Arkivet, Thorvaldsens Museum

Fra Thorvaldsens sidste Ophold i Kjøbenhavn anføres følgende skjønne Karakteertræk. Ved Indgangen til Charlottenborg traf han endnu den samme Portner, ved Navn Jørgen, som i hans Barndom saa mange Gange havde sladdret og spøget med den lille Berthel. Med Hatten i Haanden og det graa Hoved ubedækket træder i Porten den 77-aarige Olding frem for den store Konstner, som er Gjenstanden for alle Samtaler blandt alle Stænder i Kongestaden. Han betragter ham lidt og tænker ved sig selv: ”ogsaa dine Haar, Berthel, har Tiden blegnet noget!” men ikke faldt det ham ind, at den berømte Professor Thorvaldsen skulde gjenkjende den gamle, nu saa forandrede og affældige Portner. Dog, neppe var Thorvaldsen bleven den gamle Ungdomsven vaer, førend han, med Taarer i Øinene og rørt Hjerte, faldt Oldingen om Halsen, trykte Ham til sit Bryst og raabte med halv undertrykt Stemme: „Jørgen ‒ gode Jörgen! gamle, ærlige Ven! lever Du endnu?”