Festen
for
Thorvaldsen
i
Hôtel d’Angleterre
den 7de October 1838.
Kjøbenhavn.
Paa Universitetsboghandler C.A. Reitzels Forlag.
Trykt i Bianco Lunos Bogtrykkeri
Sang
ved
Thorvaldsens Modtagelse.
Hilsen til Thorvaldsen.
Det er Konsten, som værdigst formaaer at tolke Konstens og Konstnerens Herlighed; og Digtere og Tonekonstnere have fulgt det fælleds Kald, der samler dem om den store Mester, for at udtale i Sangens og Tonernes Sprog, hvad der bevæger Sjelen i den festlige Stund.
Men ogsaa det ubundne, konstløse Ord har her sit Sted; ogsaa det tør, talt af Hjertet, vente at vække Hjertets Gjenklang. Thi een Stemning er i denne Forsamling levende hos Alle; og vi ere os bevidste, hvori den har sin Grund, hvor nær den er forenet med de bedste Følelser i os. — I sin Sjels Inderste bærer Mennesket de store Billeder af en evig Sandhed, en uforgængelig Skjønhed, der drage ham hans Udspring i Minde, og Hjemmet, hvortil han stunder; og hvad vi søge tidligt og silde, i Livet udenom og i Sjelens Tankeliv — Hvad er det vel, uden en Virkelighed, som svarer til dette Gjenskin? Men det skjønne, farverige Skjær, der forlyster Øiet, hvor hurtigt opløser det sig ikke og forsvinder! og Begrebets strenge Sandhed, afklædt den sandselige Dragt, hvor mangler det ikke Fylde og Farve og oplivende Kraft! Og dog kan det træde frem — træde formet og beskueligt og talende frem for vort Blik — dette Himmelske, der i flygtige Skin farer Øiet forbi, eller hviler hemmelighedsfuldt i Tankernes Dyb, uden at kunne fattes i Ordets Form. Thi blandt de Dødelige gives der Enkelte, hvilke Herren selv har indviet til at aabenbare det paa Jorden. Dem er givet, hvad der søges møisommeligt af Andre, givet at leve i Beskuelsen af klare, levende Træk, hvor Andre kun øine forbifarende Glimt eller blotte Omrids, at meddele og fremstille, hvad Andre glæde sig ved, at have i enkelt Stund fornummet i eget Indre. Med underfuld Magt gribe og fastholde de de store Syner, udpræge dem i Materiens Stof, forvandle den døde Masse til Aandens klareste Billed; og saaledes fremstaae de under den skabende Haand, disse Skikkelser, som Sjelen gjenkjender og elsker i sine bedste Timer: de bringe Budskab fra en høiere Verden, tolke i veltalende Taushed dens stille Herlighed, dens dybe Fred.
Men Guds Aand virker i og ved Menneskets Aand, virker ikke anderledes, end at Mennesket kan virke med og imod den. Og derfor — naar vi bringe vor Tak til Ham, der gjennem et Menneskes Aand lader Sandheden fremlyse i sin Skjønhed for Menneskene, da gjælder denne Tak ogsaa Mennesket selv. Naar — medens tusinde andre Spirer henvisne eller udarte — den herligste Naadegave sees pleiet, fredet og udviklet til at bære rig og gylden Frugt, naar Konsten staaer for os reen og kydsk, usmittet af Smaaligheds, Forfængeligheds, Letfærdigheds Aand, og den himmelske Sandheds Præg, i ophøiet Simpelhed, rolig Klarhed træder os imøde i den stolte Række af Skjønhedsværker: da sømmer Glæde sig for Menneskene; thi det er Menneskenaturens Adel, som kundgjør sig i dens ædleste Søn. Men eet Folk har fremfor alle Andeel i denne Glæde. Og naar Manden, hvis Liv tilhører Verden, som Man paa hvert Sted i Verden kappes om at drage til sig, river sig løs fra Konstens tryllerige Hjem, og søger hen til det fædrene Land, da iler dette Folks Hjerte hans Savn og Længsel, dybt bevæget, imøde; og staaer han atter, hæderkronet, paa den fædrelandske Kyst, tæt omsluttet af Sine, da sømmer Glæde, jublende Glæde sig for Folket. Thi er det end kun givet Faa, klart at tyde Konstens Billedsprog, saa lyser den dog livsalig ind i hver sund, ufordærvet og uforkonstlet, Sjel; og er det end sandt, at Færre endnu ere i Stand til at tydeliggøre sig Konstnerens hele Værd og Betydning, saa bliver der dog Sandhed i den ene Følelse, som griber Alle med sin stærke Magt — en Følelse, stor nok til at udfylde Hjertet og opløfte Sjelen: at et Folk kan vorde forherliget ved een Mands Storhed, en aandelig, erhvervet Storhed. Denne Glæde er en hellig Glæde.
Men ved Siden af det glædefulde, det takkende Ord fremtrænger sig i denne Time ogsaa et Ønskets og Bønnens Ord. Det gjælder Ham: at den Velsignelse, som i saa rigt et Maal er udstrømmet fra hans Livs Gjerning, ogsaa maa vende tilbage over det dyrebare Hoved! at den høie Fred, den milde Kjærlighed, der er udaandet over hans Væsen og hans Værker, maa følge og qvægende omsvæve ham paa alle hans Veie! Men det gjælder ikke ham alene. Thi Konstneren lever for sin Konst og i sin Konst. Og føres nu vor Tanke hen til disse Værker, der fra hans Haand ere gangne vidt ud over Jorden: fra Foden af Vesuv til Øresunds Bredder, fra Polens Hovedstad til den store Øe i Havet, da indslutte vi dem i vor Bøn: at Konstens Genius maa frede om dem, hvorsomhelst de have deres Sted, i Herrens Templer og Kongernes Borge, i Palladser og paa Byernes Torve, saa de, bevarede mod Fiendevold og Elementers Magt, maae vidne for en sildig Efterslægt, hvad Konstneren var. Og naar de ere reiste i hans Fødeby, i Danmarks Hovedstad — Hallerne, der skulle omslutte al den Rigdom som et samlet Heelt, der er spredt over Europas Lande: da vorde de indviede — ikke blot til et Mindesmærke om, at den store danske Konstner elskede sit Fædreland, og at det danske Folk paaskjønnede hans Storhed og hans Kjærlighed, men til en Konstens Helligdom i Norden! Og en mægtig Kraft hvile over den: til at bandlyse hver vanhellig Aand, for hvem Konstens Herlighed kun er forfængelig Øensnydelse, til at styrke og rense — hos Mand og Qvinde, Angling og Pige — Begeistring for alt Ædelt og Stort, og grundfæste Skjønhedens Rige iblandt os, i den levende Erkjendelse: at Sandheden, først der hvor den træder frem i Skjønheds Form, faaer sin fulde Magt over det menneskelige Sind og det menneskelige Liv!
Og dette være endnu det sidste Ønske: at det konstløse Ord maa gjælde Dig, store Konstner! elskelige Mand! som Vidnesbyrd om de Følelser, der i Dit Fædreland strømme Dig imøde fra mange, af Kjærlighed, Ærefrygt og Beundring gjennemtrængte, Hjerter! —
H. N. Clausen.
Musikalsk-poetisk Academie.
Til Thorvaldsen.
(Fremsagt af Forfatteren).
Hvi jubled nylig Sjællands Bøgestrand?
Hvi følte sig det gamle Fædreland?
Hvi var den hele Kyst kun Glædens Tolk,
Utallig Stimmel af et henrykt Folk?
O jeg har for oplevet slig en Stund,
Da Torden rysted Kongedybets Grund,
Da i Kartovernes Salpetersky
Den danske Ære, som en Phønix ny,
Steg af sin Aske, slog sin Vinge kiæk,
Og drak Begeistringen i Fiendestræk.
Dengang jeg saae dig med din Hammer, Thor!
Da du med Heltene til Valhal foer,
Som gierne deres Liv for Danmark lod,
Da Saga dypped Pen i deres Blod;
Da Brittens Ørne kom i talrig Flok,
Men knuste Næbet paa den danske Blok.
Det var i Krig! — Dengang vi kæmpe saae
For ærlig Død de Kammerater blaae;
Da Danmarks Folk stod ogsaa tæt paa Kyst;
Men ædle Sorg blev bland’t i ædle Lyst,
Og Blusset svandt fra Kinden, bleg og kold,
Da Heltene blev døde bragt paa Skiold.
Det var i Krig; — og den har os forladt.
Idag ei Flaader kom, — kun een Fregat;
Ei Abukir din Helt drog til Bedrift,
For i sin Laurbærkrands at faae en Rift;
En Kunstner kom! Hans Laurbærkrands er heel,
Og hver en Dansk i Krandsen har en Deel.
Derfor den aldrig, aldrig skilles ad;
Og helligt er os allermindste Blad.
Beundringstaaren, som en Morgendugg,
Giør Krandsen mere frisk og mere smuk;
Og for at den sig skiønnere skal flaae.
Har Freia farvet Thorvalds Lokker graae.
Ham mødte dennegang i Fredens Færd
Ei Kampens Sønner; — Kunstner, Læg og Lærd
I Baade kom; paa Kongedybet klang
Kartovers Torden ei, men kun en Sang.
Dog — skjøndt Din Fest ei feiret blev med Blod,
Til den dog Danerfolket Fadder stod.
Ja, ja! Du kom saa vidt, vort Fædreland!
At Du kan ogsaa skatte Kunstens Mand.
Det vilde Nordens Helt var høi og svar,
Men dog, med samt sin Kraft, kun en Barbar.
Til Alt at sønderslaae var Haanden stærk,
Men Aanden ei beundred sindrigt Værk.
Hvad ham var fremmed, sendte han til Hel,
Og han behandled Kunstneren som Træl.
Saa giorde Romer, der til Hellas kom;
Saa giorde Gother, da de kued Rom.
Sin Lærer viste Vildskab kaad Foragt,
Til Siælens Gnister blev i Flamme bragt.
Og Taagen svandt.
Dog ei saa snart. O nei!
Hver Daarskab iler ad modsatte Vei.
Der efter Glubskhed kom en Trællestund,
Hvori den blotte Flid man agted kun.
Den ædle Nytte, der i hver en Vraa
Bør taus velgjørende som Huusgud staae,
Stod nu som Afgud, plump og slet og ret,
Og Viisdomsbogen — var et Regnebrcet! —
Hvad ikke gavned, ingen Ære fik;
Nu skulde sørges blot for Mad og Drik,
For Hyttens Lunhed, Klæderne til Krop;
Men til den høie lyse Biergetop,
Hvor Skiønhed og hvor Sandhed, Favn i Favn,
Forkynde Støvet Evighedens Navn,
Did blev ei skuet. Det blev nævnet Tant!
Man fandt i Skiønhed ei hvad der er Sandt.
Saaledes det indbildske, blinde Døgn
I klare Sandheder kun skued Løgn.
Sandhed fra Skiønhed, Mand blev skilt fra Viv,
Og dog — dog skulde trives Jordens Liv!
O blinde Daarskab! drukne Sværmeri!
Gud være takket, du est snart forbi.
Thi Hvo ei føler Skiønheds milde Bud,
Den kan ei heller knæle fromt for Gud, —
Almægtige Kunstner! — der, saa viis som stærk.
Til egen Glæde skaber eget Værk;
Men ei for Nyttens Skyld, den falmer hen.
En evig Vælde trænger ei til den!
Det ældste Nord ei kiendte sligt et Fald.
Dets Helt foragted ikke Smed og Skiald.
Med Bragi sad Baulundur, Ydun, Eir,
Hos Odin, Tyr, hos Asathor og Freir.
Nutid? vil Du — af Christendommen blid —
Forene Heltetid med Kunstnertid?
Ja! — Derfor hædrer Du den Mand, som fik
Paa Danmark lokket hen Europas Blik.
At giøre godt igien han sig paatog,
Hvad vore vilde Fædre sønderslog.
See! derfor hented han, ved gunstig Vind,
Med Jason atter Skiønheds gyldne Skind.
Ved Tryllemeislens Kraft, igien paa Stol
Han satte Guderne paa Capitol.
Han atter Gratierne sødt forbandt,
Og Venus smilende sit Æble fandt;
Mars fik sin stærke, herlige Natur,
Sin Sledskhed og sin Yndighed Merkur.
En Alexander, som en Verden slog,
Stolt i Triumph til Babylon inddrog,
Og Ganymed paa Knæ, med venligt Blik,
Gav atter Jovis Ørn en Lædskedrik.
Alt hvad Homer har nævnt ved Harpens Stræng,
Fra Guder til den ringe Hyrdedreng,
Gienskabte denne Troldmand, stærk og klog;
Og hvad forgieves Lærdom i sin Bog
Sig vilde stave til med sure Sved,
Sig aabenbared hans Uskyldighed.
Thi Øiebliks og Oldtids Sympathie
Forbinder et guddommeligt Genie.
Hvad Mange læste, men kun vide Faa,
Stod klart for Ham, for han et Bogstav faae.
Og Videnskab — sang en beslægtet Ven —
Har ingenting Ham lært, han lærte den!
Men Thorvald! Du i græske Verden faae
Dog ei med brune — men med Øine blaae.
Nordlænder blev Du paa Din fierne Vei;
Veemodig tit; — Italiener ei.
Med Sydens Sandsekraft og Phantasie
Dyb Følelse forbinder Dit Genie;
Og steds beundred Du i Kunstens Land
Hvad Aanden kan, men og hvad Siælen kan.
Dit Hjerte drog Dig, i det yngre Rom,
Fra Hedenskabet hen til Christendom.
Men ei — thi Din Forstand blev klar og fri —
Til Middelalderens Mythologie;
Nei, Christus monne saligt for Dig staae.
Som ham ved Nadveren Disciple saae.
Af Ham, af hans Apostle sendte Du
Os Billeder; — og Arelkirke nu
I Sekler vorder for den glade Dan,
Hvad hist for Romeren er Vatikan.
Fra stolte Syd; — men ei til nordisk Dunst,
Som for han skiældte det, — til nordisk Kunst
Han reise skal, og læse uden Tolk:
“Ved Østresaltet, Ven! boer ogsaa Folk.”
Dog ei Nordlænder blot og Protestant
Blev Du i Syden; altid Dansken fandt
I Dig en Broder. Mindes Du den Vaar
I Rom, da Skralden Dig, for treti Aar,
For førstegang blandt Dine Værker saae?
Da Du, med leerbestænkte Kiortel paa,
Dig nærmed ham, til Syden kommen nys,
Og Broderskab drak med ham i et Kys?
Hver Landsmand, som Italien og Rom
I Ungdom saae, naar han tilbagekom,
Af alt det Seete meest husvaled sig,
Ved Mindet, Thorvald! om Dit Værk og Dig.
Paa dobbelt Maade dine Skatte har
Du skiænket Danmark, Broder dyrebar!
O altid Hiertet drog til Øresund
Din Tanke hen, til Siællands Bøgelund.
Paa dette Sted vi saae for nitten Aar
Dig, med lidt mindre Pudder i Dit Haar,
Som selv Du kaldte det. Nu er at see
Din Biergetop bedækt med hellig Snee
Men underneden, i det varme Bryst,
Staaer Somren end i al sin Blomsterlyst;
Som under Alpen, under Gletscherhang —
Med Rosenduft og Nattergalesang.
Velkommen da til Danemark igien!
Medborger! store Kunstner! Broder! Ven!
Ak mangt et kiærligt Hierte slaaer ei meer
Dig tro imøde; kun det Sted Du seer,
Hvor man nedlagde det. Men Danmark glad
I senest Høst Dig viser friske Blad.
Saa herlig en Smaragd, saa grøn og stor,
Du finder kun ved Belt og Issefiord.
Ja! Høsten har sig smykket ret i Aar,
Med allerbedste Bøgekrands i Haar,
For Dig at hilse, Thorvald! — Første Nat
Var høie Nordlys paa vor Himmel sat;
De komme sielden, men de gierne kom,
Da Du til Fædrelandet drog fra Rom;
De hilste Dig fra Island, hvor de faae
Stamfaderen i Oldtid: Olaf Paa.
En herlig Regnbu’ havde Himlen sat.
Da Du i Baaden steeg, om Din Fregat.
Veed Du hvad den betyder, Thorvald? —
O Det Bifrost var, den skimme Gudebro.
Thi hvergang Danmark glædes ved en stor
Og sielden Mand, — da kommer Asathor
Og Odin, Freia, Bragi, for i Sang
At blande Glæderne med Gudeklang.
A. Oehlenschläger.
Fiirstemmig Sang
(Musikken af Kuhlau.)
At give Sjelen vinger, som
Den bære til Guds helligdom,
At aabne Ahnelsernes Væld,
Og skjænke Jorden Haab og Held,
At knytte ved et evigt Baand
Hvert Hjerte til den store Aand,
To Engle steg fra Himlen ned:
Den skjønne Kunst og Kjærlighed.
De mildt berørte Støvets Blik,
Og da først Lyset klart fremgik;
Naturens Liv var meer ei Trang
Til Kamp for egen Undergang,
Men Stræben mod den Harmonie,
Som Skjønhed aabenbares i;
Med Ærefrygt sank Støvet ned,
Fandt Gud ved Kunst og Kjærlighed!
Th. Overskou.
Jason og Alexandertoget
Musik og Plastik.
Amor og Psyche.
(Fremsagt af Forfatteren).
Fuldendt stod Jason. Trindt om ham en Krands
Af Gudebilleder — Hephaistos, Here,
Apol med Lyren, Musers lette Dands
Paa Helicon, den straalende Cythere,
Lyæus med den druetunge Lok,
Herakles, Hebe i Olympens Sale —
Det var som om den stumme Marmorblok
Fik Mæle til sin Mesters Priis at tale.
Et andet Billed for hans Sjæl nu stod.
Han vilde forme Psyche, der fra Vrimlen
Af Amor løstes over Skyens Flod
Og efter Prøvelsen betræder Himlen.
Men endnu flød en Taage for hans Blik,
Mismodig i sin Haand han Leret trilled —
Jo meer Ideen af sin Nat fremgik,
Desmeer sig Formen for hans Blik forvilded.
Da flygted han fra Tiberstaden. Hist,
Hvor slanke Pinier for Vinden svaie.
Hvor Fuglen fløiter fra Orangens Qvist,
Og Flag i tusindviis paa Bølgen vaie —
Paa Montenero, ved Livornos Strand,
I Laurbærlundens køligfriske Skygge,
Der — fjernt fra Byens Larm — der meente han
At mødes med sin Amor og sin Psyche.
Men ak, forgjeves! Sommeren forløb.
Hans Sjæl var syg og mat. Det stolte Billed
Laae end som Puppen hyllet i sit Svøb,
Og meer og meer i Taage det sig hilded.
Syg var hans Sjæl: den selv var Psyche jo,
Der gjennem jordisk Lidelse maa hæves
Ved Kunstens Kjærlighed til Himlens Bo,
Før den af Salighed kan gjennembæves.
Og see, med eet — som Knop af Træet — sprang
Den stolte Gruppe frem for Blik og Tanke,
Og Leret formed sig, og Meislen klang,
Og Aanden seirende brød hver en Skranke.
Der stod hun med det veemodsfulde Blik
Til Afsked vendt mod Jorden og dens Smerte,
I venstre Haand Udødeligheds Drik —
Hun presser den begeistret til sit Hjerte;
Den høire Arm om Amor slynger hun,
Den Stolte, hvem hun nu for evigt eier,
Et saligt Smiil om Gudens skjønne Mund
Fortæller om hans Lykke og hans Seier.
Saa stod de der midt i den store Hal
Blandt andre Værkers ubekjendte Vrimmel —
Hvo spørger vel om blege Stjerners Tal,
Naar Solens Glands forgylder Hav og Himmel!
Men Kunstneren? — Det tykke, brune Haar
Han stryger bort fra Panden, og hans Øie,
Det skarpe, mørkeblaa, uroligt gaaer
Fra Deel til Deel og prøver Alting nøie;
Den høire Haand med Meislen synker ned.
Endnu et Blik han paa det Hele hefter, —
Saa ta’er han Lampen, for i Nattens Fred
Af Søvnens Kys at suge friske Kræfter.
Mildt aandede Italiens varme Luft,
I Søvn ham vugged Middelhavets Brusen; —
Da drømte han. — Det var ei Sydens Duft,
Men Kløvrets Krydder, Bøgetræets Susen
Han laae paa Skrænten ved det blanke Sund,
Og Droslen fløited fra de grønne Hækker,
Og Leen klang i stille Aftenstund
Et Brag, et Drøn ham op af Drømmen strækker
Vildt drøned Tordenbuldret, Skrald i Skrald,
Og Lynet hvislende fra Skyen knittred.
Et Rædselssyn! Hist i den store Hal
Slaaer Lynet ned, og hele Slottet zittred!
Med Skræk man styrter did — den hvide Ring
Af Statuer, der før var Hallens Smykke,
Laae, ramt af Lynet, splintret trindt omkring,
I Støvet knuust, en Gruushob kun — — men Psyche? —
Der staaer hun end, det veemodsfulde Blik
Til Afsked vendt mod Jorden og dens Smerte,
I venstre Haand Udødeligheds Drik —
Hun presser den begeistret til sit Hierte;
Den høire Arm om Amor slynger hun,
Den Stolte, hvem hun nu for evigt eier, —
Et saligt Smiil om Gudens skjønne Mund
Fortæller om hans Lykke og hans Seier.
Urørt i Undergangen — stolte Syn! —
Stod Guden med sin Elskede ved Siden:
Thi Zeus, den Himmelske, med sine Lyn
Kun knuse kan, hvad der tilhører Tiden!
Det Timelige sletter Tiden ud.
Af sin Forkrænkeligheds Brøst det lider, —
Men hvad der i sit Udspring er af Gud,
Det lever evigt, gjennem alle Tider. —
H. P. Holst.
Amor triumphans.
Ving-Thors Hammer.
(Fremsagt af Forfatteren).
Guder gjort med Hænder,
Aand af Støvet skabt.
Det jeg frit bekiender,
Jeg har aldrig havt;
Men hos Manden, i hvis Værker
Liv og Aand har Mindesmærker,
Immer jeg Guds Billed seer
Ei i Marmor men i Leer.
Ei har jeg mig solet
Sydfor Alpefjeld,
Ei paa Kapitolet
Misundt Rom sit Held;
Men at staae blandt dem i Aanden,
Som med Munden og med Haanden
Storværk øve trindt paa Jord,
Det er Skjaldedrift i Nord,
Og at følge Nordens Helte,
Hvor med Kraft de spænde Belte,
Hvor med Glands de vinde Seire,
Det var dobbelt Lyst i Leire,
Er og saa i Axelstad.
Derfor, trods sit snevre Kammer,
Skjalden tit stod der i Kveld,
Hvor med Thors berømte Hammer
Daglig hugged Dal i Fjeld
Mod og Magne*), som den arved
Efter Ragnarokes Gru,
Men ei rød med Blod den farved,
Har med Glands forgyldt den nu!
Lad det Folk, som yndigst brammer,
Stadselig bag Rhin
Kvæde om den Karle-Hammer,
Frankrig kalder sin:
Hammeren fra Oldtids Dage,
Som opveiet blev med Guld,
Men nedsank, til Gallers Klage,
Femten Mile under Muld;
Brennus-Kiøllen fra Lombarte,
Som stod op med Bonaparte,
Knuste Been og Bjerg som Glas,
Borgene som braadne Kar,
Vandt med Lyn og Tordenbrag
Prisen vel i hundred Slag,
Før tilsidst, i Kamp med Aanden,
Magtesløs den fløi af Haanden,
Sank i sine gamle Spor
Femten Mile under Jord!
Lad den synke tusind Mile,
Aldrig meer opstaae!
Derad skal som Piger smile
Nordens Bølger blaa;
Thi vor Hammer, dybt begravet
Med det gamle Heltekuld,
Den stod op med Lyn paa Havet
Og med Glands af sorten Muld!
Ja, for aldrig meer at segne,
Den stod op i vore Egne,
Den fra Fædres Kæmpehøi
Deres Æt ihænde fløi,
Saa mangfoldig, som i Støvet
Storværk er af Aanden øvet;
Thi i Norden Præg af Aanden
Bær selv Kæmpeværk af Haanden,
Vor Stærkodder var med Priis
Skjald og Kæmpe skifteviis!
Derfor liflig Nordens Tunge
Kan om Haandens Idræt sjunge,
Juble trindt om Øresund:
Storværks Egn med Haand og Mund!
Derfor og i Skjaldesang
Brud sig op af Graven svang
Ving-Thors mageløse Hammer
Med det gode Ry:
Som den sigter, saa den rammer^
Altid under Sky,
Maa, for Fredens Skyld, til visse
Stundum ramme Jetters Isse,
Men er dog med Konsten gjort
Til i Flamme
Vist at ramme
Alt hvad Aanden kalder Stort,
Saa, ved Konst og Kraftens Ord,
Storværk reiser sig i Nord,
Som den sjunkne Kæmpetrop
Stod i Gladhjem herlig op!
Ja, da hist bag Alpefjelde,
Under klangfuldt Hammerslag,
Jason reiste sig med Vælde,
Kæmpehøi paa Seirens Dag,
Da i Kamp paa Kongedybet,
Under Kvad om Age-Thor,
Høit sig hæved over Krybet
Vætten fra det gamle Nord,
Spaaende med Tordenstemme
Om Idrætter tusindfold.
Som skal Jetter klart beskæmme,
Straalekrandse Amlets Skjold,
Sanke under Dannebroge
Seierstegn fra alle Kroge,
Som til Vink om hver Bedrift,
Hist de stod i Billedskrift,
Klynged sig om Mester-Haanden,
Som udmærker Thorvalds Søn,
Og afbilder Kæmpe-Aanden
Tusindformet, immerskiøn!
Derfor, skiøndt, som Eremiten,
Jeg kun daarlig fra Graniten
Kiender Marmelstenen siin,
Seer i Rune for i Sule
Aandens Præg, som gamle Thule
Kaldte Kæmpevætte sin;
Ei desmindre jeg med Glæde
Er et Led af denne Kiæde,
Konstens hjemmegiorte Krands,
Der sig som et Tonebelte
Snoer om alle Nordens Helte,
Og ombølger i sin Glands
Ham, hvis Navn, naar Støvet blunder,
Blive skal vor ny Vaulunder,
Vandre saa i Nordens Skove,
Vugges saa paa Tidens Vove,
Tone saa i Danevang,
Giennem mange Skjaldes Sang!
Det forkynder denne Aften,
Som bebuder meer endnu:
Vei sig bryder Kæmpekraften,
Kommer Fortids Daad ihu,
Vil ei længer, som for længe,
Naar den skaber Skjaldekvad,
Riste kun om rørte Strænge
Paa det stumme Flyveblad,
Men i Ordet, som har Vinge,
Og i Røsten, som har Klang,
Over Isserne sig svinge,
Som de gamle Skjaldes Sang,
Trylle frem de svundne Dage
Og hver Ædling med sin Daad,
Som i Fædres Valhald Brage,
Brydes kækt med Dødens Braad!
Det har Kæmpeaanden villet
Og indskudt i Skjaldens Barm,
Som vor Konstner har fremstillet
Døden skiøn i Livets Arm*).
Ja, naar, med sit Kvad i Haanden,
Giennemtrængt af Kæmpeaanden,
Skjalden staaer i Frændelag,
Med sin Moders Tungeslag,
Og udtrykker hvad han tænker,
Hvad hans Hjerte kalder sandt;
See, da briste Dødens Lænker,
Der om Tonerne sig vandt,
Som ved Dommedags-Basunen
Dødninger af Grav opstaae,
Kækt sig hæver Tale-Runen,
Svinger sig mod Skyer blaa,
Jubler ud, til Gravens Harme,
Dødens Bod i Livets Arme!
N. F. S. Grundtvig.