Arkivet, Thorvaldsens Museum

– Hr. Adjunct C. Paludan-Müller har i disse Dage ogsaa udtalt sig om Museet for Thorvaldsens Værker og tvivler ikke om Nytten af et saadant Museum, fordi man kunde befrygte en eensidig Indflydelse af Thorvaldsens Arbeider paa de unge Kunstneres Dannelse; men han mener tillige, at Nytten af det omtalte Museum maa betragtes fra et høiere, saa at sige, politisk Standpunkt, hvorfra den ikke kan være tvivlsom. Om den Meniug, at Udførelsen af et saa kostbart Arbeide ikke kan tilraades paa en Tid, da baade Staten og de enkelte Communer ere besværede med meget tunge Byrder, yttrer Forfatteren sig saaledes: “Men” – siger han – “det er hverken Staten eller Communerne, man har anmodet om Bidrag til Museet, men private Folk. Folket og Staten ere vel uadskillelige, men dog ikke identiske; kun en Deel af Folkets Kræfter kræver Staten i Tider, hvor dens Tilværelse ikke er truet af nogen overhængende Fare. Den hverken kan eller vil forlange, at Borgerne skulde undlade at understøtte gode og skjønne Foretagender, fordi ogsaa den kunde bruge de Midler, der anvendtes paa dem. Skal Folket naae den høiere Udvikling, som Staten selv gjør store Offre for at fremme, maa den lade Borgerne beholde saa mange Midler til fri Brug efter deres eget Tykke, at de indenfor den Kreds, Staten værner for dem, ved selvstændig Virksomhed kunne understøtte dens Bestræbelser; det maa være den selv kjærkomment, at Borgerne med de Midler, som den ikke kan forhindre dem i at anvende paa blot sandselige Nydelser, udføre Foretagender, som den selv maatte ønske at sætte i Værk, dersom den kunde undvære Midlerne dertil. Der gives vistnok mangfoldige Foretagender af største Vigtighed for et Folks Vel, som ene kunne udføres ved private Foreninger af Borgerne. Man betænke blot, hvorledes England blomstrer ved ben Aand i Folket, der driver de enkelte Borgere til selv og med egne Kræfter at udføre de nyttigste og skjønneste Værker; mon dette Land vilde staae paa saa høit et Trin, dersom de Private vilde bringe deres Overflod som Gaver til Statens Kasser istedetfor at anvende den til Veie og Canaler, Universiteter og Opdagelsesrejser? At ogsaa det danske Folk har de vigtigste Opgaver at udføre med private Kræfter, vil næppe Nogen benægte. Det er kun naar det gjælder om at forsvare Statens, og med den Folkets, Selvstændighed, at Borgerne ere forpligtede til at opoffre Alt for Staten; i Stater, der, som Nutidens, ere grundede paa en ganske anden Anskuelse af Menneskelivet, end Sparta og Rom, vilde det under almindelige Omstændigheder være ligesaa ufornuftigt som umuligt at gjøre den Fordring gjældende, at Folket skulde opoffre alle sine Kræfter ene og alene til Statens Tjeneste. Det er maaskee den bedste Virkning af den byrdefulde Gjæld, hvorunder Europas Stater sukke, at Folkene drives til at udføre med egne private Kræfter hvad de kunne have Gavn og Glæde af.” Endvidere ytttrer han sig saaledes om den Mening hos Borgerne i Provindserne, at Kjøbenhavns Velfærd ikke vedkommer dem: “Borgerne i de mindre Kjøbstæder bedrage sig selv, dersom de troe, at de kjøbenhavnske Borgeres Velfærd er enten skadelig eller blot ligegyldig for dem. Lad Kunster og Haandværk, Handel og Industrie blomstre i Kjøbenhavn, saa vil ganske vist enhver af de andre Kjøbstæder og enhver Mand i dem, der jo middelbart etter umiddelbart alle hænge paa det Nøieste sammen med Hovedstaden, faae sin Part af Fordelen, om endog ofte paa en saadan Maade, at den mindre Dannede ikke strax kan indsee, ad hvilken Vei den kommer. Ethvert betydeligt Arbeide vil bringe Haandværkerne i Kjøbenhavn paa et høiere Trin, og dette vil spores i hele Landet. Hvor meget har ikke Christiansborg Slots Bygning virket i den Henseende? jeg tager ikke i Betænkning at paastaae, at f. Ex. den langt bedre Smag i Steenhuggerarbeide, som har viist sig i de senere Aar, og som Landets Bygninger og Kirkegaarde kunne give Enhver de meest iøinefaldende Beviser paa, fornemmelig skyldes denne Bygning.” (Hempels og Thomsens Av.)