthed, vil føle sig dobbelt overrasket ved den simple, elskværdige skandinaviske Natur, som Norden sendte, for at kjæmpe med Paganini om Prisen, ligesom Island, dette ultima Thule, udsendte sin Thorvaldsen for at frarive Sydens meest kunstbegavede Søn Seirens Palme. Normannernes Tider vende tilbage: efter tusind Aars Forløb see vi dem atter optræde som Seierherrer ved Seinen og ved Tiberen.”
