Asken Ygdrasil eller Menneskelivets Træ.
(Slutning.)
–––––––––
Imidlertid, saa rimeligt det er at falde paa den Tanke, at Ydrasil skal forestille hele Menneskeslægtens Stamtræ, og saa naturlig Forklaringen af de tre Rødder og alle Dyrene i Træet o. s. v. kan falde; saa er jeg dog tilbøielig til at tro, at det snarere er en anden Idee eller Forestilling, som den gamle Billedskærer egentlig og fornemmelig har villet betegne. Det gaaer nemlig slet ikke anderledes til med hele Menneskeslægten end med hvert enkelt Menneske; og naar vi nøie ville agte paa, hvad vor egen Erfaring og hvad Historien siger os, ville vi finde, at i hele Menneskeslægtens Historie gjentager sig saa at sige i det Store det samme Liv, jeg mener det samme indvortes eller aandelige Liv, som vi selv føre. Jeg formoder altsaa, at Digteren egentlig har villet give os et Billede, som ret klart og tydeligt kunde fremstille Det, som ifølge Naturens Orden yttrer og rører sig i os Alle. Men i det han gjorde det, kunde han ikke undgaa, med det samme at give et Billede af hele Menneskeslægtens Liv, fordi dette er i det Store og Vidtløftige akkurat det Samme, som hiint er i det Smaa. Thi enhver af os har jo denne tredobbelte Rod i sig, der giver Næring og Safter til vor Villie, vore Tanker og Følelser, saa at hverken Menneskekjærligheden eller Egennytten eller Dorskheden er ubekjendt for nogen af os; men unægtelig har hos enhver af os allerede ganske tidlig den ene af de tre Rødder fremfor de andre udøvet sin Indflydelse, saa at den især har bestemt vort Livstræes Vækst og Retning, uden at de to har kommet til at virke betydeligt derpaa. Idet jeg derfor gjerne indrømmer, at Asken Ygdrasil meget træffende afbilder Menneskeslægtens aandelige Liv; saa antager jeg dog, at vi ved dette Billede egentlig have at tænke paa hvert enkelt Menneskes indre Liv. Vi ville ogsaa finde, at alt Andet, hvad der ved dette Træ er at forklare, let og simpelt lader sig udtyde i Overeensstemmelse hermed.
Ørnen med Høgen imellem Øinene. Endnu see vi tit en Ørn i fyrstelige eller adelige Vaaben, og vi høre ofte, at Digteren ligne den Mand, som er fuld af store og modige Planer, ved en Ørn i dens høie Flugt. Der er da intet Spørgsmaal om, at Ørnen ogsaa i dette Billede skal betegne den menneskelige Aand, naar den hæver sig høit over Livets Smaaligheder, og kun sysselsætter sig med Menneskehedens store og vigtige Anliggender. Høgen, den kloge, skarpseende Rovfugl, der ikke taber sit Maal af Sigte, men med Sikkerhed slaaer ned paa det i rette Øieblik, betegner meget klart, hvorledes den Mand, som forfølger store og dristige Planer, vel er hævet over og ligesom ligegyldig ved andre jordiske Ting og Gjerninger, men dog bestandig har et skarpt Øie for Alt, hvad der vedkommer den Gjerning, han har foresat sig at udføre. Hvor underligt og hvor lidet smukt vi end maa finde det, at anbringe en Høg imellem Øinene paa en Ørn, saa maa vi dog give den gamle Billedskærer Ret i, at naar Menneskeaandens høie Flugt, eller om vi heller ville kalde det Menneskets Begeistring, ikke skal blive til et tomt Sværmeri, men virkelig bære Frugter for Menneskene, saa maa dette klartseende Blik for hvad der kan befordre eller forhindre vor Plan ikke mangle. Alle store Mænd, hvor liden Verdensklogskab de end ellers besidde, ere ogsaa altid kloge paa Det, der vedkommer deres egentlige Livsgjerning.
De fire Hjorte, som afbide Træets Knopper, forestille upaatvivlelig Menneskenes heftige Lidenskaber, som fortære de Livskræfter, der, saa længe vi leve, altid paa ny skyde frem. Tallet fire er rigtigt valgt; thi naar vi betragte de Mennesker, som falde i Lidenskabernes Vold og blive deres Offere; ville vi stedse finde, at det enten er Vellyst (jeg mener hermed enhver Graadighed paa Livets sandselige Nydelser) eller Gjerrighed eller Herskesyge eller Ærgjerrighed, der fortærer den Livskraft, der kunde og skulde været anvendt til ædlere Formaal. Skjønt jeg ikke her vil søge at forklare Betydningen af Hjortenes Navne, fordi jeg ikke med fuld Sikkerhed kan angive den, maa jeg dog bemærke, at Ordene synes at tyde paa noget Søvndyssende Indknibende, noget Rasende eller Forstyrret, hvilket meget godt stemmer overeens med de forskjellige Maader, hvorpaa de anførte Lidenskaber meer eller mindre forspilde Menneskets Kræfter.
Vi komme til Egernet. Da den fører Snak imellem Dragen og Ørnen, seer den ud som Fristeren til det Onde, og Navnet Ratakost kan ogsaa bedst betyde en Frister. Selv den Bedste og Ædleste har Tider, i det mindste Øieblikke, da han ikke kan undlade at laane Øre til den Stemme, der kalder det Daarskab, aldrig at unde sig selv nogen Glæde eller Hvile, men uden Ophør udsætte sig for Kamp og Møie og Menneskenes Fjendskab.
Dette Træ vil frønde og trøste; thi det har staaet længe i Verden, udsat for alskens Veir; ogsaa vedbliver Nidhøg uafladelig at gnave paa Roden. Hvad holder det da vedlige, at det ikke gaaer ud eller dog ynkeligen trives? Den gamle Digter siger, at Urd jævnlig stænker det hellige, grødefulde Vand fra sin Kilde over Træets Krone, og at dette frelser Træet fra at dø ud. Altsaa: Menneskeslægten, uagtet de Onde uophørlig arbeide paa at ødelægge dens egentligste Livsrod, uagtet vore Lidenskaber fortære mangen herlig Spire, uagtet Tiden og Alderen gjør stiv og tør — staaer dog i sit aandelige Liv stærk og kraftig, og forynges og forfriskes endnu bestandig ved Hjælp af Urds hellige Kilde. Hvad meente den gamle Sanger med denne Kilde? — Læser, det kan Du bedst besvare dig selv. Thi ingen uden du selv kan sige, hvad det var, der forfriskede din Aand, naar den sløvedes, og oplivede dit Mod, naar det var sunket: om det var Synet af den Ædles Liv, eller Ordets Magt i Talerens Mund, eller Konstnerens træffende Billedsprog, eller Guds egen Stemme i dig, der aabnede den Begeistringens Kilde, som hviler i din Sjæls Dyb. Maaskee du kun sjælden følte dens Væld, men naar den strømmede ud i dine Aarer, udgjød der sig et nyt Liv over dig, saa at dit Mod blev atter friskt, dit Haab trygt, din Villie stærk, din Lyst brændende, din Forstand blev atter lys og dine Sandser skarpe — og du stod der, ligesom opvaagnet af en Dvale, atter beredt til at bære enhver Byrde, som Skjæbnen vilde lægge paa dine stærke Skuldre, og til at gaa i Kamp med den Fjende, du nu ikke mere frygtede. Du kjender altsaa Urds hellige Kilde i dit Hjerte, og veed af egen Erfaring, at saadanne Begeistringens Øieblikke ere frugtbare for dit Liv i lang Tid. Men som det gaaer med dig, saaledes gaaer det med det Folk, hvortil du hører, med hele Menneskeslægter, hvoraf du er et Medlem. Ogsaa Folkenes Liv, ogsaa Menneskeslægtens Liv har sine store Øieblikke, da Begeistringens Væld aabnes og den hellige Strøm udgyder sig, saa at Aandens Liv slaaer med sundere og stærkere Pulsslag. Det er, naar Historiens store Mand virke, og ved deres Livsgjerninger minde Verden om, at Aandens Liv, snart i den ene, snart i den anden Retning, maa holdes vaagent.
Min Læser, een af disse Menneskeslægtens Velgjørere er den Thorvaldsen, af hvis Liv jeg tidligere i dette Blad (Nr. 16 og 17) har meddeelt dig nogle Træk. Stadig øste han af Urds hellige Kilde, og gød over Menneskeslægtens aandelige Livstræ. Du vil maaskee sige; at aldrig faldt nogen Draabe paa dit Blad, naar han vandede det store Stamtræ, med andre Ord, at du aldrig faae nogle af hans Billeder, eller, om du faae dem, ikke følte Livet derved røre sig inden i dig. Men, min Ven, om end vor Herre nægtede dig Øie for Aandens Aabenbarelser i Billedhuggerens Konstværker (thi mangfoldige ere de Veie, ad hvilke Aanden naaer til vor Sjæl), saa blive disse dog ikke uden Frugt for dig. Thi i mange Andre vækkes Aanden ved Synet af Thorvaldsens vidunderlige Billeder, og efter Skaberens Villie er nu eengang hvert Menneskes Liv saaledes sammenvokset med hele Slægtens, at naar Sundhed eller Sygdom udbreder sig i nogen Deel af samme, yttrer dette nødvendig sin Virkning paa hvert enkelt Menneske.
Jeg har nu viist dig et Billede, som i over tusinde Aar, har været glemt, men som i gamle Dage fandtes allevegne i Norden, og som dine gamle hedenske Forfædre ofte betragtede. Finder du Behag i Billedet, saa hæng det op i din Stue, og siig som de ædle Kæmper, fra hvem du stammer: Ogsaa jeg soler den tredobbelte Rod i mit Hjerte, baade Spiren til det Ædle og til det Onde og til Dorskheden; jeg kjender ogsaa Fristeren, der vil standse Aandens Flugt; heller ikke er jeg fri for de fortærende og forstyrrende Lidenskaber; men jeg har ogsaa fornummet Urds Kilde i min Sjæls dybe Grund, og ved dens hellige Vande skal jeg holde min Aands Livstræ friskt og grønt.
–––––––––