Om Krazenstein Stub og hans efterladte Konstværker.
–––––––––
Naturen havde udstyret denne Konstner med en rig Arv af lykkelige Anlæg; thi hans Bedsteforældre paa mødrene Side vare: den berømte Professor Krazenstein, og dennes Hustru, en af vor Stads mest udmærkede Damer, blandt andre Niebuhrs fortrolige Veninde; hans Fader, Commandeur Stub, var en af den brave danske Marines fortræffeligste Officierer, og hans Moder en værdig Datter af hine Forældre *). Endnu førend han kunde læse, havde han modelleret Voxfigurer, og i Morfaderens Huus, hvor han levede fra sit siette til sit tolvte Aar, i lærerig Omgang, indsamlede han legende en Mængde nyttige Kundskaber. Her lagde han sig ogsaa efter Physik og Mechanik, alt sund og passende Næring for den vordende Konstner. – Hiemkommen fra Institutet i Schnepfenthal, hvor han senere var hensat, og hvor han foruden de sædvanlige Videnskaber havde med stedse voxende Tilbøielighed studeret Mechanik og Mathematik, bliver den fra Barndommen af i ham spirende Konstdrift stedse mere levende: i Aaret 1802 forlader han for bestandig den academiske Bane, for udelukkende at opoffre sig til Historiemalerens Studier. Hvilke beundringsværdige Fremskridt, han nu paa den, ham saa kort afstukne, Konstnervei har giort til Maalet, som han uden egentlig fremmed Underviisning selvstændigen vandrede imøde, det vil den nærmere Belysning af hans fortrinligste efterladte Konstværker vise.
Udstilling af Krazenstein Stubs efterladte Malerier.
Et af den unge Konstner i Aaret 1806, før hans Udenlandsrejse, fuldendt Maleri, drager os her først paa det venligste til sig:
Orpheus og Euridice; efter Ovids Forvandlinger, 10de Bog, 54-59 Vers.
Øieblikket er det, i hvilket begge ere stegne op fra Avernus i en Hule, hvis Aabning vender imod Dagslyset: Orpheus er foran, det usalige Tilbageblik efter den Elskte er skeet! Hun, allerede igien en Skygge, svæver over det mørke Dyb, hvilket begge netop nyligen vare undslupne. Den første Straale fra Oververdenen falder svagt igiennem Grottens fra Siden useete, dog tydelig ahnede Aabning, ned paa den natlige Afgrund, og udbreder et tryllende Lys omkring den hulde Gestalt, der nu igien svæver over Dybet. Hendes Ægtefælle er i forstenende Skræk veget tilbage; han staaer der, udstrækkende Hænderne efter det tomme Skyggebillede. Ved hans Fødder ligger den ikke mere frelsende Lyre.
Skiønheden og det dybtrørende Udtryk i Eurydices hele Gestalt, er i Sandhed eneste i sit Slags: og ligesaa det bløde, fuldendte i hver Deel af hendes skiønne, ikkun af et rummeligt og luftigt Draperie beskyggede Legem. Dette Draperies fuldkomne Giennemsigtighed kan allene lignes med det lyse blaalige Luftslør, som svæver over de fiernere Gienstande i italienske Landskabsmalerier; igiennem det fremskinner den fuldkomment skiønt tegnede, ved den lifligste Farveblanding oplivede Skabning.
Men intet kan være mere poetisk begeistret og blidt motiveret, end denne Skabnings, saa at sige dobbelte Bevægelse. Det hulde veemodige Ansigt, omrullet af gyldne Lokker, Brystet, hele Overkroppen, de skiønne Arme og Hænder, ere med inderlig Stræben vendte og udstrakte mod den Elskte – imedens en usynlig Kraft, en uimodstaaelig Magt, neddrager Legemets anden Halvdeel i det nedenunder mørkt fremgabende Orcus. Fængslet af Angest og Medlidenhed kunde jeg med ufravendte Øine dvæle ved dette Syn, indtil den endnu aldeles synlige Gestalt, i næste skrækkelige Øieblik, synker ned, opfyldende sin sørgelige Skiebne. Ideen, Udførelsen, Alt maa i Sandhed kaldes i sit Slags det skiønneste!
Om Orpheus er ikke meget at sige. Han er forfeilet, som saa mangen ørkesløs Hovedfigur ogsaa af store Malere. Hans Purpurgevant, glimrende behandlet, udgiør, formedelst den varme Livsfarve, en smuk Contrast til det Dunkle i hele Scenen, i hvilken dog Alt viser sig i en magisk Klarhed. – Maleriet har een Alen og ni Tommers Høide til en Brede af een Alen og een Tomme.
Halcyone seende ud over Havet. (Oliemalerie, malet i Rom. Ovid Met. 11te B. 416-448 V.)
Scenen er en vild Klippekyst. En dunstfuld, koldt-zittrende Tone omgiver hele Landskabet. Halcyone, af Skræk forstenet, sidder paa en mosbegroet Klippebænk, ophøiet over Havet, men dog tæt ved Kysten. Først bagved hende stige lodrette Klipper i Veiret, taarne sig stedse høiere mod Siden, og forkynde Umuligheden i at lande ved denne ugiæstmilde Kyst. Ligeoverfor Halcyone, ved det grændseløse Havs fierne Horizont, gaaer Solen anelsesfuld op af en glødende rød Sky. Hendes hele Gestalt er overgydet af den første Solstraales Rødme; denne Straale trænger sig skarptglødende frem til hende, som et Rædselsbud over det stormrørte, dybtfurede Hav. Den opgaaende Sols gyldne Blink paa Klippetinderne, paa de lavere Mosbænke, de bævende Træer og Buske med deres sparsomme Løv – Alt forkynder anelsesfuld Angest.
Halcyones kaneel-rustrøde Overgevant svøber sig som et Seil om hende i Stormen, hvilken tiltager med Solens Opgang; men bemærkes ikke af hende.
Hun seer blot ned fra den høie Mosbænk, hvorledes det svulmende Hav over Klippebrændinger koger op i Skyer af Skum, og høit opsprudlende bryder sig under hendes Fødder: Saaledes sidder hun der, et Billede paa den haabløse Venten, i fængslende og stivnende Angest. Hele Skabningen er grandios, men synes noget for svær, indtil man træder længere bort; thi overhovedet maa det hele Maleri sees i en betydelig Afstand. Ikkun saaledes virke Landskabstonen og Figuren samlet, og forene sig til et høit poetisk Heelt. Billedet er i alt 45¼ Tomme bredt. 37½ Tomme høit. Figuren udgiør omtrent 1/6 af Legemsstørrelse.
Halcyone drømmende sin Ægtefælles Død. (Haandtegning, Rom 1810.)
Særdeles aandriig! Halcyones Syn: den med de høie Bølger kæmpende, ved en Planke endnu knapt hængende Ceyx, der bøier sig mod hende, som bedende om Redning, er taget af Ovids Beskrivelse over Skibbruddet (Met. lib. XI.); og er meget mere poetisk fremstillet end i Drømmen hos Ovid. Hun strækker mat og søvndysset Armene ud imod ham fra Leiet. Alt er med faa Træk mesterligen antydet.
Halcyone findende Ægtefællens Liig. (Malet Skizze, 1810.)
Hvor er det at beklage, at dette Maleri, om hvilket den flygtigen henkastede Skizze opvækker saa stor Forventning, ikke blev udført. Scenen er som i det første Stykke. Halcyone, knælende saa at sige midt imellem de fremsvulmende Bølger, der just i dette Øieblik synes at kaste Ægtefællens afsiælede Legeme op paa Kysten, og Udtrykket af den al Sands berøvede Fortvivlelse i den Ulyksaliges Stilling og Gebærder, er lykkedes Konstneren i en ubeskrivelig Grad.
Agandeccas Mord. (Af Ossian’s 3die Bog; en toucheret Haandtegning, Rom 1810.)
Dette er vor Konstners betydeligste Composition. Det dødelige Stød har netop fra Starno’s Haand rammet Agandecca, og hun segner, kiærligen modtaget i Faldet af Fingal: De danne en skiøn Gruppe med de omkring dem knælende, understøttende Jomfruer, og de Fingal omstimlende, af Skræk og Vrede opfarende Krigere. Fingals hele skiønne Skabning udtrykker Kiærlighed, Afsky og Rædsel.
Ligeoverfor er Starno, fuld af Gru over det fuldbragte Barnemord, faret tilbage i sin Gruppe af Krigere, holdende i den høire Haand det blodige Mordstaal, som han nys drog ud af Datterens Hierte, og den knyttede venstre for Munden, som om han indbed Raseriet deri. Udtrykket af angerløs Rædsel i Starno’s Ansigt er ubeskrivelig kraftfuld-sandt; dog, som stedse hos vor forevigede Konstner, uden al Carricatur. Ved Siden af Kongen (hvis Figur med Fyrstekappen og Kronen hæver sig yderst herlig frem af hans Krigerskare) ligger Agandeccas Broder, der fuld af Fortvivlelse har kastet sig til Jorden, holdende begge Hænder for Øinene. Fra den hvælvede gothiske Halles Baggrund strømme Krigere til. Der er en usøgt Eurythmie i denne herlige Composition, hvilken man igien forlader med et dybt Suk over, at det Haabefuldeste paa Jorden saa hurtig maatte forsvinde.
Fingals Kamp med Aanden Loda. (Af Ossians Carrichtura. Haandtegning fra Aaret 1814.)
En beundringsværdig Fremgang hos Konstneren er synlig i dette Sujet, ved hvis Udførelse han havde stridt om Palmen med den forevigede Carstens.
Hos Stub er allerede i Haandtegningen Fingals Stilling og Bevægelse sandere og mere bestemt kraftfuld: hvorimod Carstens’s Fingal viser sig i en udfaldende Stilling, der er noget vel fegterskolemæssig. Aanden synes hos Carstens uovertræffelig: colossalsk formet af sammenpressede Skyer, synes Skikkelsen at maatte flyde ud i Luft for ethvert af Fingals Hug. Men denne (hos Stub) er lutter Flamme, og er aandfuldere. I Carstens’s, rigtig nok fuldendte Oliemaleri, er derimod Landskabet, den høit paa Biergskrænten trukne Steenkreds, inden for hvilken Kampen er som ved en Tryllekraft begrændset, Søen i det skumle Dyb, den liig et rødt Skiold af tykke Dunster opgaaende Fuldmaane, den over Bølgerne henzittrende Glands-Støtte, hvilken ligesom fra Underverdenen belyser det Hele, af største Virkning: hos Stub derimod har man ikkun med de handlende Personer at giøre; til disse høre ogsaa Fingals tvende trofaste Hunde, livfuldt fremstillede, af hvilke den ene tuder op imod den rædsomme Skikkelse, den anden trykker sig frygtsom ind til sin Herre. Saameget siger en Haandtegning, hvad vilde ikke Konstnerens Tryllepensel have giort deraf!
Hother, modtagende af Skovnympherne de Tryllegaver til Brug imod Balder, hvilke vare denne bestemte. (Oliemaleri, efter et af Konstacademiet i Kiøbenhavn opgivet Sujet, taget af Saxo Grammaticus, 3die Bog; malet 1813.) *)
Med ualmindelig Duelighed har vor Konstner her udført et Sujet, der ingen Handling indeholder, neppe tilbyder Lejlighed til en Gruppe, og i hvilket Helten, spillende en Bedragers Rolle, for vore Øine vinder Bedrageriets Gienstand.
Hother sidder i fuld Rustning paa en Klippebænk midt i Tryllegrotten, som udgiør Maleriets Scene. Bag ham blusser en Trylleild, over hvilken betydningsfuldt et Bundt Slanger snoer sig. Paa hiin Side af ham staaer i en tryllende Stilling en Ellepige, som holder over ham og ligesom indvier det malerisk drapperede, Kraft forlenende Tryllebælte, hvilket var bestemt for Baldur, men aflokkes Hende af Hother formedelst hans Harpes fortryllende Toner: imedens Søsteren, som sidder ved hans anden Side, forgieves advarer hende med betydningsfuld Mine og hævet Finger. Nærved Hulens Munding viser den tredie Ellepige sig med Guldpokalen, som indeholder Trylledrikken: hun hæver netop Laaget med den venstre, holdende Pokalen med høire Haand. Tryllepigen svæver Tilskueren forbi. Hovedet i fuldt Profil. Hele Scenen er idel Trylleri. Grottens Aabning, omviklet af yndigtvilde Buske, lader det magiske Lys falde halvbrudt ind, og dog spiller det klart og varmt lige ind i Hulens Baggrund. Herligen falder det paa den aandfuldeste Ellepiges drue-rødlige Gevandt; hun synes næsten en Verandi; den anden, som holder Tryllebæltet, staaer, nærved Hulens indre bruunlige Væg, i varm Halvskygge; dog skinner, formedelst Trylleflammen, hendes violblaa Undergevant frem, og det rødliggule Overgevant glimrer. Imellem dem sidder Helten der; temmeligen spændt, ifølge hans Charakteer; ikkun endnu forlangende Trylledrikken, som han udstrækker Haanden efter, og som rækkes ham af den tredie Tryllerske, vistnok fortryllende, ogsaa uden Trylledrik! Den rankeste, letteste, ziirligste Gestalt! Tryllelys og Trylleskygge omgive hende; aldrig saae jeg et lignende Farvernes Giennemskin! Om Hals og Nakke svæver det blondeste Lokkehaar, synligen bevæget af sagte Luftninger og giennemstraalet af Lyset. Hele Hovedet, det hulde bløde Omrids, det rene Profil, Alt viser sig varmt beskygget og klart. Een Lysstraale falder paa den ziirligt omdreiede Nakke, een paa Arme og Hænder, og en tredie glider ned ad den ranke Ryg. Hendes Kiortel er tyrkeblaa, det med Knapper besatte Livstykke har Lilasfarve, hendes Bælte er sort med gyldne Trylletegn. Overgevantet, som let og luftigt flagrer over den høire Skulder, er chamois, Ynde, Belysning og Farvetrylleri udgiør i dette Tryllemaleri Alt. Og naar man efter dette Trylleri kommer til Besindelse, hvo vilde da anmærke, at Tegningen, især i Hother, er usikker, og at i det Hele Extremiteterne ere vel svært tegnede, og Armene vel tynde og kantede?
Foran Grotten hersker en kold mystisk Taage over den dunstomslørede, af Bække giennemsusede Skovegn, hvilken man, som om Grotten var indhvælvet i en Biergside, overseer. – Maleriet har 66¼ Tommers Brede, 53½ Tommers Høide. Figurerne ere af ¾ Legemsstørrelse.
Amor og den afmægtige Psyche; efter Apuleius. (Oliemaleri i Aaret 1814.)
Hun er just steget op fra Underverdenen og besinder sig i en Grotte, som aabner sig mod Dagslyset. Hun ligger hensiunken paa en mosfuld Klippebænk. Et underfuldt lifligt Lys udstrømmer mildt og klart fra Daglysningen paa hele Skikkelsen. Amor har bagfra omfattet hende, og med den venstre Haand sagte hævet Hovedet og Brystet i Veiret, medens Han udstrækker sin høire, for at vække hende med Pilen; saaledes at man af ham allene seer Hoved og Arme og Purpurgevantet, som malerisk falder ned om Psyche. Den ungdommelige rene Skiønhed er i begge Figurer dadelfri: Udtrykket af hans nydelige Hoved maaskee for skalkagtigt for Situationens Alvor. Hun er endnu i dyb Afmagt. Omridsene af det blødt behandlede Hoved, den ungdommelige Barm, Skuldrene og Armene, betegne den reneste Jomfruelighed. Gevantet, som skiuler hende fra Bæltet til Fødderne, er kastet let og malerisk om hende. Hun er rødlig blond: Han er lysebruun, og et rigtlokket Haar ombølger hans skielmske Ansigt. Den averniske Damp stiger endnu op af Karret, som er faldet ud af hendes slapt hensiunkne venstre Haand, og hvis Laag hun endnu holder med den i Skiødet mat hvilende høire.
Man seer fra Grotten ud i en Skovegn, over hvilken solbelyste Taager svæve. Magisk Farveblanding, Coloritens Ynde, træffende Belysning og blød Udførelse have her intet ladet tilbage at ønske: og dette Maleri er et af de mest indtagende Cabinetsstykker. Det har 29 Tommers Brede til 20½ Tommers Høide.
Psyche baaret i Luften af Zephyrer. (Haandtegning, 1815.)
Mellem flere fortryllende og siælfulde Haandtegninger, hvis Æmner ere tagne af denne uudtømmelige Ideekreds, udvælger jeg endnu denne. Psyche svæver (i egentligste Forstand, saaledes at hun endog uden Zephyrerne synes at kunne det) allerede ned fra Klippen, henover Bierg, Dal og Strøm, ligesom hengydt i Luften, i en Stilling og Bevægelse, som i Gratie og Huldsalighed udholder enhver Sammenligning. En livfuld Vrimmel af ziirligt bevingede Zephyrer og Amoriner, bære, understøtte og omviste hende. Hun befinder sig i en sødthengiven, salig Halvbevidsthed imellem Vaagen og Drømmen. Amor sees i lette Omrids, ligesom kun for Tilskueren, paa den forladte Klippe.
Jeg maa endnu omtale tvende andre Haandtegninger af vor Forklarede, hvilke udmærke sig saavel ved den sindrige Composition, som ved den rene Sikkerhed i Tegningen, og som vise, hvilke overordentlige Fremskridt denne Konstner i sine to sidste Leveaar havde giort.
Familie-Sorg. 1815
Af tvende elskte Børn døde det yngste. Faderen sidder i stille Sorg, Hovedet støttet paa Armen, Foden paa en Skammel, og seer med Fatning efter hiin Genius med omvendt Fakkel, som i sagte Bevægelse bærer den hulde Yndling bort. Han holder det blidt slumrende Barn paa Overarmen, medens den udgaaende Fakkel hviler let i Haanden: med den anden løftede Haand peger han op til Fredens Regioner. Moderen har fuld af Fortvivlelse kastet sig ned ved Ægtefællens høire Side, formaaer ei at see efter den henfarende Elskte, men skiuler sit af den bløde Haarvæxt omflydte Hoved i Mandens Skiød. medens hans høire Haand glider ned i hendes. Den ældre, allene tilbageblevne Søn støtter sig til Faderens venstre Knæ, spørgende i huldsalig Uskyld: hvor bærer da Englen den lille Broder hen? Intet Hjerte blev urørt, og mange Taarer fløde ved denne hulde Fremstilling, værdig at foreviges ved en Thorvaldsens Mejsel.
Petri Befrielse af Fængslet. (Haandtegning 1816.)
Apostlen triner netop fra det underjordiske Fængsels sidste Trappetrin ind i den øvre Forsal. Englen holder ham ved venstre Haand, og med sin Glands oplyser Væggen i Hvælvingen, hvilken i Stilen er en Efterligning af carcer Tullianum i Rom. Vægterne sove: den ene, kiæk og sikker, med underlagte Arme hvilende paa Ansigtet, sover dybt; den anden er indsovet siddende, med Armen støttet paa Knæet. Petri hele Gestalt udtrykker hans Charakteer, Kraft og Tro. Det er en særdeles klart udtænkt, med fast Konstnerhaand udført Idee.
Ossian og Alpins Son, Oliemaleri. (Af Ossians sidste Sang, Berrathon; Konstnerens sidste Arbeide.)
Og tillige det fuldkommenste! Hele dette over al Beskrivelse interessante Billed udaander Veemodigheds ømmeste Følelse, fremkaldt hos Konstneren ved Ossians Nattergalklage, i Forening med Anelsen om hans egen nær forestaaende Fuldendelse, og inderligen hensmeltet i Skikkelse og Farve.
Figurernes Tegning har her faaet en Sikkerhed, hvilken endnu mangler mangen et af de tidligere Arbeider. Carnationen er fuldkommen og Farveblandingen i Almindelighed har i høieste Fylde erholdt den harmoniske Ynde, som overhovedet saameget udmærker vor elskværdige Konstner.
Ossian, den kongelige Olding, sidder ligefor Tilskueren paa et Klippestykke. Oppe fra Klippen fremrager over ham det tørre Træ, paa hvis Grene Selma’s Harpe hænger. Med den venstre Arm paa Knæet, har han nyligen støttet sin Kind paa Haanden, den høire har været nedsiunken i hans Skiød: paa denne Side staaer, tæt ved ham Alpin, Heltesønnen, i hvis stærke Omrids den fremspirende Heltekraft aabenbarer sig. Dog ere Hoved og Ansigt næsten barnligt bløde. Han lægger den venstre Haand paa Ossians Skulder og hæver endnu den høire barnligen i Veiret med fremrakt Pegefinger, som om han sagde: hør! Ved Ossians Fødder ligger dennes brune Mynde.
Ossians Hoved er af forunderlig rørende og ædel Skiønhed. Sølvlokkerne, og det lange af Vindene giennemsusede Skiæg, omgive et i den høie Alderdom endnu friskblomstrende Oldings-Aasyn, i hvilket Blindhedens Udtryk i det aabne Øie kæmper med det indre Syns høieste Klarhed. Thi – lige over hans Hoved svæver Malvina, den elskte, aandsfortrolige Datter. Taage er hendes Gevant, langt henflydende om den halvt seete, halvt kun anede Figur, der viser sig som Nymaanen bag brudte Sølvskyer. Blidt sørgmodigt er Blikket af hendes lysebrune Øine, sød Veemod er Udtrykket af hendes ømme Aasyn. I det hun sagte glider forbi, griber hun i Harpestrængene, og de fulde, blonde Lokker bølge frem af Taagesløret ned omkring Bryst og Arme. Den øvrige Gestalt flyder, kun halvt anet, bort i Taagesløret, som omgiver hende, man maatte vel sige, i næsten synlig Bevægelse. Man troer at see hende svæve forbi paa sine Skyer.
Men Ossian lytter med Udtrykket af den høieste Henrykkelse til de ætheriske Toner. Han har dreiet Hovedet om fra Haanden, med hiint Udtryk, som ikkun en Digter, en Blind og en Musicus, forenede i een Person, kan besidde (ak, som jeg ofte seer det hos min Ven Huber i Genf!). Haanden har hævet sig efter Hovedet; den svæver, denne den kongelige Harpespillers bløde Haand: Enhver Finger udtrykker lyttende Henrykkelse. Ogsaa den høire Haand har fra Skiødet hævet sig i Veiret efter Tonerne; ogsaa den er giennembævet af Henrykkelse. Det forekommer Een, som om man faae hine Harmoniestrømme, liig et electrisk Fluidum, at udspringe i fine Gnister af Fingrene. Ossians hele Skikkelse er Harmonie, der lytter til Aandeverdenens Harmonier.
Den smukke Dreng Alpin lytter vel ogsaa giennem sine lysebrune Ungdomslokker. Men han forsøger dog ei at vende Hovedet om efter den Nære; thi Rædsel for den usynlige Aandeverden fængsler ham.
Ved dette Billede, som ganske er Aand og Følelse, maa det tillades mig at tie om alt Materielt og blot at nævne, at Costumet er malerisk og Draperierne harmonisk farvede.
Paa den Klippebænk, som tiener Ossian til Sæde, har Konstneren med allerede svag Haand skrevet: “Mit maaskee sidste Arbeid,” og det blev det! Indtil kort før hans blide Henslumren, arbeidede han kiærlighedsfuld derpaa, og indaandede det sin halvforklarede Følelse, Ogsaa er dette rørende Billed et Minde om barnlig Kiærlighed, thi Ossians Ansigt bærer umiskiendelige Træk af Konstnerens ærværdige Fader, Commandeur Stub, som for flere Aar siden mistede Synet ved Stær, og igien helbredet, frydede sig over Sønnens hulde Maleri med et Udtryk liigt det, med hvilket Ossian lytter efter Malvina’s Toner. – Maleriet har 33½ Tommers Brede og 43½ Tommers Høide. Figurerne ere vel og omtrent Trefierdedele af Legemsstørrelse.
Fr. Brun, født Münter.