‒ Thorvaldsen’s Død er endnu det daglige Conversationsthema i alle Cirkler og vil uden Tvivl i lang Tid vedblive at være det. Sorgen over hans pludselige Bortgang midt i en kraftfuld Livsperiode, og just som hans Genius forberedede nye og forbausende Værker, opfriskes daglig ved Journalernes Beretninger og Digternes Sange. Det Skjønne og Ophøiede i, at han, der har levet sit hele Liv ligesom for Europas Øine, ogsaa maatte døe i Kunstens Tempel og i Folkets Paasyn, har allerede “Fædrelandet” udtalt; men hvad der maaskee er mindre bekjendt, er, at en anden stor Kunstner i Oldtiden, den græske Lyriker Pindar, fik en lignende Død, saa at han ikke blot ved sin storartede plastiske Kraft i Poesien, men ogsaa ved sit Livs Udgang danner en interessant Parallel til Nutidens største Kunstner. Følgende smukke Sonet af Grev Platen-Hallermünde, der behandler dette Thema, vil derfor sagtens i disse Dage læses med en fornyet Interesse:
Ich möchte, wenn ich sterbe, wie die lichten
Gestirne schnell und unbewußt erbleichen,
Erliegen möcht’ ich einst des Todes Streichen,
Wie Sagen uns vom Pindaros berichten.
Ich will ja nicht im Leben oder Dichten
Den großen Unerreichlichen erreichen,
Ich möcht’, o Freund, ihm nur im Tode gleichen;
Doch höre nun die schönste der Geschichten:
Er saß im Schauspiel, vom Gesang beweget.
Und hatte, der Ermüdete, die Wangen
Auf seines Lieblings schönes Knie geleget:
Als nun der Chöre Melodien verklangen,
Will wecken ihn, der ihn so sanft gebeget.
Doch zu den Göttern war er heimgegangen.