Arkivet, Thorvaldsens Museum

THORVALDSEN

–––––––––

Bertel Thorvaldsen er födt 19de November 1770 i Kjöbenhavn. Hans Fader, Islænder af Herkomst, var Billedskjærer ved Holmen; Moderen, Karen Grönlund, var en Præstedatter fra Jylland. De fattige Forældre kunde ei anvende Meget paa hans Opdragelse; men da han röbede Anlæg til Tegning, kom han dog i Kunstakademiets Skoler uden Betaling. Her arbeidede han nu med ufortröden Flid og saae sine Bestræbelser lönnede, da han 1787 vandt den mindre Sölvmedaille og 2 Aar efter den store. Og ligesom han efter Evne sönligt stræbte at forsöde sin gamle Faders Kaar, saaledes tog ogsaa det algode Forsyn sig faderligt af ham ved at tilföre ham saadanne Mænd, der vidste at udvikle og frede om hans fremblomstrende Talent. Saaledes blev Historiemaleren Abildgaard opmærksom paa den syttenaarige Yngling, der allerede to Gange havde vundet Palmen, og han bidrog ikke lidet til at luttre hans Sands og skjærpe hans Blik. Og da Thorvaldsen 1791 vandt den mindre Guldmedaille, kom han i Berörelse med den fortrædelige Christian Reventlov, Statsministeren, der forskaffede ham baade Penge og Erhverv, indtil en videre Udsigt aabnede sig for ham, da han 1793 fik den store Guldmedaille (Opgaven var: Apostl. Gjern. Peter helbreder en Værkbruden ved Templet) og derved havde Adkomst til Reisestipendiet. Dog, skjöndt han allerede tidligere ved gode Bögers Læsning havde sögt at befordre sin Dannelse, var der alligevel Meget tilbage for ham at indhente. Hans Reise blev derfor udsat i nogle Aar, og först 1796 gik han ombord paa et Orlogsskib, efterat den trofaste Sön til Afskeed havde bragt sine Forældre nogle sammensparede Dukater. Han savnede vist ei den bedste Velsignelse, da han forlod sit Fædreland!   
Reisen var besværlig. 1797 kom han til Neapel og först den 8de Marts stod han i Rom, i Kunstens forjættede Land. Her traf han den lærde Archæolog Zoega, hvis Raad og Veiledning han benyttede; dog da Zoega blev ham for vanskelig at tilfredsstille, arbeidede han herefter uden Vidner. Paa sine stille Vandringer mellem Verdens berömteste Mindesmærker, i sit eensomme Hjem med Phantasiens Syner for sit drömmende Blik fölte han sig gjennemströmmet af en ny Aand, der förte ham det fuldendte Ideal imöde, og gav ham Rolighed og Kraft til at forstyrre sit eget Værk, saa ofte han ei deri troede at gjenfinde Idealets Træk. Han har selv sagt om denne Tid, at da töede Sneen ham bort fra Öinene. Hurtigt svandt de 3 Aar hen for hans rastlöse Stræben. Da nu Hjemreisen stundede til, da stod i det beskedne Værksted hans Jason færdig i Gibs i overmenneskelig Störrelse, — Jason, som henter det gyldne Skind! — et træffende Billede paa den lykkelige Kunstner, der saae sin stolteste Dröm i levende Virkelighed! — Hvor maa ikke Hjertet have brændt i ham, da man i Rom, i Kunstens Stad, strömmede skareviis til og beundrede de klassiske Former og den gjenopstandne græske Kunst i dens hele Reenhed. Men Ingen tænkte paa at understötte den ædle Kunstner. Afreisen var allerede bestemt. Da traadte den rige Englænder Hope, Dagen för, ind i Værkstedet for ogsaa at see det beundrede Værk. Det fandt hans Bifald, og i Samtalens Löb spurgte han, hvor Meget denne Statue vilde koste at udföre i Marmor. “600 Zechiner” svarede den beskedne Kunstner, som var lykkelig, naar han blot kunde komme til at udföre den. “Det er for lidet” svarede Hope, “jeg giver Dem 800 Zechiner og vil strax sætte Dem istand til at begynde Arbeidet.” Thorvaldsen blev i Rom! Og hans taknemmellige Hjerte har oftere ladet ham yttre, at uden Reventlov og Hope vilde han aldrig været bleven til Det, han er. Fra nu af voxede hans Ry og udbredte sig fra Land til Land. Allevegnefra strömmede Bestillinger til ham, og i hvert et Værk, han fuldendte, reiste han sig et nyt Hædersminde; og da han 1819 gjensaae sit Fædreland, var det som den verdensberömte Danske, dobbelt elskelig ved det kjærlige, trofaste Hjerte, han uforandret havde bevaret. Opholdet i Kjöbenhavn var en Række af Festdage, der fortsattes i Tydsklands Hovedstæder, som han besögte paa Tilbagereisen til Rom. Her var han tidligere bleven udnævnt til Professor ved Academia di St. Luca, og som en Fader tog han sig af de mange Kunstnere, der flokkedes om ham, og som ved Tanken om, Hvad han har været dem, vistnok have Anledning til at nedbede Hjertets bedste Velsignelse over deres faderlige Ven. — Hans Værker smykke nu hvert et Sted i Europa, hvor Kunsten er i Ære. Som de berömteste Arbeider nævne vi: Bacchus, Venus, Mars, Mercur og Adonis, den magelöse Frise Alexanders Triumphindtog i Babylon og de mange beundringsværdige Basreliefs. Hertil komme hans prægtige Monumenter over Poniatowsky, Nicolaus Copernicus (Warschau), Hertugen af Leuchtenberg, Maximilian af Baiern (München), Conradin af Schwaben (Neapel), Guttenberg (Mainz), Byron (London), Schiller (Stuttgard). Selv Monumentet over Pave Pius VII blev betroet til ham, skjöndt en Lutheraner! Et Vidne om Geniets Seier over Fordom og alle smaalige Hensyn. Men om hans dybe christelige Gemyt havde ogsaa hans Jesus og Apostlene aflagt Vidnedsbyrd for Alverden. — Aar ere siden henrundne! Han er smykket med Ære og Hæder, — hans Kaar ere heelt forandrede; men ikke har han glemt Danmark. Efterhaanden har han hidsendt flere af sine Værker deels i Marmor, deels i Afstöbninger. For at skaffe disse Sted har der dannet sig en Forening af Landets bedste Mænd, som af Medborgeres patriotiske Bidrag snart vil sættes istand til at indrette en ved kongelig Gave skjænket Bygning ved Christiansborg Slot til “Thorvaldsens Musæum”, — hvorimod Kunstneren har erklæret, at han skjænker alle sine Værker, forsaavidt de ere i hans Besiddelse, og alle sine Kunstskatte til Staden Kjöbenhavn. Et saadant sönligt Hjerte har han bevaret for sit Fædreland. Han er nu i vor Midte! — Den 16de September 1838 bragte en Orlogsfregat ham hertil. Den var bortsendt for at modtage den Hædrede i Livorno. Tusinders Jubel modtoge ham, da han steeg i Land ved Toldboden. Man spændte Hestene fra hans Vogn og en begeistret Skare trak den til hans Bolig paa Charlottenborg. Siden denne Dag har han faaet utallige Pröver paa sine Landsmænds Beundring og Kjærlighed. Kongen har udnævnt ham til Conferentsraad ligesom tidligere til Direktör for Kunstakademiet. Fest paa Fest har vinket ham ind i Kredsen af Danmarks hæderligste
Mænd. Det er stærke og skjönne Baand, med hvilke det hele Folk har bundet ham til sig. Dog længes vist den raske Olding tilbage til sit vante Attelier. Men det er vort ivrige Önske, at han siden ikke vil nægte sit taknemmelige Födeland at gjöre hans sidste Dage blide og flette Krandsen om hans hvide Lokker.

br>

–––––––––