S c u l p t u r.
Gutenbergs Mindesmærke af Thorvaldsen.
–––––––––––
Det vil uden Tvivl være de Fleste af Kunstbladets Læsere bekjendt, at Byen Mainz for ganske nylig har høitideligholdt Firehundredaars-Festen for Bogtrykkerkunstens Opfindelse, en Fest, der vel i Ordets ædleste Forstand er Oplysningens store Folkefest, en Fest for alle Civiliserede og Dannede, hvad Sprog de end tale, og ikke blot en temporair eller national Høitid, feiret af en enkelt By for taknemmeligt at ihukomme et Navn, der har bragt dens Berømmelse over hele Verden. Vidtløftige Programmer for Festen vare udstedte længe i Forveien. I tre Dage, den 14de, 15de og 16de August gjenlød Byen af Lystighed og Jubel. Glimrende Processioner, Fakkeltog, Oratorier, Væddefarter paa Rhinen, Illuminationer, Baller, Operaer, Sange og Taler afløste hverandre. Men det skjønneste Moment i Festen var det Øieblik, da Mindesmærket for Gutenberg, under Paukernes og Trompeternes Klang, afsløredes for den forsamlede Mængde, dette Monument, om hvilket Thorvaldsen selv d. 8. Julii 1834 tilskrev Gutenberg-Comiteen fra Rom: “Jeg har nu fuldendt et Arbeide, der for mig har havt en ubeskrivelig Interesse, og jeg tør sige, at hvis sand Kjærlighed til sin Gjenstand indvirker fordelagtigt paa et Arbeides Fuldendelse, saa vil Monumentet ikke være sin ædle Bestemmelse aldeles uværdigt.” Af dette Monument ere to lithographerede Blade (Leipzig i Glogau, C. Flemming) for nyligt hidsendte, hvoraf det ene forestiller Gutenbergs Statue i Mainz, det andet to Basrelieffer til den dertil hørende Piedestal; de give en god Forestilling om dette høitpriste Værk, om man end ikke deraf kan uddrage en selvstændig Dom. En kraftig, mandig Skikkelse staaer for Beskueren i en alvorlig og rolig Stilling. En lang, folderig Kjole med Peltskrave, fortil vidt aabnet, falder i store Linier ned fra Skuldrene og tilsteder en friere Betragten af den ædle, veldannede Figur. Den høire Haand, der synker ned, holder nogle Bogstaver og Stempler; i den venstre, der hviler over Brystet, er lagt den hellige Skrift. Hovedet er bedækket med en lille Peltshue; et langt, tvedeelt Skjæg flyder fra Hagen ned over Brystet. Hele Skikkelsen bærer Præget af mandig Alvor, og i Liniernes vexlende Forhold og Harmonien mellem de enkelte Dele udtaler sig en skjøn Rolighed og Reenhed, der tiltaler Beskuerens Øie og maa efterlade sig et velgjørende Indtryk. I Berliner Museum findes af Redacteuren, Dr. Kugler, endeel Udsættelser og Anker over dette Arbeide, der imidlertid ere for vidtløftige, om de end ikke vare for latterlige, til at gientage her. De vigtigste indskrænke sig til, at da man veed om Gutenberg, at han har været af patricisk Familie og havt Hang til Grublen og Speculation, burde denne “Vornehmheit des Geschlechts und des Geistes“ og en større Hang til det Phantastiske været udtrykt i Gutenbergs Skikkelse. (Man erindre Tydskeren, der for endeel Aar siden var vred over, at Schillerstatuen saae ligefrem for sig, og ikke vendte Blikket sværmerisk imod Himlen.) Heldigviis er det ikke svært at finde Aarsagen til disse Angreb, thi Redacteuren er just ikke forsigtig i at dølge den. Han siger nemlig i Slutningen af sin Artikel:
“Jeg kan ikke slutte, uden at tilføie endnu en Bemærkning. Jeg har allerede tidligere (d. A. Nr. 26) udtalt mig om Udførelsen af tydske Mindesmærker og udviklet det Usømmelige i at overdrage disse til andre Kunstnere end Indfødte. Thorvaldsen er en af dem, hvem saadanne Arbeider allerede oftere ere overdragne, eftersom man i den store Islænders vistnok velfortjente Berømmelse troede at finde tilstrækkelig Grund til at lade Valget falde paa ham. Men netop hans Gutenberg-Monument tyder hen paa, at just saadanne Arbeider ikke egne sig for ham; og til de tidligere omtalte Anker over Gutenberg-Comiteens Fremgangsmaade, kommer nu ogsaa den: at have forbigaaet fædrelandske Mestere, der i den monumentale Plastik allerede have leveret saa meget Fuldendt og Fortræffeligt, og ved en upatriotisk Fremgangsmaade ikke engang at have tilveiebragt det Fortrinligste, man under andre Omstændigheder kunde opnaaet.”
