Arkivet, Thorvaldsens Museum

‒ Det kunde ikke være os uventet, at „Kieler Correspondenzblatt” vilde tage til Gjenmæle imod vore Bemærkninger i Anledning af dens Courtiade imod det Thorvaldsenske Museum; det har nu i sit Nummer for 5te April ladet os og Verden vide: „Das Correspondenz- Blatt hält Stand”, ja at dens „Ansprache” ikke blot har „udtømt Sagen saaledes, at der ikke mere er noget at tilføie”, men at den ogsaa er „et Skud som er Hørt og forstaaet i hele Landet, i enhver Bondeby”, et „Dolkestød, der er trængt ind i Hjertet”, saa at „det store Embryo” er død deraf, saa at det endnu kun kan give „et Dødsuk” fra sig, men aldrig mere vil kunne reise sig igjen. Man seer, at Forfatteren selv er overvættes tilfreds med sin Artikel; denne Epilog er lige saa høitravend e, som Bebudelsen var det. Et Incidentpunkt kunne vi afgjøre meget kort. ‒ Forf. erklærer vor Bemærkning, at den bedste Trediedeel af hans Artikel ordret er oversat af Courrier, og Resten tilskaaren efter dennes Model, ‒ altsaa at den efter sædvanlig Sprogbrug er et Plagiat, der her er saa meget mere beklageligt, som det har forledet til en skjæv Fremstilling af Sagen, og altsaa til en forfeilet Polemik ‒ denne vor Bemærkning erklærer han for „eine abgeschmakte, wider besseres Wissen vorgebrachte Anschuldigung”, for „eine Unwahrheit.” ‒ Vi give denne Beskyldning tilbage, med Undtagelse af Sigtelsen for ,,forsætlig” Usandhed, som vi ikke engang som Retorsion kunne beqvemme os til at bruge, og henvise Alle og Enhver til den af vor ærede Vederpart citeerte Tale af Courrier. ‒ Hvad selve Sagen angaaer, da tør man naturligviis ikke i saa Henseende gjøre store Fordringer til en Artikel, der erklærer, at Materien alt er saa fuldkommen udtømt, at der ikke kan tilføies noget; men et Bidrag til Forstaaelsen af Polemikens Tendents, vil man dog kunne finde deri. Vel hersker der i saa Henseende et betydeligt Vildrede; men uagtet der forsikkres., at Polemikken ikke er rettet mod det dansse Folk, at tvertimod Jyderne maatte have samme Grund til at modsætte sig denne Sag, som Slesvig-Holstenerne, saa skinner dog Meningen tydelig nok frem, naar der paa andre Steder tales om „en Nationalitetens Modsætning”, om at man vil paatrænge dem „dänisches Wesen”, at man vil paasnakke dem „ein dänisches Nationalunternehmen als holsteinisch-volksthümlich”, at dette fra „Fremmede” komne Project derfor ogsaa strax blev dadlet i Kiel, „dessen Bewohner stets dem Danismus abhold gewesen” o. s. v, o. s. v. Det glæder os ved vore Bemærkninger at have bragt vor ærede Collega til at frigjøre sig for den „Schonung”, der hidtil har holdt ham tilbage fra at tale reent ud; thi i den tidligere Paullouisade stod ikke et Ord om Dansk og Tydsk. Der gaves Tingen Udseende af, som var det en demokratisk Opposition mod en royalistisk Hofentreprise, og da vi nu ikke kunde være tjente med at gjøres til Haandlangere for en saadan, saa skyldte vi vor egen demokratiske Ære at vise, hvor ugrundet denne Sigtelse var, at vise, at vi ikke havde begaaet noget Forræderi mod vore Grundsætninger, ved efter ringe Evne ar understøtte Sagen. Havde „Kieler Correspondenzblatt” derimod bekæmpet Sagen som Dansk, da vilde vi vel have beklaget Tilværelsen af en Animositet, der endog søgte at skaffe sig Luft ved saa upassende Lejligheder, men vi skulde sandeligen ikke have spildt et Ord paa, at retfærdiggiøre os for at ynde og forsvare et Foretagende, uagtet det er Dansk. Vi ville ikke haabe, at det i alle Holsteneres Øine er en Feil, at noget er Dansk, at det ikke er det i vore (og heller ikke i Jydernes), er vel en Selvfølge. Polemiken havde i alt Fald da kun været reent holsteensk, kun for Holstenere, og altsaa os uvedkommende ; thi vi mene, som vi tidligere have bemærket, at det ene maa være Holstenernes Sag, om de ville tilegne sig Deel i dette Foretagende, eller ikke. De iblandt dem, som kun ville have Konge og Fiende tilfælles med os, og som betragte os som „Fremmede”, ville naturligviis heller ikke have Thorvaldsen tilfiles med os; men, som sagt, det blive deres egen Sag. Kun fordi „Correspondenzblatt” med universelle Grunde angreb „det store Embryo”, kun fordi det vilde gjøre dette til et Foster af Servilitet, af Aristokratisme, af Hoffet kun derfor maatte vi for vor egen Selvopholdelses Skyld tage til Gjenmæle. Dette Dolkestød, som „der mächtige Geist des deutschen Rationalgefühls” her har ført mod „das dänische Wesen”, bringer os forresten til at huske paa en lille Notits, som alt i flere Dage har ligget paa vort Bord, men som nær var bleven glemt, at nemlig den af en stor Mængde herværende Musikere givne Concert til Fordeel for det Æresminde, der i Salzburg i Erkehertugdømmet Østerig skal oprettes for Mozart, har indbragt 1200 Rbd., der med det første ville blive afsendte til Bestemmelsesstedet.