Skrifter om det Thorvaldsenske Museum.
Naar et Foretagende sættes i Bevægelse, der er værdigt til den Hæder, at behandles og fremmes som et Nationalværk, da kan det ikke tænkes i et oplyst Folk, at et saadant Foretagende skulde savne sine Talsmænd og Forfremmere. Og en slig Understøttelse kan heller ikke undværes, naar Værket skal have Fremgang. Tider, paa hvilke Pengetrang; Næringsløshed og Finantsernes Forlegenhed høre til de staaende Emner for Undersøgelse paa Prent og i Samtale, ere i og for sig ikke gunstige for Foretagender, der kun kunne blive iværksatte ved Bidrag fra alle Sider. Paa saadanne Tider maa ethvert Foretagende, hvortil der indbydes og opfordres, vente at blive underkastet en strengere Bedømmelse end ellers; man vil spørge, hvorfor da just dette Værk skal understøttes fremfor saamange andre, om ikke snarere dette eller hiint Foretagende burde have Fortrin; Enhver har sine Yndlingsplaner, han ønsker frem; og fordi der synes Grund til at frygte for, at den ene Plan vil træde den anden i Veien, ville Mange vende sig bort med Kulde fra det foreslagne Værk eller endogjaa arbeide derimod, alene af den Grund, at de ønskede Kræfter og Midler henvendte til en anden Gjenstand. Dersom nu ovenikjøbet det Foretagende, hvortil der opfordres, ikke hører til dem, der skulle afhjælpe et eller andet trykkende Onde, komme en eller anden materiel Fornødenhed til Hjælp, saa vil det ikke feile, at det maa forekomme Mange ubetimeligt; ikke Faa ville endog undres over, at man virkelig kan vente at vække Nationens Interesse for en saadan Gjenstand. Det ligger saaledes i Sagens Natur, at der vil indtræde en Mellemtid, hvor Betænkeligheder reise sig, Indvendinger komme frem, forskjellige Meninger og Domme krydse hverandre, baade om Sagen i sig selv og om den Maade, hvorpaa den er sat i Gang. Og man kan kun ønske, at disse Betænkeligheder og Indvendinger maae træde aabenlyst frem. Dersom de ikke fremkalde Svar, og Svar, som findes fyldestgjørende, da maa det gjælde som Beviis for, at Sagen enten ikke fortjener den Deeltagelse, hvorpaa der er gjort Regning, eller at Folket ikke er i Stand til at fatte levende og virksom Interesse for den; og i begge Tilfælde er det godt, at Værket døer i Fødselen. Er derimod Foretagendet priseligt og godt, og har Indbydelsen dertil vakt sympatiserende Stemning i Folket, da vil denne Stemning ikke savne sine Organer; ogsaa ved denne Leilighed ville Mænd, der have deres Plads i Samfundet som de høiere Interessers Talsmænd, føle Kald til at prøve Virkningen af det opvækkende, belærende, veiledende Ord. Hvad der ikke var muligt fra først af, heller ikke er muligt for de enkelte Mænd, fra hvem det første Stød er udgaaet: at møde specielle Indvendinger, som gjøres fra en eller anden Side, at oplyse Misforstaaelser af Planen, som vanskeligt have kunnet forudsees, at fremstille Sagen fra forskjellige Sider, og netop fra de Sider, hvorfra Foretagendets Værd lettest kan gjøres indlysende for dem, der staae længere borte, – dette vil opnaaes ved saadan Fortsættelse af den begyndte Virksomhed, ved Understøttelse fra forskjellige Sider, beregnet paa Stemning og Omdømme, saaledes som det forefindes i forskjellige Kredse; og ved denne Samvirken vil Værket fremmes – om end langsommere, dog saameget sikkrere og grundigere.
Det var at vente, at Indbydelsen til at reise en Bygning, hvorved det danske Folk paa eengang bragte sin Hylding til den store Konstner, som Forsynet har givet dette Folk, og kom hans Hensigt, at skjenke sit Fædreland sine Værker, imøde med Erkjendtlighed i Gjerning – ikke vilde, i det mindste i den første Tid, finde samme Modtagelse overalt. Paa den ene Side indtager Kjærlighed til Konst, Glæde over Beskuelse af dens Værker, endnu en underordnet Plads, selv i den dannede Verdens aandelige Liv; den gamle Strid imellem Aandens og Legemets Krav, imellem det Skjønne og det reel Nyttige maatte her komme frem paa ny; og endelig savnede Mange en Fuldstændighed i Planen, en Garantie for Udførelsen, som ifølge Forholdenes Natur ikke kunde gives fra først af. Disse og lignende Indvendinger ere blevne fremsatte i Bidrag, indsendte til forskjellige Blade, saaledes i den Berlingske Avis, de Odenseske Tidender o.a. Paa den anden Side meddeelte Interessen og Begejstringen for Foretagendet sig til Flere og Flere, som indsaae, at det her, om ellers nogensinde, gjaldt at gribe det beleilige Øieblik, og bringe til Udførelse, hvad der, nu forsømt, til ingen Tid senere vilde staae til at oprette, og som vidste at bedømme, hvilket Middel der vilde være givet til at fremme al høiere Cultur, til at hæve og styrke Nationalfølelsen i den ædleste Retning, naar Konstnerens Landsmænd saae sig i blivende Besiddelse af den rige Samling af beundrede Skjønhedsværker. De, der betragtede Sagen saaledes, kunde heller ikke opgive den Overbeviisning, at Interessen for dette Foretagendes Fremme maatte blive mere og mere almindelig, hvad enten den nu knyttedes nærmest til den æsthetiske eller til den patriotiske Betragtning, naar der gaves Tid og Leilighed til at opklare, hvad der endnu stod dunkelt for Mange, til at berigtige skjeve Forestillinger, og vise Sagen baade fra den ene og den anden Side. I flere af vore Dagblade er der arbeidet til dette Formaal, saaledes i Kjøbenhavnsposten, Dagen, den Berlingske Avis, den Thomsenske Avis i Odense, Helsingøers Avis, den Aalborgske Stiftstidende o.a. Men fornemmelig ville vi her henvende Opmærksomheden paa tvende Skrifter, der paa værdig Maade slutte sig til Prof. Thieles Folkebog om Thorvaldsen:
Nogle Ord om et Museum for Thorvaldsens Værker. Af K. Paludan-Müller, Adjunct ved Kathedralskolen i Odense.
Om Thorvaldsen og hans Museum, i Anledning af den udstedte Indbydelse. Af N. Høyen, Professor.
Disse Skrifter have tildeels taget Hensyn til de forskjellige Meninger og Domme, som jevnligere høres end læses; og Anm. haaber at understøtte de ærede Forfatteres Bestræbelse, ved her at meddele nogle af de Bemærkninger, som man især maa ønske kjendte og overvejede allevegne, hvor Indbydelsen til det Thorvaldsenske Museum er Gjenstand for Eftertanke og Samtale. Anm. vil betjene sig af Forfatternes egne Ord, ikkun – for at Fremstillingen kan falde naturligere – med enkelte Omsætninger og Tilføielse af enkelte Overgange.
I. Fremfor Alt bliver dette indvendt: at i et Land, hvis Statsgjeld er stegen til den Høide, som den har naaet i Danmark, og hvor tillige Standerne have erklaret, og Borgerne sande med dem, at Ejendommene allerede ere saa bebyrdede, Communerne saa trykkede, at Landet ikke kan bære flere Afgifter, maa det ansees som urimeligt, at opfordre til Bidrag til noget Foretagende, som ikke hører til de absolut nødvendige. Thi skulde virkelig disse Bidrag blive ydede i saadan Mængde, at Værket kom i Stand, da maatte jo hiin Stændernes Erklæring ansees som gjendreven i Gjerningen; det var da beviist, at Borgerne dog endnu havde Noget tilovers, og at Staten havde Adkomst til at lægge Beslag herpaa ved at paalægge nye Afgifter.
Men dette Raisonnement grunder sig paa Sammenblanding af meget forskjellige Punkter, paa reen Misforstaaelse af det Forhold, hvori Borgerne staae til Staten. Folket og Staten ere vel uadskillelige, men dog ikke Eet og det Samme. Det er kun, naar det gjælder om at forsvare Statens og med den Folkets Selvstændighed, at Borgerne ere forpligtede til at opoffre Alt for Staten. I Tider, hvor dens Tilværelse ikke er truet af nogen overhængende Fare, kraver Staten kun en Deel af Folkets Kræfter; det vilde, under almindelige Omstændigheder, være ligesaa ufornuftigt som umuligt, at gjøre den Fordring gjældende, at Folket skulde opoffre alle sine Kræfter til Statens Tjeneste. Saaledes er det her hverken Staten eller Communen, man har anmodet om Bidrag til Museet, men private Folk; og Staten for sin Deel hverken kan eller vil forlange, at Borgerne skulle undlade at understøtte gode og skjønne Foretagender, fordi ogsaa den kunde bruge de Midler, der anvendes paa dem. Skal Folket naae den høiere Udvikling, som Staten selv gjør store Offere for at fremme, maa den lade Borgerne beholde saamange Midler til fri Brug efter eget Tykke, at de, indenfor den Kreds, Staten værner for dem, ved selvstændig Virksomhed kunne understøtte dens Bestræbelser; det maa være den selv kjærkomment, at Borgerne, med de Midler, som den ikke kan forhindre dem i at anvende paa blot sandselige Nydelser, udføre Foretagender, som den selv maatte ønske at sætte i Værk, dersom den kunde undvære Midlerne dertil.
II. Men Dette nu ogsaa indrømmet, saa lod der sig dog nævne saa mange Foretagender, som ligesaa vel, ja med større Føie kunde have Krav paa almindelig Understøttelse, fordi Nytten af dem ligger nærmere og klarere for Haanden. Er det da, spørger man, fornuftigt og billigt, at et Foretagende som dette skal fremmes paa andres Bekostning?
Herved maa nu dette mærkes og vel betænkes: at det her ikke kommer an paa at angive et eller andet Project, som enkelte Personer eller Stænder kunde have Gavn af; men man nævne en Plan, som hele Folket uimodsigeligt nu erkjender for mere hæderlig og gavnlig, eller som man kan godtgjøre, at det hellere vilde understøtte! Naar der ikke anvendes uværdige Midler for at skaffe den Plan, vi her tale om, Indgang hos Folket, ingen Forførelse, ingen Brug af Autoritet, ingen paatrængende Overtalelse, men man søger at overbevise Forstanden, ikke blot at sætte Phantasien i en uklar Bevægelse: kan man være ganske overbeviist om, at Folket ikke tager sig af Sagen, med mindre den fortjener det; ligesom man ogsaa kan være rolig for, at det ikke ved dette Værk skal anstrenge sig over Evne. Tvertimod kan man antage, at, dersom Folket sparer lidt fra sine Forlystelser for at udføre et simpelt Værk, der just ikke bringer Skillingen tilbage igjen strax og iøinefaldende: saa vil dette mægtigt bidrage til at vække dets Sands for slige Foretagender; og de, der herefter ville opfordre det til andre gavnlige Værker, ville da vistnok finde det langt villigere til at lukke Pungen op.
III. Men – hedder det videre – Billedhuggerkonsten er ikke populair hos os, og den vil aldrig blive det; den tiltaler Sjelen mindre end Musik, Poesie, Maleri. Hvor kan man da forlange, at et Folk skulde interessere sig for en Samling af Billedhuggerværker, af hvide Steenfigurer?
Det er nu vel sandt, at Billedhuggerkonsten er paa mange Steder efterhaanden bleven mere fremmed for Folket, end Malerie og Architectur. Men deraf, at man er bleven vant til Savnet af en Konstnydelse, følger ingenlunde, at man ogsaa har tabt Sandsen for den. Selv i vort lille Danmark var der en Tid, og det er endda ikke saameget længe siden, da man ansaae det for nødvendigt, at Billedhuggerværker rigeligt smykkede selv det Udvendige af en Bygning, naar den skulde have nogen Anseelse. Kronborg, Frederiksborg, Amalienborg og flere af Byens Porte staae endnu som uimodsigelige Vidnesbyrd herom, skjøndt Alder og Uheld have skæmmet en Deel af deres Pragt. Vore gamle Haver, i fransk Smag, kunde ikke undvære Billedstøtter, i Marmor og Bronce, i Sandsteen og Bly; og Fredensborg Have, med Wiedeweldts talrige Arbeider, give os endnu et tydeligt Begreb om den store, pragtfulde Virkning, som et saadant Anlæg kunde frembringe. I Kirkerne, selv paa Landet, kunne de udskaarne Altertavler, de udhugne Ligstene og Epitaphier fortælle os om den Lyst, vore Forfædre have havt til Billedhuggerie; og i private Huse finde vi endnu paa enkelte Steder Spor af den smukke Mode, at beklæde Væggene med Paneel, og pryde det med udskaarne Arbeider af Træ eller Alabast. Da imidlertid Ildsvaade og Fiendehaand havde ødelagt Byens Hovedkirker med deres pompøse Gravmæler; da Forandringer og engelske Anlæg efterhaanden havde fortrængt de fleste Billedstøtter af Rosenborg Have, og de tilbageblevne vare forladte og mishandlede; da den saakaldte Antiksal paa Charlottenborg meest svarede til sit Navn ved det forfaldne, forstøvede Udseende, og de nye Pragtbygninger, med tomme Nischer og Gavle, stode som huuløiede Liig: dengang var her rigtignok saa øde, som om en Billedstorm havde raset igjennem Byen. Dog, denne Tid synes allerede stærkt at gaae til Ende. Efterat Thorvaldsens Værker ere komne hertil, og have begyndt at udbrede Liv i den Tomhed, som før herskede; efterat Værksteder ere aabnede, hvor det unge Talent finder Vejledning og Opmuntring: er ogsaa den Sands, der syntes reent forsvunden, igjen begyndt at vaagne. Mangen Mindesteen har i den senere Tid modtaget Konstens betydningsfulde Stempel; mangt et Portrait i Gips og Marmor gjenkalder kjære og yndede Træk, og Afstøbninger, som vare blevne til rene Sjeldenheder, udbrede nu Bekendtskabet med mangt et interessant Værk. Under saadanne Forvarsler kunne vi ikke andet end glæde os over, at den Tid stunder til, da Thorvaldsen kommer tilbage; og Ankomsten af hans øvrige Værker vil give det alt modtagne Indtryk forhøiet Styrke, og et nyt Væld, rigt paa ædel Nydelse, skal udsende sin vederqvægende og begejstrende Strøm.
VI. Men – indvendes der fremdeles – var det endda kostbare Marmorstatuer, for hvilke Nationen skal opføre denne Bolig! Men det bliver for størstedelen Gibsfigurer; og for disse Værker, af saa skrøbelig en Materie, et Stof af saa ringe Pengeværdie, skal der indrettes kostbare Sale og Kabinetter. Er dette forstandigt og velberegnet?
Disse Ytttinger grunde sig paa en Miskjendelse af Modelafstøbningernes Beskaffenhed og Værd, hvorom Følgende er at mærke. Naar en Billedhugger vil udføre en Statue eller et Basrelief i det Store, saa pleier han først at gjøre et Udkast dertil, tegnet eller modelleret i en blød Masse, som Vox, Leer, Stuk. Efter dette Udkast udfoører Konstneren sin Model i vaadt Leer, ligesaa stor som Marmorstatuen; denne bliver atter afformet og støbt i Gips, for derefter at tjene til Vejledning ved Udhugningen i Marmor. I Gipsen kan saaledes Leermodellen trygt overleveres til Aarhundreder; og den er et afsluttet, fuldstændigt Arbeide i sig selv, der blot ved Stoffet sondrer sig fra andre Billedhuggerværker i Træ, Marmor og Bronce; det indeholder ingen Overdrivelse om man vilde sige, at en Afstøbning af en fuldendt Model, og det samme Billede, hugget i Marmor, ere med Hensyn til Udførelsen to forskjellige Værker, der, hvert for sig, have eiendommelige Fortrin. Naar derfor allerede Haandtegninger og modellerede Skizzer, som hidrøre fra udmærkede Konstnere, staae i saamegen Anseelse, stundon, formedelst deres høie Konstværd, sættes over andre Mesteres fuldendte Arbeider, saa kunne vi deraf lettelig slutte os til, hvor stor en Værdi Thorvaldsens Modeller maae have, og at disse, langt fra at tabe sig, vil stige med Aarene. I Konstens Rige gjælder Stoffet desuden kun for saavidt, som det tjener til Konstnerens Formaal, og det er ikke den større eller mindre Kostbarhed, som bestemmer Arbeidets Værdi. Den plumpe Sølvstatue gjælder kun efter Vægten, medens den simpleste Materie forædles under den dygtige Konstners Hænder, og stiger i Værdi.
V. Men endnu staaer det Spørgsmaal tilbage: om man da virkelig tør love sig saadan Indflydelse paa Folkets Dannelse og Forædling ved Konstens Værker, at der er Grund til at betragte Opførelsen af et Museum for Thorvaldsens Værker, som et National-Anliggende.
Hertil svares: Den aandige Udvikling af et Folk kan og bør ikke undvære dannende Konst. Vel har nu hos os en mere levende Sands i den senere Tid begyndt at udbrede sig, men langt fra med den Alvor og Inderlighed, der er nødvendig for at give den Præget af ægte Nationalitet. Hele vor Opdragelse savner desuden Konstens gavnlige Indflydelse meget mere, end det sømmer sig for den efter dens Standpunkt; og for at bringe Forandring og Forbedring ind i alt Dette, behøves der et stort, et gjennemgribende Foretagende. Et saadant er Oprettelsen af Thorvaldsens Museum. Efter Opfordring har han smykket Kirke og Kongeborg; men af egen Drift, vil han skjænke Danmark et langt rigere Smykke i sine samlede Skatte – ikke til død Pragt eller tom Forfængelighed, men til at vække og skærpe Sandsen for Konstens Skjønhed og høie Betydning. Dette Museum vil værdigen begynde den Offentlighed i Konstnydelsen, som føleligt savnes; i dets Sale vil Konstnerens berømte Navn, den nationale Følelse og Fremmedes Beundring kraftigen understøtte den Virkning, som hans Mesterværker gjøre; og Øiet vil aabnes for den rige Nydelse, for den Belæring, som gaaer Haand i Haand med Konsten. Saa forskjellige end de Følelser ville være, hvormed Konstneren og den Lærde, den dannede og den simple Mand betragte dem, saa maa dog den gribende Sandhed og den historiske Aand, der gjennemstrømmer hans Arbeider, berige dem Alle, efter deres forskjellige Trang og Anlæg, med nye Indtryk og nye Anskuelser; en større Livlighed og Bevægelighed i Forestillingerne, en mere levende Sands vil efterhaanden komme til at udvikle sig, og vil vise sig velgiørende i mere end een Retning * ).
* * *
Til de Forhandlinger, over hvilke her en Udsigt er leveret, knytte vi endnu de historiske Tillægsbemærkninger: at der efter kongelig Befaling er tilskrevet Thorvaldsen angaaende en Orlogscorvet, som i denne Sommer skal udsendes til Italien for at afhente de Konstværker, som han maatte ønske hjemsendte, og tillige for at føre Konstneren tilbage til Fædrelandet, om han skulde foretrække Søreisen; – at Beløbet af de paa indsendte Planer tegnede Bidrag nu er steget til 36,000 Rbdlr., foruden at Antallet af de unge Konstnere, som have lovet at indsende Arbeider til Bortlodning, er forøget indtil 62; – endelig, at der er indløbet Brev fra Rom, som i Thorvaldsens Navn bevidner hans Erkjendtlighed for den ham af hans Landsmænd tiltænkte Hæder, der minder ham om den Modtagelse, han engang tidligere har fundet hos dem, og hans Forsæt, med det Første at tiltræde Hjemreisen, og derhos indeholder det Tilsagn fra Thorvaldsen, at han ved sin Ankomst til Fædrelandet vil fremme det begyndte Foretagende ved Alt, hvad der staaer i hans Magt.
H. N. Clausen.